Hvordan så der så ud inde i det store, sorte hul?
Ryskjær kigger på mig hen over sofabordet. Bare kigger. For få øjeblikke siden vendte han sin stol lidt mere over imod min, ændrede vinklen ganske få grader, så vi kom til at sidde mere åbent med front mod hinanden. I samme sekund havde han dog krydset benene og samlet armene foran sig, så mere entydig var velkomsten til intimitet heller ikke.
Nu kigger han bare.
»Altså ...«, prøver han. »Hvordan tror du selv, der ser ud inde i et stort, sort hul? Der er sort. Og tomt«.
Han husker det, som om det er fem år siden mindst, en lille evighed allerede, men i virkeligheden er det knap tre. Den dag, der blev en af hans livs mest afgørende stunder; den dag på Aveny-T.
’Rosenkrantz og Gyldenstjerne er døde’ havde premiere med Claus Ryskjær i rollen som den stormægtige skuespiller, som Hamlets would-be-mordere møder undervejs til Helsingør.
»Og på vej ind på scenen følte jeg det vitterlig som at falde ned i det der store, sorte hul«, siger han. »Jeg kan ikke sige andet om, hvordan det var derinde. Men det var der til premieren og under hele forløbet. Det undrede mig hele tiden, at jeg ikke blev fyret.«
»Der var især en større monolog for min rolle, en skideballe han giver til Rosenkrantz og Gyldenstjerne, som jeg frygtede for hver gang. Og jeg var så bange, at jeg ikke kunne koncentrere mig. I mit fag er man nødt til at have antennerne helt ude og evne at lytte efter, hvad dine kolleger laver. Og det kunne jeg ikke længere. Da jeg kom ud bag kulissen igen efter at have været på scenen, var det sådan ’Pyyyyyyyyyyyyha’, hvor var det dog forfærdeligt. Og hvilken lettelse at være tilbage«.
