Kilde: Politiken / Animation: Thomas Thorhauge, speak: Jakob Sorgenfri Kjær

Fodbold

Ronaldo har driblet en milliard i skattely

Ikonet Cristiano Ronaldo skubber sin milliardindtjening fra bl.a. Danmark uden om skattemyndighederne til De Britiske Jomfruøer. Kæmpelækage afslører mørke sider af verdens smukkeste spil.

Fodbold

Når en fodboldglad dreng køber en pakke med to par underbukser fra den danske tøjproducent JBS med logoet CR7 for 180 kroner, går 13 procent af JBS’ indtjening til fodboldstjernen Cristiano Ronaldo. Den familieejede virksomhed fra Herning har i kontrakter forpligtet sig til at betale Ronaldo mindst 30 millioner kroner over fem år for at bruge fodboldikonet som reklamesøjle.

Modehuset har dog ikke indgået kontrakterne med Ronaldo selv, men med et firma i Irland, og herfra skubbes langt størstedelen af Ronaldos millioner fra JBS uden om skattemyndighedernes søgelys og videre til det notoriske skattely i De Britiske Jomfruøer.

Det afslører dokumenter fra Football Leaks; i alt 18,6 millioner hemmelige kontrakter, regneark, fakturaer og mails fra fodboldindustrien. Det tyske nyhedsmagasin Spiegel har fået overdraget materialet af en anonym kilde og har siden delt og analyseret indholdet med Politiken og ti andre europæiske medier i netværket European Investigative Collaborations.

I Politiken og over hele Europa indledes nu dybdeborende artikelserier om skattespekulation, ulovlige spillerhandler og skrupelløse bagmænd i verdens største underholdningsindustri.

Fodboldfan står bag

Manden bag lækket er i dag jagtet af fodboldmagthavernes advokater og sydeuropæiske myndigheder. Whistlebloweren kalder sig ’John’ og er faktisk selv inkarneret fodboldfan:

»Det er på høje tid at få ryddet op i fodbolden. Fansene skal forstå, at med hver eneste billet, fodboldtrøje og tv-abonnement, de køber, så fodrer de et ekstremt korrumperet system, som ikke tænker på andet end egen vinding«, siger ’John’ til Spiegel.

Nogle af de fortrolige dokumenter viser, hvordan Ronaldos personlige sponsorindtægter fra blandt andre JBS, Nike, Toyota og Armani mellem 2009 og 2014 flød, via et selskab i Irland, ud til et skuffeselskab på De Britiske Jomfruøer. Det bar navnet Tollin, og rummede i perioden cirka 555 millioner kroner. Værdierne tilhørte Ronaldo, fremgår det af den 6 sider lange kontrakt mellem ham og selskabet.

Effektiv skat på 3,8 procent

Først på fodboldstjernens selvangivelse for 2014 besluttede Ronaldos hold af advokater og skatterådgivere at deklarere en mindre del – et beløb svarende til 15 procent – af fodboldstjernens samlede globale indtægter til de spanske skattemyndigheder. Resten kender myndighederne efter alt at dømme intet til.

Der var endda en skattegevinst i at deklarere noget af formuen i præcis det år. 1. januar 2015 udløb en favorabel skatteordning i Spanien, der garanterede udenlandske fodboldspillere mere end en halvering af den normale skatteprocent. Portugiseren drog en ekstra fordel af det ved i de sidste dage af december 2014 at forhåndssælge sine marketingrettigheder for perioden 2015-2020 til to nystartede skuffeselskaber også på De Britiske Jomfruøer. Det fik han 560 millioner kroner for, og af denne formue blev blot 15 procent angivet til de spanske skattemyndigheder.

Alt i alt viser gennemgangen af de hemmelige dokumenter, at Ronaldo i hele perioden har scoret cirka 1,1 milliard kroner på private sponsoraftaler. Af dem deklarerede han så lille en andel, at han i sidste ende kun skulle betale, hvad der svarer til ca. 3,8 procent i skat.

Spanske myndigheder efterforsker

Efter at fodboldstjerner som Neymar og Lionel Messi er fundet skyldige i skatteunddragelse, er de spanske myndigheder også gået i gang med at efterforske Ronaldos skatteforhold.

Det oplyser Real Madrid-spillerens advokatfirma, som ikke vil besvare detaljerede spørgsmål om sagen. Heller ikke de spanske skattemyndigheder vil udtale sig.

Ronaldo selv har ikke svaret på nogen spørgsmål, men hans agentur, Gestifute, har i en pressemeddelelse oplyst, at Ronaldo »lever fuldt ud op til sine skattemæssige forpligtelser«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men den tysk-spanske advokat og ekspert i skatteplanlægning Rafael Villena har analyseret sagen i detaljer og mener, at der er noget at komme efter for myndighederne:

»Ronaldo burde have deklareret alle de penge, som blev betalt til Tollin (selskabet på De Britiske Jomfruøer, red.) i alle årene fra 2009 og frem og ikke kun for 2014«, siger Rafael Villena, der heller ikke mener, at skattemyndighederne vil acceptere Ronaldos finte med at deklarere sine sponsorindtægter fra 2015-2020 på én gang i 2014.

Skattelyekspert Niels Johannesen er blevet præsenteret for Ronaldos konstruktion, og han vurderer, at der som minimum er tale om »aggressiv skatteplanlægning«.

»Denne slags konstruktion kan bruges til helt at undvige skat. Det sker, hvis man aldrig oplyser, at man har et selskab på De Britiske Jomfruøer og begynder at bruge pengene uden at betale udbytteskat«, siger lektor Niels Johannesen fra Københavns Universitet.

JBS: Vi udtaler os ikke om penge

JBS, der sælger tøj med varemærket CR7 i over 45 lande, oplyser til Politiken, at det danske firma har en aftale med Ronaldos folk om ikke at udtale sig om penge:

»Vi må se, om han og hans team overhovedet har gjort noget forkert, for derefter at forholde os til dette«, skriver administrerende direktør i JBS, Michael Alstrup.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

De 30 millioner kroner, som Ronaldo som minimum har ret til at få fra JBS, kan der være en direkte dansk skattemæssig interesse i. I givet fald vil det være til en skatteprocent på op mod 22 procent.

»Det kan potentielt have skattemæssige implikationer i Danmark, hvis en dansk virksomhed betaler royalties via et selskab i Irland uden aktiviteter til De Britiske Jomfruøer«, oplyser Skat, der udtaler sig generelt.

Ud over sine reklameindtægter tjener Ronaldo også penge på at spille fodbold. Med sin nye kontrakt fra november 2016 er han garanteret 284 millioner kroner om året. Hvis en anden klub ønsker at købe ham fri af Real Madrid, skal den betale 7,4 milliarder kroner.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce