Annonce
Mad 27. jul. 2010 KL. 12.35

Hov, jeg ville jo ikke redde barnet!

130 har krævet penge tilbage, fordi de kom til at trykke på velgørenhedsknappen.

Velgørenhed kan også fortrydes.

Det viser det antal krav, to velgørende organisationer, Red Barnet og Verdensnaturfonden, har fået fra danskere, som har fortrudt, at de kom til at trykke på velgørenhedsknappen, efter at de havde afleveret flasker og dåser i flaskeautomaterne i Kvickly, SuperBrugsen, Dagli'Brugsen, Irma og Fakta.

Ialt 130 mennesker har i årets første halvdel krævet pengene tilbage med henvisning til, at de har fortrudt, eller at de har trykket på den forkerte knap på flaskeautomaten.

Det skriver Berlingske Tidende.

LÆS ARTIKEL Danskerne sender flaskepanten til verdens fattige

»Langt fra alle begrunder deres fejl. De, der gør, skriver, at de har taget fejl. Enten har de været uopmærksomme, eller også mener de ikke, skiltningen har været god nok. Mange begrunder det med, at de er ældre og svagtseende,« fortæller Guri Kærulf Frandsen, som er pressechef for Verdensnaturfonden, til Berlingske Tidende.

Og så er der også dem, der har været udsat for Robin Hoodske drengestreger.

»Vi oplevede i starten nogle drengestreger, hvor nogen, i flere butikker, byttede om på klistermærkerne på knapperne,« siger Guri Kærulf Frandsen.

LÆS ARTIKEL Vi bruger millioner på godgørende handel

De fleste tilbagebetalinger har i 2010 ligget på mellem 20 og 100 kroner. Den største tilbagebetaling lyder på 514 kroner plus porto, mens den mindste tilbagebetaling var seks kroner plus porto.

»Vi kan godt forstå, hvis man ikke har så mange penge, at man ikke har råd til at bruge pengene på velgørenhed. Men seks kroner, det er måske lige i underkanten,« siger Guri Kærulf Frandsen til avisen.

Hun fortæller også, at københavnerne og århusianerne er mest gavmilde, når det kommer til både antallet og størrelsen af donationer. Ialt har velgørenhedsknappen på flaskeautomaterne indbragt organisationerne ni millioner kroner fra 2007 til 2009.

Tilmeld dig Politiken Mad Nyhedsbrev

 
Annonce
Annoncer
Annoncer