Annonce
Annonce
Annonce
Internationalt 16. okt. 2012 KL. 17.30 opdateret 16. okt. 2012 KL. 17.47

Korruptionsanklager fra svensk snus-producent fælder EU-kommissær

Selv om EU-kommissær tilsyneladende ikke var direkte involveret i betændt sag, trækker han sig.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Den maltesiske EU-kommissær for sundhed og forbrugerrettigheder John Dalli træder tilbage med øjeblikkelig virkning.

Hans beslutning kommer, efter at en undersøgelse om korruption blev sat i gang af EU's afdeling for opklaring af svindel, OLAF.

Her beskylder den svenske tobaksproducent Swedish Match en maltesisk entreprenør for at bruge sin forbindelse til kommissæren i et forsøg på at påvirke en fremtidig lovgivning om eksport af snus.

Kommissæren kendte til situationen
Rapporten fra OLAF forklarer, at den maltesiske entreprenør har haft kontakt med det svenske firma og har prøvet at få penge for en lovet indflydelse på de fremtidige eksportregler af snus.

Der blev ikke overført penge mellem det svenske firma og entreprenøren, og OLAF fandt ingen beviser på, at kommissær Dalli var direkte involveret i sagen. Rapporten konkluderer dog, at kommissæren har haft kendskab til situationen.

I pressemeddelelsen fra EU-kommissionen understreges det, at kommissionens beslutningsproces på intet tidpunkt er blevet berørt af sagen.

De maltesiske myndigheder har fået overdraget sagen, og sagens videre gang er nu op til dem, oplyser kommissionen.

Træder øjeblikkeligt tilbage
Den afgående kommissær John Dalli blev informeret om rapportens konklusioner af formand Jose Manuel Barroso, og han besluttede herefter at træde tilbage for bedre at kunne forsvare sit eget og kommissionens omdømme.

Han nægter i øvrigt kendskab til sagen.

Formanden for kommissionen har besluttet, at næstformand Maros Sefcovic vil varetage John Dallis opgaver, indtil en ny maltesisk kommissær er udnævnt.