Søndagens uhyggeligt snævre sejr til Recep Tayyip Erdogan ved folkeafstemningen skal ikke forstås som en tilslutning til hans politik. Sådan vil han og den tyrkiske regering gerne italesætte det også selv om sejren blev marginal, men sådan kan man ikke tolke det.
Erdogan tabte overraskende i landets tre største byer og fik i alt ikke mere end lidt over halvdelen af stemmerne. Det er en kæmpe skuffelse, men vil ikke ændre en tøddel på, at den tyrkiske præsidentpost får enorm indflydelse over både den lovgivende, dømmende og udøvende magt. Det er selvsagt meget usundt for demokrati og pluralisme, som allerede var nødlidende inden afstemningen. Men i en befolkning, hvor demokratiet ikke for alvor har etableret sig som noget, der ikke bare gælder en selv, men også dem man er uenig med, er det ikke noget stort problem.
