Annonce
Annonce
Annonce
Internationalt 29. jun. 2012 KL. 10.37

Thorning: Vi kan godt lette lidt på hatten

EU's ledere er blevet enige om vækstpagt og nye lånemuligheder til banker.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Det begyndte med Grækenland

Indtil videre har fire lande i eurozonen modtaget hjælpepakker fra EU for at redde en skrantende økonomi.

Det begyndte med Grækenland, hvis enorme gæld skabte en frygt for, at landet kunne gå i betalingsstandsning. Derfor bevilgede landene i eurozonen i maj 2010 lån på flere hundrede milliarder kroner på betingelse af en række omfattende besparelser. Dette var ikke nok, og endnu en hjælpepakke kom på plads i 2012.

Også Irland og Portugal har modtaget hjælpepakker i milliardklassen, og i øjeblikket forhandles der om detaljerne i en hjælpepakke til Cypern.

Den økonomiske krise har også betydet skrappe reformer i Italien, mens Spanien og Portugal slås med en enorm arbejdsløshed.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) lover, at beslutningerne på et EU-topmøde i Bruxelles kommer danskerne og for den sags skyld resten af europæerne til gode.

»Vi har taget et skridt i retning af at få mere styr på euroen«, siger hun og tilføjer:

»Det er rigtig godt for både Europa og Danmark«.

Lånemulighed til banker
På mødet i Bruxelles er EU's 27 stats- og regeringschefer nået til enighed om en vækstpagt til en værdi af knap 900 milliarder kroner, som skal være med til at sætte gang i væksten og skabe flere job.

Den danske statsminister erkender, at vækstpagten kun er et skridt på vejen, og at der kan gå noget tid, før den fører til arbejdspladser.

Men hun kalder pagten for »et lys i mørket«, og fremhæver blandt andet, at medlemslandene skyder flere penge i Den Europæiske Investeringsbank, der låner penge ud til private og offentlige projekter af europæisk interesse.

LÆS MEREHokus-pokus, og så var der 900 mia. til EU's vækstpagt

I de sene nattetimer har Spanien og Italien haft held til at overbevise de andre eurolande om, at kriseramte banker fra december skal have mulighed for at modtage hjælp fra EU's permanente redningsfond, ESM.

Hidtil har kun nationalstater kunnet modtage hjælp fra fonden med den konsekvens, at landene er blevet endnu mere gældstyngede.

LÆS MEREBlødende banker får direkte adgang til EU's pengekasse

Adspurgt, om det ligefrem er på sin plads at råbe et hip hip hurra for euroen, tøver Helle Thorning-Schmidt:

Jeg ved ikke, om vi skal råbe hurra. Men jeg synes godt, at vi kan lette lidt på hatten

Helle Thorning-Schmidt (S)

»Jeg ved ikke, om vi skal råbe hurra. Men jeg synes godt, at vi kan lette lidt på hatten i forhold til, at man i nat har fået en løsning på den bankkrise, som man så var under opsejling i Italien og Spanien. Der har man virkelig midt i nattens mulm og mørke løst nogle af de problemer, som særligt Spanien og Italien var optaget af«, siger hun.

EU-topmødet begyndte i går og fortsætter i dag, hvor de 27 stats- og regeringschefer skal diskutere euroens fremtid.