Ingen i New York ved, hvem de skal lytte til. Vi ved kun, hvem vi ikke skal lytte til: Trump

Vi får at vide, at udgangsforbuddet er nært forestående, at det bliver indført mandag, tirsdag eller onsdag, helt sikkert fra onsdag klokken 12, helt sikkert onsdag fra klokken 17 ... vi får at vide, at hæren bliver sat ind for at håndhæve udgangsforbuddet og/eller desinficere inficerede områder og/eller opsætte teststationer og felthospitaler og/eller levere vores uundværlige økologiske grøntsager ved gadedøren, som cykelbude fra Amazon eller Whole Foods, bortset fra, at de bruger kampvogne i stedet for cykler ... hvad ellers?

Undergrundsbanen og busserne bliver aldrig lukket, for de benyttes af hospitalsmedarbejdere ... undergrundsbanen og busserne bliver forbeholdt hospitalsmedarbejdere ... undergrundsbanen og busserne bliver forbeholdt patienter, der skal hen til teststationer eller på hospitalet, og hvad mon så hospitalsmedarbejderne vil gøre? Måske vil de bare blive boende på hospitalerne ligesom de patienter, de også selv ender med at blive?

Mit eneste selskab

Hvis ovenstående ikke er klart nok, vil jeg prøve igen: Der har ikke været nogen klarhed over noget som helst i denne situation.

Ingen i New York ved, hvem de skal lytte til. Vi ved kun, hvem vi ikke skal lytte til: Trump.

Men vi er stadig ikke helt sikre på, hvorvidt vi så heller ikke skal lytte til hans medarbejdere, hvoriblandt de to mest fremtrædende i nyhederne i de seneste dage var fuldstændig ukendte for en uge siden: den salvelsesfulde og advokatagtige Alex Azar, der åbenbart er vores sundhedsminister, og den amerikanske sundhedsstyrelses direktør, viceadmiral Jerome Adams, der åbenbart tidligere har været sundhedsdirektør i Indiana under Mike Pence, vicepræsidenten, dengang Mike Pence var guvernør i Indiana, og som minder om en discountudgave af en personlig træner på et synkende krydstogtskib.

De to deltagere i dette virkelige reality-show, som jeg bedst kan lide, er dr. Anthony Fauci, der er direktør for det nationale institut for allergi og infektionssygdomme og ligner og lyder som forfatteren Don DeLillo (»Det værst tænkelige scenarie er enten, at vi ikke gør noget, eller at vores indsats for at afbøde og inddæmme ikke virker«) og dr. Robert Redfield, direktør for sundhedsmyndigheden Centers for Disease Control and Prevention, der virker ærlig, fordi han har et skæg, der ligner Abraham Lincolns.

Det er disse mennesker, der taler til mig fra mine skærme, og jeg gør, hvad jeg kan, for ikke at svare dem igen. Jeg bor alene og har ingen kæledyr, ikke så meget som en flagermus eller et skældyr, så de mennesker er mit eneste selskab.

Men glem CNN og CNN.com. Tænk på dine yndlingsfilm og tv-serier og streaming-ting, der foregår i New York. De er som regel optaget i Toronto eller i et studie i Hollywood, men alligevel: Tænk på dine yndlingsfilm eller serier. Prøv så engang at tænke på, hvor adskilte de er, hvor parallelt de kører uden nogensinde at krydse hinandens vej.

Der er ingen i ’Seinfeld’, der aner, hvad der sker i ’Friends’, og der er ingen figurer fra en Spike Lee-film, der nogensinde træder ind i værker af (må jeg overhovedet nævne ham?) Woody Allen. Enhver filmudgave af New York er sit eget uafhængige New York, og sådan er situationen nu også i virkeligheden med myndighederne på føderalt, kommunalt og delstatsniveau. De kører hver især deres eget New York-show uden at kommunikere med hinanden, og publikum er smuttet og erstattet af gispende dåselatter.

De unges hævn

Jeg tror, at det eneste New York, hvor figurerne interagerer, er det New York, der bebos af superhelte på tværs af reklameplatforme, den truede storby, der beder om hjælp fra X-Men og kalder på Batman. Men denne gang er der ingen kappeklædte patriotiske mutanter til at redde Gotham.

Det bedste, vi kan gøre, er at krybe sammen i et hjørne i vores Batman-pyjamas, rationere vores Batman-toiletpapir og huske på, at det sandsynligvis var et eksperiment eller et uheld, hvor flere arter indgik, der bragte os i denne suppedas til at begynde med. Vi har fået nok af flagermus lige foreløbig.

