Regeringen har udnævnt departementschef i Udenrigsministeriet Claus Grube til ny ambassadør i London per 1. oktober 2013 eller snarest derefter. Claus Grube afløser som udsending til Court of St. James’s, som er den officielle titel på det britiske hof, den nuværende diplomatiske førstekvinde i Storbritannien, ambassadør Anne Hedensted Steffensen, 49. Hun er netop udnævnt til ny direktør i Danmarks Rederiforening. Juristen Claus Grube, 62, kom til Udenrigsministeriet i 1977. Han har bl.a. været mangeårig chef for den danske EU-repræsentation i Bruxelles, og gennem fire år har han været udenrigstjenestens administrative chef – og dermed udenrigsminister Villy Søvndals (SF) nærmeste medarbejder. I anledning af udnævnelsen udtaler Villy Søvndal: »Af familiemæssige og karrieremæssige grunde har departementschef Claus Grube ønsket at blive udsendt som Danmarks nye ambassadør i London. Jeg er ligesom mine andre ministerkolleger i Udenrigsministeriet særdeles tilfreds med Claus Grubes ledelse af Udenrigsministeriet, men forstår og respekterer hans beslutning«. »Claus Grube har været departementschef for Udenrigsministeriet siden 2009. Det har været en periode med store og krævende omvæltninger, hvor Claus Grube har stået i spidsen for en omfattende modernisering og effektivisering af ministeriet. Disse forandringer har været stærkt medvirkende til, at Danmark i dag har en effektiv og respekteret udenrigstjeneste med dygtige og professionelt engagerede medarbejdere. Det vil jeg naturligvis udnytte fuldt ud, indtil han forlader departementschefsposten«, siger udenrigsministeren. Stillingen som departementschef i Udenrigsministeriet vil snarest blive opslået ledig.
--------




























