I otte år har vi fulgt de hårdtarbejdende og ditto drikkende reklamefolk på bureauet Sterling Cooper på Madison Avenue i 1960’ernes New York. Vi har fulgt den stræbsomme Peggy Olsons opstigning fra sekretær til cheftekstforfatter, den hemmelighedsfulde, sexede og geniale Don Drapers professionelle, personlige og moralske forfald og hans hustru, Betty Drapers, udvikling fra frustreret forstadsfrue til lidt mindre frustreret politikerfrue.
Vi har nydt kjolerne, håret, cigarerne, chefsekretær Joan Holloways timeglasfigur og Don Drapers powerjakkesæt og maskuline udstråling. Vi er blevet forargede over affærer og sexchikane og har længtes efter den politisk ukorrekte tid, hvor man kunne tylle old fashioned-drinks før frokost, ryge på alle restauranter og bede børnene om at holde kæft og se fjernsyn.
»Folk føler nostalgi for en tid, de aldrig har oplevet. Ligesom de gør for reklamer«, som forfatteren Chuck Klosterman sagde, da han lørdag aften var ordstyrer for et klipshowarrangement i New Yorks Lincoln Center.
