Matteo Renzi lignede en politisk komet, da han i februar 2014 rykkede ind i Palazzo Chigi, der er de italienske regeringschefers residens i Rom. Han var kun 39 år, han havde med succes været borgmester i Firenze, ledet provinsrådet, og han var formand for landets største parti, det socialdemokratisk orienterede Partito Democratico.
Søndag aften faldt kometen til jorden med et brag. Ikke mindre end 60 procent af vælgerne sagde søndag nej tak til hans forslag om en reform af forfatningen, som ifølge Matteo Renzi skulle effektivisere det politiske system.


























