Annonce
Mad 27. mar. 2008 KL. 14.41

Moms på frokost skader folkesundheden

Kræftens Bekæmpelse og Hjerteforeningen advarer kraftigt regeringen mod at hæve momsen i kantinerne.

Se også
  1. Danskerne kræver billig sund mad

    Befolkningen vil have sænket momsen på sunde fødevarer. På Christiansborg er meningerne delte. Se flere detaljer

  2. Kantinemoms bryder skattestoppet
  3. Regeringen vil gøre frokosten dyrere
Se alle guider

Læs mere

Regeringen skyder sine egne ønsker om bedre folkesundhed i sænk, når den vil sætte momsen på kantiner op.

Sådan lyder det samstemmende fra de tre sundhedsorganisationer, der allerbedst kender til de sygdomme, som rammer danskerne: Kræftens Bekæmpelse, Hjerteforeningen og Diabetesforeningen.

Som det er i dag, betaler arbejdspladserne moms af de madvarer, som kantinerne bruger. Men med regeringens nye lovforslag skal der også betales moms af arbejdslønningerne og af de afskrivninger, som man har på kantinelokalerne.

Det vil øge prisen på kantinemad med op til 40 procent.

»Når maden bliver dyrere kan kantinerne enten sætte kvaliteten ned eller priserne op. Begge dele vil jage kunderne væk, og det er ikke til gavn for sundheden«, siger ernæringsekspert Gitte Laub Hansen fra Kræftens Bekæmpelse.

Hun peger på, at regeringen i sin fødevarepolitiske redegørelse fra 2006 selv har fremhævet, at vejen til sunde kostvaner og sund livsstil også går via arbejdspladsen.

Momsforslag styrer den forkerte vej
De tre foreninger arbejder med de alvorligste sygdomme, som ofte rammer danskere med en usund livsstil. Både kræft, hjertesygdomme og diabetes kan forebygges ved hjælp af sund mad og motion.

Derfor bekymrer det dem, når den sunde mad ikke gøres tilgængelig.

»Udviklingen af livsstilssygdomme påvirkes i høj grad af, hvad danskerne spiser på deres arbejdsplads«, skriver organisationerne i et brev til blandt andet partiernes skatte- og sundhedsordførere.

Brevet kommer kort tid før forslaget om øgede afgifter på kantinerne skal i anden behandling i Folketinget.

Kantiner er blevet sundere
Paradoksalt nok kommer forslaget om ekstra moms netop i et år, hvor statens kantiner skal stille med en mad- og måltidspolitik for at fremme sundheden.

»Mange kantiner og udbydere af kantinemad arbejder meget med sund mad. Medarbejderne og virksomhederne har fokus på det. Men vi er bange for, at højere priser kan spænde ben for de gode tiltag, som er ved at blive sat i gang i kantinerne«, siger Gitte Laub Hansen.

Hun peger på, at frokosten dækker op til 40 procent af den mængde mad, som en dansker spiser på en dag.

»I stedet for at se på den kortsigtede ekstra indtægt, det vil give at indkræve ekstra moms, skulle man tænke langsigtet på at mindske den regning på 13,3 milliarder kroner, som det koster samfundet at folk er for fede og rammes af alvorlige sygdomme«, siger Gitte Laub Hansen.

Tilmeld dig Politiken Mad Nyhedsbrev

Annonce
Annoncer
Annoncer