Man kunne godt mærke, der skulle skrives et lille stykke historie i FN i dag.

En dansk diplomat stod klar til at fotografere FN-ambassadør Carsten Staurs finger, mens han trykkede på den grønne knap og dermed gav Danmarks støtte til at opgradere Palæstinas status i FN til observatørstat.

På tilhørerpladsernes første række sad Omar Ghraieb, en palæstinensisk journalist fra Gaza, der tilfældigvis var på efetruddannelse i New York og som ikke ville gå glip af øjeblikket.

»Jeg prøver virkelig at forholde mig kritisk til begge sider i konflikten. Man er nødt til at stille kritiske spørgsmål og forholde sig kritisk«, sagde han.

»Jeg gør mig ingen forestilling om, at afstemningen i dag er nogen løsning, men omvendt forstår jeg heller ikke de af mine landsmænd, der er imod. Hvad er deres alternativ«, sagde Omar Ghraieb.

LÆS ARTIKELOvervældende flertal gør Palæstina til observatørstat i FN

Og da den store lystavle i plenarsalen klokken 23 dansk tid viste, at 138 lande havde stemt ja, var han blandt dem, der rejste sig op og klappede begejstret.

Tavlen viste også, at kun 9 lande havde stemt nej. 41 lande valgte at afstå.

Vejen til fred er lang og trang
Men forløbet frem mod afstemningen viste også, at vejen til fred mellem israelere og palæstinensere fortsat er både lang og trang.

For der blev ikke fremsagt mange høfligheder af hverken den palæstinensiske leder, Mahmoud Abbas eller af den israelske FN-ambassadør Ron Prosor, da de hver især talte til en propfulde sal.

Mahmoud Abbas kaldte på sin side Israel for en »racistisk og kolonial besættelsesmagt«, mens Ron Prosor beskrev Abbas som en mand med »begge fødder på speederen, ingen hænder på rattet og ingen øjne på vejen«.

Forelæste om historiske grunde
Hver især forelæste de også om de historiske grunde til, at de hver især har en særlig ret til at have en stat i det hellige land.

»Vi accepterer intet mindre end et uafhængigt Palæstina med Østjerusalem som dets hovedstad«, sagde Mahmoud Abbas.

»Kong David regerede i Jerusalem, og jøder har boet der lige siden. I stedet for at omskrive historien er det på tide, du begynder at skabe historie«, lød svaret fra den israelske ambassadør.

Hver især beskyldte de også modparten for ikke at være oprigtigt interesseret i en fredsløsning.

Abbas henviste til lynkrig i Gaza
Abbas henviste til alle de uskyldige liv, der gik tabt under den nylige lynkrig i Gaza, og den israelske repræsentant brugte samme krig til at minde om, at Gaza styres af Hamas, der betragtes som en terrororganisation.

Ron Prosor opfordrede Abbas til at møde op til reelle forhandlinger i stedet for at søge symbolsk opbakning i FN.

»Så længe Abbas foretrækker symboler over virkelighed - og hellere vil rejse til New York for symboler end til Jerusalem for dialog, vil freden være ude af rækkevidde«, sagde han.

Tyrkiet gav følelsesladet opfordring til ja
Tre udenrigsministre - fra Indonesien, Canada og Tyrkiet - talte også inden afstemningen, og især den sidstnævnte gav en følelsesladet opfordring til at stemme ja.

»Hvis det skal give mening at tale om international lov og orden, bør det palæstinensiske flag veje ved denne bygning. Det vil symbolisere at vi endelige stod sammen om at rette op på generationers uretfærdighed begået mod det palæstinensiske folk«, sagde Ahmet Davutoglu og tilføjede:

»Det hedder sig altid, at det rette tidspunkt ikke er nu.

Hvis ikke nu, hvornår er så det rette tidspunkt for Palæstina at blive anerkendt som stat?«.

Mange brød ud i jubel
Da tiden var inde til afstemningen, fulgte 138 lande hans opfordring til at stemme ja.

Det fik mange af diplomaterne i salen og endnu flere af tilhørerne på balkonen til at bryde ud i jubel. Fra en af oversætterboksene blev et palæstinensisk flag ligefrem foldet ud, men det blev hurtigt hevet væk igen.

Mahmoud Abbas overværede selv afstemningen fra Palæstinas plads næsten bagest i salen. Straks efter afstemningen blev han omkranset af diplomater, der ville lykønske ham med resultatet.

Kort efter indledte FN’s generalsekretær, Ban Ki-Moon en tale, hvor han opfordrede parterne og verdenssamfundet til straks at begynde arbejdet på en permanent fredsløsning, men netop som han talte, forlod Mahmoud Abbas talen under stor ståhej, og sigende for aftenens forløb lyttede ingen rigtig efter hans formaninger.