Støtteparti vil forhandle om at gå i regering i Norge

Lyt til artiklen

Den norske regering kan være på vej til at vokse sig større.

Ledelsen i partiet Venstre har besluttet sig for at gå ind i formelle forhandlinger med de to nuværende regeringspartier, Høyre og Fremskrittspartiet, om et muligt regeringssamarbejde.

Det fortæller Venstre-leder Trine Skei Grande på et pressemøde lørdag aften.

Hun har klare krav, hvis regeringsudvidelsen skal blive til virkelighed.

»Vi skal arbejde for en grønnere regering, en mere generøs regering, der har øje for mennesker og løfter dem, der har brug for det, og en genkendelig socialliberal regering på de klassiske områder«, siger Trine Skei Grande.

Venstre fungerer i dag som støtteparti for den norske regering, der har Høyre-statsminister Erna Solberg i spidsen.

Selv om Venstre bliver indlemmet i regeringen, vil den dog ikke sidde på et flertal alene. Der vil stadig skulle kræves opbakning fra det andet støtteparti, Kristelig Folkeparti, der har afvist et tilbud om at komme ind på ministerkontorerne.

Forhandlingerne mellem Venstre og regeringen skal efter planen begynde, når juleferien er overstået.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her