Annonce
Mad 29. jun. 2009 KL. 08.04

Ny discountkæde lover gratis bleer

Discountkæden Kiwi Minipris indtager Sjælland til efteråret. Den lover lange åbningstider og gratis bleer.

Se mere

I løbet af efteråret slår lavpriskæden Kiwi Minipris sine døre op for kunderne på Sjælland.

Indtil nu er det kun jyder og fynboer, der har kunnet handle i kæden, der åbnede sin første forretning sidste år i august.

Siden er 53 butikker poppet op i Jylland og på Fyn. Nu er tiden inde til at indtage Sjælland og København:

»Vi kommer til Østdanmark i efteråret, forventeligt til oktober. Og inden årets udgang har vi tre til fem butikker på Sjælland«, siger direktør Bjarne Bak.

Ingen Netto 2
I Norge er Kiwi Minipris det hurtigst voksende discountmarked og i dag et af de største. I Danmark skal Kiwi presse sig ind i et marked, hvor de fleste kæder har vokseværk.

LÆS ARTIKEL Lidl er billigst mens Fakta er dyrest

I 2009 vil discountbutikkerne for første gang nå en andel af dagligvaremarkedet på over 30 procent, forventer analytiker Klaus Jørgensen.

»Hvis Kiwi vil bide sig fast i Østdanmark, skal de både være konkurrencedygtige og differentiere sig fra de andre, så det ikke bliver en Netto 2 eller Rema 2001«, siger Klaus Jørgensen, chefkonsulent i Landbrug & Fødevarer.

For børnefamilierne
Og det gør Kiwi-kæden, mener Bjarne Bak. Det primære sigte er at indfange de 28-45-årige og børnefamilierne. Derfor er hver fjerde pakke ble gratis i Kiwi, og butikkerne lukker først klokken 22.00 på hverdage, og 21.00 i weekenden.

»Vi har ikke lucky punch-priser, men mærkevarer til fast discountpris. Og så har vi en frugt og grønt-garanti, hvor kunden får pengene to gange igen, hvis varen ikke er tilfredsstillende«, siger Bjarne Bak.

LÆS ARTIKEL Overpris på spaghetti, mel og ris

Tilmeld dig Politiken Mad Nyhedsbrev

Annonce
Annoncer
Annoncer