I dag skal en dansk længdespringer ud i sandkassen, og helst så langt, at han også får lov til at lege med på lørdag.

Morten Jensen går dog ikke efter rekorder, som en vis hr. Bolt gør, men forsøger at nå de 8 meter, der kan give en billet til finalen. Og det kan være hårdt nok.

Mere selvfølgeligt forløb det for Usain Bolt onsdag, da han på elegant vis sikrede sig en plads i aftenens VM-finale på 200 meter. Det var nok også klogt ikke at bruge alle kræfterne i semifinalen, for jamaicaneren ved godt, at alles øjne er rettet mod hans finale, hvor der måske er en rekord i luften.

LÆS ARTIKELBolt vandt i overlegen stil

Den danske landstræner i sprint, Mikkel Larsen, der har været på Jamaica og overvære Bolts træning, tror på en verdensrekord. Men er der noget i sprinterens træning, der kan forklare hans fantastiske resultater?

»Nej, egentlig ikke. Bolt er et unikum, som det er svært at kopiere noget fra. Han var ikke den, der trænede hårdest, kom for sent og så videre, men hans evne til at slappe af, mens han løber, hans løbeøkonomi, er helt enestående. Han ved, han er hurtig, selv om han slapper meget af, og det giver også mentalt overskud«, siger Mikkel Larsen.

»Jamaicanerne træner rigtig meget voldsom acceleration på de første 20-30 meter, og derfor er hans starter også blevet meget bedre. Nu er hans første 60 meter under verdensrekorden på 60 meter, så historien om, at store sprintere starter dårligt holder ikke længere«, forklarer træneren.

LÆS ARTIKELUsain Bolt var 100 procent ren

Mikkel Larsen tror heller ikke på nogen negativ indflydelse ved, at Usain Bolt formentlig kommer til at løbe finalen helt uden pres fra de andre i feltet:

»Han er ligeglad med de andre, løber sit eget løb efter rekorden, for det her er VM, og han ved, at alle kigger på nu«.

Det kniber andre steder
Det er muligt, Bolt kan gøre det igen, men i f.eks. springdisciplinerne er verdensrekorder ikke et påtrængende emne. Det er i gennemsnit lidt over 15 år siden, at der blev sat verdensrekord, og der er russiske Jelena Isinbajeva endda medregnet, selv om hun de senere år regelmæssigt har sat rekorder i stangspring, inden hun floppede i mandagens VM-finale.

Hendes seneste verdensrekord på 5,05 meter blev sat i OL-finalen sidste år – mændenes stangspringsrekord på 6,14 blev sat af Sergej Bubka i Sestriere i 1994.

Og det er ellers ikke fordi der mangler dygtige springere i de fire discipliner. Det kunne man f.eks. se forleden, da briten Phillips Idowu vandt trespring i 17,73 meter. Men der er alligevel over en halv meter ud til 18,29 – den tyngende rekord signeret Jonathan Edwards i 1995.

»Man må nok se i øjnene, at rekordholderne var nogle ganske særlige talenter. Dem er der bare langt imellem. De skal have det hele – hurtighed, eksplosivitet og styrke«, siger den danske landstræner i spring, Lars Nielsen.

»Men nogle af rekorderne er jo også fra en periode i slutfirserne, hvor man ikke kan udelukke, at atleterne har fået lidt hjælp af andre ting. Det gælder f.eks. højde og længde for kvinderne«, siger træneren, der dog ser visse muligheder i netop højdespring for kvinder og måske længdespring for mænd.

Aftenens tyske håb
Og i aften er der lagt op til en af VM’s store dueller, når Tysklands Ariane Friedrich udfordrer verdensmester Blanka Vlasic i højdespringsfinalen. To udadvendte typer der dyrker samspillet med et meget medlevende publikum.

Friedrich er en af de nye stjerner i tysk atletik, der har ventet i længsel på en efterfølger til senest Heike Henkel og før hende Ulrike Meyfarth i højdespring. Henkel vandt både VM- og OL-guld, og Meyfarth endda to gange OL-guld. De har en evig plads hos det tyske atletikpublikum.
Blanka  Vlasic skal op i mod hjemmebanefavoritten Ariane Friedrich i aftenens højdespringsfinale.
Det kan Friedrich også få, hvis hun kan vinde VM-guld i aften og sætte verdensrekord. Og så vil Friedrich, der arbejder i politiet tre dage om ugen, opføre et ganske særligt show på madrassen.

LÆS ARTIKELDansk hækkeløber missede finalen

Bedste spring i 18 år
Selv om Lars Nielsen fornemmer, at der snart kan komme rekorder, er han dog forsigtig med at pege dem ud, »for 8,95 meter er altså bare rigtig, rigtig langt«.

Det er den rekordlængde, Mike Powell skulle bruge ved VM i 1991 for at besejre Carl Lewis i Tokyo, og det længste spring siden dengang kom i år, da Powells landsmand – og tidligere både olympiske mester (2004) og dobbelte verdensmester (2003, 2005) – 31-årige Dwight Phillips sprang 8,74 i juni.

Han skal nok skaffe finalebilletten i dag, og det skal tyskernes favorit Sebastian Bayer (8,49) også. Men den forsvarende mester Irving Saladino fra Panama (8,63) og sydafrikaneren med det flotte navn, Godfrey Mokoena (8,50), er også et par herrer man vil se mere til.

At finde sin plads
»Springrekorderne er svære at slå, men der kan jo komme nye typer igen, der får rekorderne til at rykke. Problemet er bare, at atletikken er en langvarig uddannelse, hvis du vil til tops. Er en ung mand godt 190 centimeter og har noget eksplosivitet, kan det jo være, han hellere vil gå ind i f.eks. basketball end højdespring. Atletik har hård konkurrence fra andre idrætter, hvor der er mere opmærksomhed og flere penge«, forklarer Lars Nielsen.

Han mener dermed, der let kan være potentielle springrekordholdere i andre sportsgrene.

Og der er måske også en del atleter, der dyrker den forkerte disciplin, for der er mere prestige i at vinde 100 meter end trespring – det ser man tydeligt i Berlin.

»Det tog egentlig også lang tid, før Morten Jensen indså, at hans potentiale ligger i længdespring, hvor han har nordisk rekord med 8,25«, siger Lars Nielsen, der glæder sig og mener, mændenes længdespring kan blive »ekstremt spændende«.

Men det kan nu godt være, man skal have fat i Usain Bolt, hvis man snart skal have en verdensrekord i sandkassen. Og man skal aldrig sige aldrig. Jamaicaneren kan ifølge sig selv finde på lidt af hvert.

LÆS ARTIKELDansk atletik misunder finsk stabilitet