Når vi hverken kan regne med superhelte eller politikere, har vi kun ironien tilbage. Med det mener jeg, at amerikansk politik før udbruddet af denne pandemi var kørt fast i en generationskonflikt, millennials mod boomers, og det ser nu ud til, at den forandring, der ikke kunne gennemføres med stemmer, i stedet bliver gennemført ved naturens mellemkomst.

Pandemiens ofre ser ud til at fordele sig på to grupper – de, der har et svækket immunforsvar, og de ældre. De unge – hvoraf de sundeste kommer igennem det her uden mén – vil sørge over dem, der har et svækket immunforsvar, men kun foregive at sørge over de ældre. Jeg vil ikke lyde kynisk, men jeg vil sige tingene ligeud: Alle de yngre amerikanere, der hverken har fast beskæftigelse eller sundhedsforsikring, har enhver tænkelig økonomisk grund til ikke at blive inden døre. De har ethvert motiv til at gå ud og sprede sygdommen blandt deres forældre. Det var trods alt deres forældre, der smadrede kloden og stjal deres fremtid. Når de vælger ikke at tage denne hævn, er det enten et tegn på deres kærlighed eller deres fejhed.

Og mens virksomhederne holder lukket, er de håndører, de plejer at tjene som freelancere, også forsvundet. Aktiemarkedernes styrtdyk betyder, at den arv, der måske ventede på dem, er blevet mindre. Og da universiteter og andre læreanstalter lukkede og smed dem ud, tog de hjem – til deres forældre – men først da de var sikre på ikke at have symptomer.

Jeg mener, at de skulle være blevet, hvis de alligevel ikke havde tænkt sig at smitte deres familier. De skulle have barrikaderet deres kollegieværelser og protesteret. Jeg troede ellers, at det med at protestere netop var sådan noget, som studerende gjorde – men det ved millennials måske ikke – måske er de ikke nået til det kapitel i historiebogen, undskyld historie-e-bogen ...

Når skolerne underviser over nettet, og en masse mennesker arbejder hjemmefra, har vi kun virtuel kontakt med andre, og det er allerede blevet en kliché at frygte, at når det igen er blevet sikkert at vende tilbage til klasseværelserne og arbejdspladserne, vil færre end tidligere gøre det, og i stedet vil en stadig større del af livet blive levet på afstand, med kamera og mikrofon, men uden bukser.

Behold bukserne på

Her har I et råd fra en forfatter, der allerede tilbragte meget tid derhjemme før pandemien: Hvis man vil være produktiv, skal man have bukser på.

Og her er et par råd mere fra forfatteren, om sprog: Lige fra begyndelsen af denne pandemi har hele terminologien været negativ. Retorikken har mindet mig om hiv/aids-krisen med dens alarmistiske binære opdeling i, hvem der er testet positiv, og hvem der er testet negativ. Er du blevet testet? Har du brugt beskyttelse?

Den slags formuleringer er misvisende og farlige. Covid-19 er en coronavirus, ikke en blodvirus, som er langt sværere at blive smittet med og slippe af med end luftvejslidelser. Man får ikke covid-19 ved at dyrke ubeskyttet sex eller dele kanyler, men ved at røre ved dørhåndtag og blive nyst og hostet på.

Det er derfor, at vi næsten alle sammen er smittede eller bliver det, hvilket vi ville kunne bekræfte, hvis vi havde nok test-kits, og hvis de var ensartede og ikke havde nogen minimumsgrænse for, hvornår de slog positivt ud. I de første dage af udbruddet i den engelsktalende verden var det tilsyneladende kun berømtheder, der blev smittet, men siden viste det sig logisk nok, at det kun var berømtheder, der blev testet: Tom Hanks, Rita Wilson, Idris Elba, NBA.

På et tidspunkt vil vi få bekræftet, at antallet af smittede berømtheder og antallet af ikke-berømte smittede afspejler andelen af berømte og ikke-berømte mennesker i samfundet.

Men når det sker, er jeg ikke sikker på, at vi længere vil være i stand til at skelne mellem de berømte og de ikke-berømte, for de i forvejen utydelige grænser vil blive udvisket af et år eller mere, hvor vi kun bruger internet-medier ... og så vil en eller anden panikramt og ensom forfatter fra sin kælder foretage den banale og indlysende sammenligning mellem internettet og pandemien, fordi man ikke kan lukke nogen af de to ting inde bag grænser. Medmindre man lige er Kina, altså.

Oversættelse: Tonny Pedersen