Annonce
Annonce
Annonce
Mad 27. aug. 2012 KL. 09.50

Ti ting, den studerende ikke kan undvære i køkkenet

Essentielt køkkenudstyr til den unge, der for alvor selv skal kokkerere.

1. Kartoffelskræller. Også kaldet en tyndskræller i kokkekredse.

De to bedste er formentlig den klassiske tyndskræller i rent stål med et vipbart hoved og den lodrette tyndskræller, hvor bladet sidder mellem enderne af en bøjle.

De koster begge i omegnen af 20-30 kroner hos H.W. Larsen eller Kunst og Køkkentøj i København. Der er ikke nogen grund til at købe dyrere modeller.

2. Bodum-stempelkande. Uundværlig til kaffefremstilling, når man har gæster eller ikke orker mere Nes. Starter ved 149 kroner for en trekopsmodel.

3. Raadvad-dåseåbner. Klassisk dåseåbner, der bare virker. Raadvad har produceret den siden 1950’erne, så der er tale om en designklassiker. Fremstilles også i venstrehåndsmodel. 50 kroner.



4. Allround kokkekniv. For eksempel Victorinox’ testvindende 22 cm kniv med fibroxskæfte. Stor nok til det hele, men samtidig let.

Anskaf også et strygestål til at holde den skarp med. Ellers bliver en god kniv hurtigt til en sløv kniv. 250 kroner.

5. Margretheskål med låg. I efteråret 2008 tog firmaet Rosti sig endelig sammen og introducerede låg til den klassiske skål fra 1954, der dermed blev betydelig nemmere at bruge til opbevaring.

En skål, der er flot nok til at servere i (så længe man er studerende).

6. Skærebræt. Mange sværger af æstetiske årsager til skærebræt af træ, men plastik er nemmere at gøre rent. Denne model, som H.W. Larsen i Kødbyen selv får fremstillet, er et af de enkleste og mest elegante plastskærebrætter på markedet.

Skånsomt mod dine knive. Kan gå i opvaskemaskine uden at bukke. 350 kroner for 53 x 32 cm.

FOTO:  Ikea7. 28-32 cm slip let-pande. Slip let-pander er et af de få køkkeninstrumenter, hvor det ikke kan betale sig at købe dyrt i den tro, at man så kan have det i mange, mange år.

For slip let-belægningen går i stykker og får ridser, og selv hvis den ikke gør, mister den med tiden evnen til at slippe, og mad begynder at brænde fast.

Gode køb, hvis man skal tro diverse test, er Tefal Professionel-pander (med den røde varmeindikator, testvinder hos Cook’s Illustrated), Jamie Oliver (når de er på tilbud) og Ikea 365+ til 149 kroner.


8. Stavblender. Moulinex Click & Mix var den eneste billige stavblender i Politikens test, der ikke sugede sig fast i bunden af gryden. Prisen er 749 kroner.

Har du pengene, er Bamix Mono til 1.250 den klart bedste i Politikens test.

9. Litermål. I betragtning af, hvor simpel en funktion der er tale om, er det forbløffende, hvor mange virkelig dårlige målebægre der findes. Et af de flotteste er kokkens klassiske litermål i rustfrit stål.

Men det er ikke optimalt til at aflæse den præcise mængde. Mere praktisk er Rosti Mepals halvliters målebæger, der blev kåret til ’bedst i test’ i Politiken i 2010. 50 kroner.

10. Pillivuyt ovnfast fad. Flere af Politikens forbrugerjournalister sværger til det klassiske franske mærke og ikke kun af stilårsager:

De er nemmere at få rene end mange andre keramiske fade, takket være en særlig hård porcelænsbelægning. 36 x 27 cm. 350 kroner.