Bilfri søndag, nej til atomkraft og storpolitisk krise i Mellemøsten.

En del af os husker det måske bedst fra historietimerne og eksamensbordet: Oliekrisen i 1973 og ´74 - en krise, der umiddelbart hørte en ældre generation og en anden tid til.

Det var dengang danskerne blev opfordret til at tage brusebad fremfor karbad, dengang man slukkede for varmen om natten, og dengang butikkernes vinduer lå mørke hen efter lukketid.

Der var krig mellem Israel, Syrien og Egypten, og de arabiske stater satte olieproduktionen ned, forhøjede priserne og standsede eksporten til blandt andet USA og Holland. Dengang blev 90 procent af Danmarks energibehov dækket af olie, og krisen ramte os hårdt.

»Mine børn tror jo, det er løgn, når jeg fortæller dem om det. I dag er der jo ingen danskere, der oplever, at der ikke er el i stikkontakten. Det er vi vant til nu, men det var et seriøst problem«, siger Lars Aagaard, der er administrerende direktør for brancheforeningen Dansk Energi.

Falder fra hinanden uden el

Oliekrisen fik sin ende i 1974, men endte med at få afgørende betydning for vores alle sammens hverdag - også i dag.

For ud af krisen sprang behovet for at sikre den danske elforsyning, så vi alle kunne stole på, at der var el i stikkontakten, kulde i køleskabet og lys på vejene, også selv om fremmede regimer ikke ville levere olie til os.

»Et samfund falder meget hurtigt fra hinanden uden elektricitet - efter få dage er der ingen mad, butikkerne bliver røvet og infrastrukturen bryder sammen, så man besluttede aldrig mere at stå med den type energikrise i vores land« siger Lars Aagaard.

Jagten gik ind for at finde en sikker energikilde, som kunne sørge for, at vi altid havde el i stikkontakterne, og debatten kom til at handle om A-kraft eller kul. Det var de to muligheder, der var, når det gjaldt en høj forsyningssikkerhed.

Atomkraft-nej tak-bevægelsen opstod i 1975 og mange af os husker den glade, rødorange sol i den gule cirkel - et logo, der kom til verden på 500 badges i Århus, og som siden er blevet vidt berømmet, oversat til 45 sprog og distribueret i millioner af eksemplarer.

»Debatten om brugen af atomkraft var ekstremt hård, og man endte med at bruge kullet i stedet«, siger Lars Aagaard.

Syreregn og luftforurening

Så hvor danskerne indtil nu ikke havde tænkt nærmere over, hvor energien kom fra, var miljøbevægelsen nu vakt til live.

Man talte om luftforurening, syreregn og svovl, fordi kullet dengang ikke blev renset, som man gør i dag, hvor det er damp, der kommer ud af skorstenene.

»I begyndelsen af 1990´erne begyndte forskere rundt omkring at pippe om, at der skete et eller andet, når man slipper så meget CO2 ud i atmosfæren, og man begyndte at danne sig tanker om blandt andet drivhuseffekten«, siger han.

Kyoto-aftalen, som indebar, at man reducerede det globale udslip af drivhusgasser, kom i hus i 1997, og det betød, at man begyndte at se på kullet i et nyt lys.

»Kullet er jo en billig råvare, og forsyningssikkerheden er helt i top, så det har været en fantastisk energikilde for os - hvis det da ikke lige var for CO2-udslippet, som jo selvfølgelig er et problem«, siger Lars Aagaard.

Kraftværker spiller mindre og mindre rolle

Fra da af skiftede miljøkampen i Danmark. Vi begyndte at få vindmøller og med de alternative måder at producere el på, var det ikke længere et valg mellem kul og A-kraft, men mellem kul og de vedvarende energikilder.

I dag kommer 60 procent af vores energi fra kraftværker, mens resten er sol og vind.

»Kraftværkerne spiller en mindre og mindre rolle. Men hvis ikke de var der, kunne vi ikke tale sammen i telefon, få varme i fjernevarmerørerne eller lys i stuen, for det er stadig dem, der leverer det sidste for at sikre forsyningen«, siger han og peger på, at kraftværkernes rolle aldrig kommer til at forsvinde helt.

»Og det er derfor, at det valg vi i dag står med er et nyt valg mellem to løsninger - kul eller bæredygtig biomasse, og her er biomasse en bedre løsning end kul«, siger han.