D'Angelo var ventetiden værd

overskud. En næsten ustyrlig D'Angelo med sikker hånd dirigerer rundt med sit band af verdensklasse musikere, mens den bandanaklædte bandit af en sanger samtidig har tid til at flirte, sende fingerkys og brede grin ud til publikum.

Lyt til artiklen

D'Angelo tager læderjakken af og stiller sig i sort, ærmeløs trøje forrest på scenen:

»København! Det her. Det er mit domæne!«.

Med armene ud til siden peger han mod scenen bag sig, hvor otte musiker står og nikker rytmisk. Som om ekkoet fra den funkekspres, der lige er drønet gennem Falconer Salen stadig sidder i dem.

Vi er tre sange inde i en triumf af en koncert. Eller jeg tror det er tre sange, men numrene flyder sammen og tager lystige afstikkere i andre retninger af funk og soul. Men ingen i den knap nok udsolgte sal er i tvivl om, at det her er D'Angelos domæne.

Enestående D'Angelo vender tilbage med flosset og frodig soul

Ikke bare scenen og salen, hvor en næsten ustyrlig D'Angelo med sikker hånd dirigerer rundt med sit band af verdensklasse musikere, mens den bandanaklædte bandit af en sanger samtidig har tid til at flirte, sende fingerkys og brede grin ud til publikum.

Nej, domænet er musikken og hele den labyrint af soul, funk og hiphop, der udgør det sorte Amerikas nyere musikhistorie.

Brændte igennem

I løbet af to timer dirigerede D'Angelo sit band som James Brown, og funkede en flad februar onsdag op fra slap som kun Prince kan på en god dag. D'Angelo løftede arven med lige dele intensitet og virtuositet.

Han var ikke kommet til Frederiksberg for bare at hæve hyren. I over to timer brændte den 41-årige sanger igennem på scenen og detonerede funken i mellemgulvet i en fabelagtig midnatsseance.

Inden vi kom helt der op, måtte vi vente. Ikke kun den halvanden time, der dryssede væk inden D'Angelo endelig kom på scenen. Nej, vi har ventet i årevis på, at D'Angelo skulle vende tilbage med et nyt album.

Et hårdt liv

Michael Eugene Archer har levet et hårdt liv som D'Angelo. Han brød igennem som opfinderen af neo-soul med sin blanding af sovekammerstemning og hiphop på 'Brown Sugar' i 1995. Fem år senere var det multiinstrumentalisten og sexsymbolet der tegnede profilen på den musikalsk overdådige 'Voodoo'. Herefter faldt D'Angelo ned i sort hul af alkohol, misbrug, trafikulykker og anholdelser.

Et mugshot af en overvægtig og desorienteret D'Angelo blev billedet på en sørgelig historie om et musikalsk talent ud over det sædvanlige, der, ligesom forbilleder som Sly Stone, ville have det hele og tabte alt.

Kvindebedåreren Lionel Richie holdt fest i fortiden i Falconer Salen

Men for tre år siden dukkede D'Angelo så alligevel op igen og viste med blandt andet en koncert i Store Vega, København, at den unikke stemme med falsettens vinger og det soulede hyl var uskadt.

Onsdag aften var D'Angelo bare tilbage igen, og denne gang nøjedes han ikke med at file nostalgiens violiner. Han er ikke kun overlevet, men genopstået som musiker der hamrer ned i nutiden med et album, der passende hedder 'Black Messiah'.

I Jesus-figur og modlys

Et vildere, voldsommere og overvældende frodigt album i forhold til hans tidlige minimalisme, som D’Angelo efter fjorten års albumpause pludselig udgav i december. Udgivet som reaktion på urolighederne i Ferguson.

Herfra kom sangene, 'Prayer' og '1000 Deaths', der åbnede aftenen i Falkoner Salen. I forandrede opbygning, der straks transformerede koncertsalen til et kirkerum for begær og politisk vrede.

Kontrasten mellem fortællingen om den fraværende D'Angelo og så den udgave, der stod op på scenen var slående.

I Jesus-figur og modlys standsede han bandet og lod publikums juble stige op mod loftet, før han igen slap bandet løs. Med en håndbevægelse fik han sat sang en tak ned, han lavede en stribe falske slutninger og løb styrdende rundt langs scenekanten, mens hans fik salen til at synge eller klappe som et gospelkor.

Ubegribeligt, at en mand med så stor showmanship, kropslig musikalitet og stærk udstråling har gået og gemt sig i et helt årti.

Bandet ænsede ikke publikum

Det otte personer høje band, The Vanguards, var en garvet samling, der spillede stramt og vildt. De formåede at fortrylle funkens monotone gentagelser med små forskydninger og arrangementer, der vellystigt bugtede sig mellem D'Angelo, de uantasteligt cool korsangere, det komplekse basspil fra britiske, Pino Palladino, og så guitarspillet fra Minneapolisfunkens veteran, Jesse Johnson. Engang Prince-kompagnon i bandet The Time, nu 1980'er throwback i læder hat og runde solbriller som D'Angelos håndlanger.

Kejtede Alt-J kæmpede med tyngden i Tap1

Man fik fornemmelse af, at The Vanguards egentlig ikke ænsede publikum, men med små smil på læberne bare nød at lade en sang som 'Chicken Grease' eller 'Sugah Daddy' få masser af line. Eller så meget som bandleder D'Angelo fandt passende. Så de ikke publikum, havde de til gengæld konstant et øje på ham.

Storslående ballader

I det selskab blev intimiteten i D'Angelos sange forvandlet til kraftige funkudladninger. Der var plads til storslåede ballader som Roberta Flacks 'Felle Like Makin Love', men selv når stemningen blev godt lummer, var The Vanguards en funkvulkan, hele tiden på nippet til at gå i udbrud. Ligesom D'Angelos eget temperament heller ikke gemte sig bag nedrullede gardiner.

»Now that'd be how the story goes/ Brown Sugar got me open, now I want some more«, sang D'Angelo i balancegangen mellem erotik og stoffer på en vildt svingende udgave af 'Brown Sugar', ligesom han lystigt gled gennem sirupsfunken på 'One Mo'Gin', før han ramte det politiske brændpunkt på 'Black Messiah' med 'The Charade'.

Prince udgiver to albums på en gang - et af dem er rigtig godt

Med knyttede næver løftede det sig over flere minutter mod loftet, mens D'Angelo til sidste messede de efterhånden berømte linjer, der vibrere af politidrabene på Michael Brown og Eric Gardner:

»All we wanted was a chance to talk/ 'stead we only got outlined in chalk«.

Skælvende smuk afslutning

Med sin stemme, der gik fra kælen falset til vrængende hyl og små støn, knyttede D'Angelo ikke kun tråde til Prince og James Brown, men stak ned til de dybe musikalske rødder hos Sam Cooke og Otis Reding. Det er hele dén store musikalske og mentale historie, han tager på sine skuldre. Og som ingen andre i dag kan lige præcis D'Angelo bærer det.

Understreget med en skælvende smuk afslutning, hvor 'Untitled (How Does It Feel)' blev foldet ud i en femten minutter lang hymne.

Én for én forlod The Vanguards scenen undervejs, for at efterlade D'Angelo alene ved klaveret og sammen med publikum at synge den hjem. Med mere end bare en finger i himlen.

Simon Lund

fortsæt med at læse