Bedømt på den karakteristiske måde, han kan vrænge med stemmen, skulle man næsten tro, at han talte om nogle af fortidens mere gammelkendte fjendebilleder, vi lærte at kende så godt, da Anders Fogh Rasmussen var aktiv i dansk politik.
Det kunne være »rundkredspædagogerne« i folkeskolen. De »nyttige idioter« fra tiden under den kolde krig. De »socialistiske ballademagere«, der demonstrerede for mere velfærd i 2006. Eller Muhammedkrisens bukke og får.
I denne omgang er der imidlertid tale om en helt anden kategori af mennesker, der er havnet i Foghs verbale sigtekorn. Folk, som man altid har haft på fornemmelsen, at den tidligere statsminister har snakket lidt efter munden i en form for betingelsesløs beundring:
De amerikanske præsidenter.
