Foto: Emrah Gurel/AP
Internationalt

De tyrkiske vælgere siger ja til et mere trygt liv - selv om det koster

Erdogan får mere magt, og tyrkerne håber, at de til trods for omkostningerne for demokratiet får et bedre liv.

Internationalt

Søndagens uhyggeligt snævre sejr til Recep Tayyip Erdogan ved folkeafstemningen skal ikke forstås som en tilslutning til hans politik. Sådan vil han og den tyrkiske regering gerne italesætte det også selv om sejren blev marginal, men sådan kan man ikke tolke det.

Erdogan tabte overraskende i landets tre største byer og fik i alt ikke mere end lidt over halvdelen af stemmerne. Det er en kæmpe skuffelse, men vil ikke ændre en tøddel på, at den tyrkiske præsidentpost får enorm indflydelse over både den lovgivende, dømmende og udøvende magt. Det er selvsagt meget usundt for demokrati og pluralisme, som allerede var nødlidende inden afstemningen. Men i en befolkning, hvor demokratiet ikke for alvor har etableret sig som noget, der ikke bare gælder en selv, men også dem man er uenig med, er det ikke noget stort problem.

Nogle vælgere har derfor stemt ja, fordi de oprigtigt mener, at mere magt til Erdogan er en god ide, og fordi de støtter hans indgreb over for journalister og angreb på Europa.

Udvalget af aviser er blevet mindre

Andre vælgere er bekymrede. Dels over konfrontationerne med Europa, hvis fællesskab det i årtier har været et mål at blive medlem af, dels over det stadigt mere indskrænkede demokratiske frirum.

Ingen kan undgå at bemærke, at udvalget af aviser i tyrkiske kiosker er blevet mindre de senere år, og at de aviser, der er, bekymrende ofte udkommer med næsten identiske forsider, der hylder præsidenten eller regeringen for det ene eller andet.

Sådan har det ikke altid været i Tyrkiet, men når vælgere alligevel stemmer på en mand og en politik, der bekymrer dem, er det, fordi alternativet er endnu værre.

Der er nemlig ikke noget klart, pålideligt alternativ. I det nuværende felt af politiske ledere er der ingen over og ingen ved siden af Erdogan, der har 15 års succesrig ledelse at fremvise over for en opposition, der end ikke har en klar plan for et alternativ, der er lige så driftsikkert.

Der kom stabilitet med Erdogan

Frem til at Erdogan og Retfærdigheds- og Udviklingspartiet (AKP) kom til magten i 2002, var Tyrkiet vant til tårnhøj inflation og skiftende koalitionsregeringer, der hverken tog ansvar eller initiativ. Livet var usikkert og utrygt, og først med Erdogan kom en form for stabilitet og forudsigelighed. I 15 år har han og AKP været ved magten, og lige siden har tyrkerne haft en følelse af, at det er gået fremad.

Fremskridtet har været synligt i form af mange nye lufthavne og flyruter, nye motorveje og broer og gratis hospitaler og universiteter over hele landet. Vælgerne er typisk ikke-ideologiske og går med dem, der tilbyder bedre muligheder i livet. Så de elsker det. Og det er ikke mærkeligt, når man tænker på udgangspunktet.

For den gennemsnitlige vælger er der stadig så meget at gøre med at få lange arbejdsdage og små lønninger samt et familieliv til at gå op i en højere enhed, at det er den slags livsforbedringer, der betyder noget.

Der er kommet en forbrugskultur

Med den formidable fysiske forandring af Tyrkiet er der også kommet hundreder af nye indkøbscentre over hele landet og en forbrugskultur, som Tyrkiet ikke har kendt før. Indbyggerne forlyster sig med fladskærme, tøj og møbler, og i bankerne sidder kreditkortene løst, så der er noget at betale med.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Da Erdogan kom til magten i 2002, havde private husholdninger gæld svarende til knap 4 procent af bruttonationalproduktet, viser tal fra OECD. I dag er tallet 17 procent. I andre lande er tallet meget højere, men det er udviklingen fra 4 til 17, der er interessant, fordi der stort set ingen fagforeninger og overenskomster er.

Vælgerne er typisk ikke-ideologiske og går med dem, der tilbyder bedre muligheder i livet

Ansættelser er derfor ikke sikre på samme måde som de fleste steder i Europa. En tyrker kan miste sit job så let som ingenting og har ikke dagpenge at falde tilbage på. Vælgerne er derfor ekstremt følsomme over for udviklinger, der kan påvirke økonomien. Og det kan et regeringsskifte. Ergo er det bedre at holde fast i det, man kender. Og det er Erdogan.

At der så samtidig sker indskrænkninger i ytringsfrihed, forsamlingsfrihed og demokrati i det hele taget er mest noget, der påvirker for eksempel journalister og kurdere. Så hvis man ikke er journalist eller kurder med ønske om flere rettigheder til etniske mindretal, så mærker man ikke stramningerne.

Men behøver man ligefrem give ham mere magt, kan man indvende. Kan man ikke bare beholde ham og det nuværende system med en ministerpræsident mellem ham og parlamentet?

Jo, men sidste gang Erdogan ikke fik sin vilje, kostede det Tyrkiet dyrt. Det var ved parlamentsvalget i juni 2015, hvor AKP mistede sit flertal, fordi det pro-kurdiske parti klarede sig exceptionelt godt. AKP var derfor nødt til at finde en koalitionspartner, men det var Erdogan ikke interesseret i. Han medvirkede til at sabotere koalitionsforhandlingerne, og da de mislykkedes, blev der udskrevet nyvalg til afholdelse i november.

I mellemtiden var staten med til at skrue voldsomt op for den væbnede konfrontation med de militante kurdere i det forbudte PKK. Det har ført til 500.000 internt fordrevne og 3.000 dræbte, og de dybe bekymringer og utryghed, der fulgte med, var medvirkende til at vippe balancen ved novembervalget, så AKP igen fik flertal.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Med sejren til Erdogan og ja-fløjen får Tyrkiet et system, der ligger endnu længere fra EU-standarder end det, de havde i forvejen. Men som med det meste andet i Tyrkiets forhold til EU er det et politisk spørgsmål, om man vil drage nogen konsekvenser i den anledning. Det rigtige ville være at afbryde forhandlingerne, men Tyrkiet er så vigtig for både EU’s udfordringer med Irak, Syrien, Rusland og flygtningene, at det nok er bedre bare at acceptere resultatet.

Et enkelt stort lyspunkt ved søndagens resultat er, at det trods en massiv, velfinansieret og velsmurt kampagne fra ja-siden ikke er lykkedes at overbevise flere end godt halvdelen af tyrkerne. En uafhængig optælling af direkte udsendt tv-tid i perioden 1.-20. marts viser, at Erdogan og Ja-fløjen fik 486 timers sendetid på 17 nationale tv-stationer. Nej-siden fik 45,5 time, og den fordeling er symptomatisk for hele valgkampagnen og dækningen af tyrkisk politik i det hele taget.

At der i det klima overhovedet er så mange nej-stemmer er et lille demokratisk mirakel.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce