Hvis man går rundt og tror, at den danske fastelavnsbolle altid har været sådan en wienerbrødssag med flødeskum indeni og strøet med florsukker eller en gærbolle med et indre af creme og pyntet med glasur – ja, så tager man fejl.

Historisk set er vore dages fastelavnsboller en relativt ny opfindelse, og fastelavnsbollen begyndte sit liv i en meget mere ydmyg udgave.

Brugt som opfedningselement inden fasten
Fastelavn er en middelalderfest – det var dagen eller dagene før fasten, hvor man havde sidste chance for at fede sig, inden man askeonsdag, onsdag efter fastelavn, gik ind til en langstrakt faste, der sluttede ved påsken.

Man ved ikke præcis, hvad danskerne spiste inden askeonsdag dengang, men middelalderhistoriker Bi Skaarup, der har specialiseret sig i den danske madhistorie, har et godt bud: en vegge.

Veggen er en korsformet hvedebrødsbolle bagt med gær, og selv om det lyder jævnt kedeligt, kan man godt regne med, at det dengang var en ekstravagant spise kun for den danske overklasse.

LÆS ARTIKEL:Konditori forsvarer sine boller

Hvedemel var en luksusvare
Det daglige brød i middelalderen blev bagt på groft eller sigtet rugmel, og hvedemel var en luksusvare, bl.a. fordi middelalderens hvedesorter ikke var så hårdføre.

I Danmark kunne de derfor kun dyrkes på Lolland-Falster, som havde, og har, et gunstigt mikroklima. Hvedebrød blev altså kun spist ved festlige lejligheder.

Veggen, der også kaldes en strut, kendes på formen: Man ruller en bolle, klipper et kryds i den og trækker de fire ’flapper’ ud, så bollen bliver kors- eller rombeformet.

Et mønster man i øvrigt kan se, at middelalderlige bagerlav har brugt i deres lavsegl.

De fine hvedevegger var almindelige hos bagerne i 1500-årene, om end dyre, og når borgerskabet holdt fest i 1500-1600-tallet, var der vegger på bordet.

Bi Skaarup ser i øvrigt en lige linje fra veggen til det fine kuvertbrød, man ofte ser til en festmiddag i dag; formen er den samme.

Bollerne røg ikke ud med fasten
Ret beset blev fastelavn afskaffet i Danmark med reformationen i 1536, da danskerne skiftede katolicismen ud med protestantisme.

Men det viste sig, at det kun var selve fasten, danskerne var villige til at skrinlægge. De festlige dage med gøgl, baog hvedebrød op til fasten hang ved.

Nogle mener, hvedebollen fik selskab af varm mælk i 1700-tallet på ’hvide tirsdag’ inden askeonsdag, men den tror Bi Skaarup ikke rigtig på:

»Det var noget, man gjorde i England, Frankrig og Holland, men jeg tror ikke, vi gjorde det herhjemme. Bollemælk var jo en almindelig ret på landet og næppe noget, man har spist ved festlige lejligheder«.

Det ligger dog fast, at man på den tid købte sine eventuelle fastelavnsboller hos bageren – i hvert fald når man boede i byen – der var slet ikke ovne, man kunne bage i, i en almindelig husholdning i byen. De krævede uhyrlige mængder af brænde, og faren for ildebrand var enorm.

OPSKRIFT:Bag dine fastelavnsboller selv

Fastalavnsbollens historie
Det var først med det kulfyrede komfurs udbredelse, som slog igennem omkring 1850, at det blev muligt at bage sine egne fastelavnsboller.

Da Anne Marie Mangor blev gift i 1800, havde hun formentlig åbent ildsted, og en af grundene til, at hendes kogebøger ’for smaa Huusholdninger’ – den første udkom i 1837 – blev så populære, var, at hun skrev nøjagtige mål samt koge- og bagetider på sine opskrifter og løbende tilrettede dem den nye teknik.

Da Madam Mangor begik sin første opskrift på fastelavnsboller i 1856, må man sige, at bollen havde udviklet sig siden middelalderens lyse brød.

Den fine hvede havde fået selskab af rosiner, sukat og kardemomme, næsten som en julekage, hvilket bollerne strengt taget også var.

Det lader til at have været fastelavnsbollen i hvert fald fra 1856 og frem til 1901, for det er en næsten identisk opskrift, Laura Adeler har med i sin ’Kogebog for By og Land’ fra 1893, og også Frøken Jensen bruger rosin, sukat og kardemomme i sin første kogebog fra 1901.

Margarinen kom til
Frøken Jensen indvarsler så også næste skridt i fastelavnsbollens evolutionskæde. Hun ruller margarine i den færdige dej, så hun får en wienerbrødsfastelavnsbolle med rosin, sukat og kardemomme:

»Denne Deig udrulles som til Wienerbrød og belægges med 1/2 Pund Margarine, sammenlægges, udrulles og formes til Boller«, skriver hun.

Wienerbrødet var kommet til Danmark i midten af 1800-tallet, da bagermester Niels Christian Albeck efter en studietur til Østrig grundlagde et wienerbageri på Købmagergade, og den gik hurtigt sin sejrsgang.

For at få vore dages fastelavnsbolle, skal man dog også have flødeskum og creme, og det kom tidligst med ismejerierne omkring 1900, mener Bi Skaarup, som anslår, at flødeskummet først fandt vej ind i fastelavnsbollerne midt i 1960’erne.

OPSKRIFT: Moderne Mangor-boller