Annonce
Mad 15. jul. 2008 KL. 15.11

Småfordærvet kød er ikke farligt

Kød, der er begyndt at fordærve, er ikke sundhedsfarligt. Men det går ud over smagsoplevelsen, siger DTU Fødevareinstituttet.

Det er normalt at finde småfordærvet kød i de danske supermarkeder viser en test af hakket oksekød, som Eurofins Steins Laboratorium har lavet for Ekstra Bladet.

Ifølge avisen blev der solgt kød i fem ud af ni supermarkeder, der indeholder 44 gange så mange bakterier, som myndighederne tillader.

Men det er ikke farligt, så længe man steger kødet, indtil det er 75 grader eller helt gennemstegt.

Ødelægger smag og kvalitet
»Det går ud over kvaliteten og smagen, når der er for mange bakterier i kødet. Det er ikke i orden, men det er ikke noget, man bliver syg af. Alle bakterier bliver slået ihjel under stegningen«, siger Jens Kirk Andersen, der er seniorrådgiver ved Fødevareinstituttet, DTU.

Ifølge Jens Kirk Andersen er der praktisk talt ikke fare for, at man steger kød, der er så fordærvet, at det er direkte sundhedsskadeligt.

»Kødets farve og lugt vil være så utiltalende, at man ikke vil spise det. Det gælder alle slags kød«, siger han.

Snus og gennemsteg
Jens Kirk Andersens råd til forbrugerne er altid at snuse til kødet, når man åbner pakken, og gennemstege det, hvis man vil være på den sikre side.

Tilmeld dig Politiken Mad Nyhedsbrev

Annonce
Annoncer
Annoncer