Annonce
Annonce
Annonce
Internationalt 25. sep. 2012 KL. 21.11

Norsk Lotto-familie vinder den store gevinst, hver gang datteren får børn

På trods af tre gevinster arbejder familie-millionærer i almindelige job.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Nogle historier er simpelthen utrolige.

Historien om familien Oksnes fra Norge er én af den slags.

Ikke nok med at familien lørdag fik sin tredje Lotto-millionær på seks år. Alle millionerne er vundet med tre års mellemrum. Og hver gang i forbindelse med, at datteren har fået sine nu i alt tre døtre.

Tre år, tre børn, tre millionærer
I 2006 sad den dengang 52-årige nordmand Leif Gundvald Oksnes ved telefonen og ventede på, at hans datter skulle ringe og fortælle, at han var blevet morfar.

I stedet ringede telefonen i værelset ved siden af, hvor Oksnes' kollega sad. Han modtog beskeden om, at hans og Oksnes' Lotto-tal var trukket ud og de derfor havde vundet 8,2 millioner.

Få timer senere ringer Leif Gundvald Oksnes' datter, Hege Jeanette Oksnes, med nyheden om, at hun er blevet mor til datteren Emily, og forstærker dermed den lykkerus, der allerede suser gennem kroppen på den nybagte millionær og morfar.

LÆS OGSÅNorsk familie gør det igen: Vinder tredje milliongevist på seks år

Omkring tre år senere ringer Hege Jeanette Oksnes' mobil, imens hun går højgravid rundt og venter på at føde sit andet barn, der har termin samme dag.

I den anden ende af røret fortæller Norsk Tipping, den norske pendant til Danske Spil, at hun har vundet 8,4 millioner kroner. Fra den dag blev det en fast vittighed, at der kom nye Lotto-millionærer i familien Oksnes, hver gang Hede Jeanette Oksnes var gravid.

»Men jeg havde jo aldrig troet, at det skulle ske igen«, siger hun til den norske avis Bergens Tidende.

19-årig troede, det var en spøg
Efter endnu tre år fik Hede Jeanette Oksnes så sin tredje datter, uden at nogen pludselig blev millionær af den grund.

Lige indtil i lørdags, fire måneder efter fødslen.

Her ringede telefonen hos Leif Gundvald Oksnes' 19-årige søn Tord Oksnes. Da Tord Oksnes hørte en stemme i anden ende af telefonforbindelsen sige »Det er fra Norsk Tipping. Har du spillet Lotte på det sidste?«, var han sikker på, at nogen lavede sjov.

Han huskede ikke at have købt nogen Lotto-kupon, og med en nyfødt niece og tre år, der var passeret, siden hans søster vandt, forventede han nærmest, at nogle ville forsøge at lave netop denne spøg med ham.

LÆS OGSÅDen store Lotto-sandsynlighedsguide: Vælg ét hår fra 700 blondiner på række

Men det er ikke for sjov, og Tord Oksnes kommer efterhånden i tanke om, at for nogle uger siden ved en fejl kom til at købe en femugers Lotto-kupon i stedet for en én-uges. Gevinsten lyder på svimlende 12,2 millioner kroner.

»Du skal ringe igen, når pengene står på din konto«, lyder beskeden fra Norsk Tipping, inden de lægger på og lader den 19-årige hjemmeboende dreng storme ud til sin vantro familie med nyheden om sit urealistiske held.

»Jeg tror ikke på magi, så det må bare være ren og skær held«, siger Tord Oksnes til den norske avis Verdens Gang.

Almindelige mennesker med almindelige job
Her tre dage og en masse medieopmærksomhed senere er Tord Oksnes hverken i Las Vegas eller ude at kigge på strandvejsvilla.

I stedet bringer Verdens Gang på deres hjemmeside et billede af ham i mudret blå og orange refleksdragt, for Tord Oksnes er tilbage på arbejde hos det lokale energiselskab, hvor han er lærling.

Og han bliver på jobbet, ligesom han beholder sit teenageværelse hjemme hos forældrene. Heller ikke andre af familiens millionærer har lagt sig i hængekøjen.

Leif Gundvald Oksnes er fortsat som fuldtidsansat på et værksted, og hans datter arbejder som daglig leder på byens Statoil-station, når hun ikke lige er på barsel med et af sine lykkebringende børn.

LÆS OGSÅFlere syrede Lotto-sandsynligheder: Du vælger ét bogstav fra Shakespeares samlede værker...

Hede Jeanette Oksnes har sat de fleste af sine præmiepenge på en fastrentekonto og hæver dem først, når hun finder den rette byggegrund, mens hende og Tord Oksnes' far med hans egne ord har »soldet pengene op«.

Det tror storesøster nu ikke bliver tilfældet for sin bror.

»Er der nogen nittenårig, som har begge ben solidt plantet på jorden og kan håndtere at vinde 12,2 millioner kroner, så er det min bror«, siger hun til Verdens Gang.