0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Hvad er dette?
Annoncørbetalt indhold

Her er 10 opløftende klimanyheder, du ikke bør misse


  • Foto: The Ocean Cleanup

Læsetid: 12 minutter

Selvom klimasituationen giver anledning til dybe panderynker, er der ingen grund til at kaste håndklædet i ringen. Her er 10 positive klimanyheder fra 2018.



De seneste år har klimanyhederne mildest talt ikke været opløftende. Med god grund.

Sommeren 2018 var den varmeste sommer, den nordlige halvkugle nogensinde har oplevet. Og de højere globale temperaturer sendte klimakatastoferne på overarbejde. I Indien skabte monsunregnen de værste oversvømmelser i 80 år. Skovbranden Camp Fire var den dødeligste og mest ødelæggende i Californiens historie. En af de voldsomste orkaner i nyere tid kostede 127 liv i Filippinerne. Og ifølge Verdensnaturfonden har klodens samlede befolkning nu et ressourceforbrug, der svarer til 1,7 jordkloder.

Nej, det ser ikke videre lovende ud for det globale klima. Men det er heldigvis ikke alt, der varsler dommedag derude. Verden over udfordrer klimapositive projekter sortsynet. Der plantes træer og lukkes kulkraftværker. Og flere store virksomheder har nu taget de første skridt mod en grønnere fremtid.

Her har vi samlet de mest opløftende klimanyheder fra 2018. Nyheder som forhåbentlig inspirerer til flere gode klima-initiativer i 2019 og frem.

1: Vind i den vedvarende energi


Foto: Andrew McSparran


Det var en bragende bølge af klapsalver, der brød ud tilbage i december 2015, da den franske udenrigsminister og formand for klimatopmødet COP21 i Paris, Laurent Fabius, fremlagde resultatet af flere dages forhandlinger. For første gang i verdenshistorien var det lykkedes stort set alle verdens lande at indgå en global klimaaftale. Aftalen gik på, at hvis vi vil redde planeten fra et decideret klima-sammenbrud, må den globale opvarmning begrænses til en temperaturstigning på højst 2 grader og allerhelst 1,5 grader - en målsætning, der kræver en omfattende fælles indsats, lød det.

Det er nu tre år siden, Paris-aftalen trådte i kraft. Og i 2018 blev der sat endnu en historisk milepæl for klimaet, da kapaciteten af verdens årlige vind- og solenergi passerede 1.000 gigawatt. Til sammenligning lå verdens solcellekapacitet på mindre end 8 gigawatt i 2007, men siden da er vindmøller og solcelleparker skudt frem verden over. Og ifølge den årlige statusrapport fra Det Internationale Energiagentur, IEA, investerede verden i 2018 samlet set mere i vedvarende energi end sort energi såsom olie og gas.

I Danmark var der blus på solen i 2018. Ja, faktisk var de mange solrige sommerdage med til at sikre den største elproduktion fra sol nogensinde, viser tal fra Dansk Energi. Alene maj, juni og juli gav 40 procent mere sol end de samme måneder året før. Og selv om der hen over sommeren ikke var meget vind i møllerne, blev 2018 alligevel det tredjebedste vindår nogensinde. Det betød, at 66 procent af strømmen i vores stikkontakter sidste år kom fra vedvarende energi.

Milepælen på 1000 gigawatt er et vigtigt skridt på vejen mod en grønnere fremtid, lyder det fra klimaforskere verden over. Men husker man kun svagt måleenheden fra en af sine fordums fysiklektioner, kan det være svært at se, præcis hvor god en nyhed, det er.

1.000 watt er en kilowatt. 1.000 kilowatt er en megawatt. Og 1.000 megawatt er en gigawatt. Så langt, så godt. Men lad os sætte det lidt i perspektiv.

En gigawatt svarer til kapaciteten af 3.125 millioner solpaneler, 431 vindmøller eller tre millioner heste. Med én gigawatt kan du få 100 millioner LED-pærer til at lyse. Og så kræver det præcis 1,21 gigawatt at få den ikoniske sportsvogn DeLorean fra sci-fi-klassikeren ‘Tilbage til fremtiden 2’ til at rejse i tiden.

En kapacitet på 1000 gigawatt er med andre ord meget. Men hvis vi for alvor skal gøre rent i det globale energisystem, er vi nødt til at gentage succesen 30-40 gange inden 2050.

2: Kampen mod plastik


Foto: The Ocean Cleanup

Det er fristende at stoppe engangskrus i tasken, når der en sommeraften skal deles en flaske rosé i parken. Og det er efterhånden svært at forestille sig en vellykket frokost på farten, hvis ikke der er klistret en plastikgaffel fast på emballagen på en quinoa-salat. Men nu skal det være slut med at tage den nemme løsning på farten, i parken og til familiens sommerfest, hvor bedstemors stel så ofte har set sig overhalet af tallerkener, bestik, krus og sugerør lavet af engangsplastik.

I oktober vedtog et flertal i Europa Parlamentet et forbud, der skal gøre engangsplastik ulovligt fra og med 2021. Op til 70 procent af den store mængde skrald, der flyder rundt i verdenshavene stammer nemlig fra engangsplastik. Og forbuddet vil kunne reducere mængden af plastikaffald på europæiske strande med hele 17 procent.

Og det er ikke kun inden for Fort Europas grænser, at kampen mod plastik kæmpes. I Indien annoncerede landets miljøminister sidste år, at man vil udrydde al brug af engangsplastik i 2022. Og tre år efter det blev obligatorisk at benytte plastikaffald i konstruktionen af Indiens veje, er der nu ca. 100.000 km. ‘plastikveje’ i landet.

Store dele af verdens plastikaffald stammer fra emballage og bæreposer, men også her har plastikken passeret sin storhedstid. I slutningen af 2018 var der mindst 32 lande verden over, der havde indført et forbud mod plastikposer - knapt halvdelen af dem i Afrika. På bare tre måneder reducerede Australien deres brug af plastikposer med 80 procent. Og siden Kina i 2008 indførte et forbud, er der sket en reduktion på 66 procent svarende til 40 milliarder plastikposer.

Kampen mod plastik fik i 2018 også opbakning af globale virksomheder, der står for produktionen af store mængder plastikaffald fra emballage. Her besluttede 250 af verdens helt store mærkedrenge, herunder Coca-Cola, Kelloggs og Nestlé, at 100 procent af deres plastikemballage i 2025 enten vil blive genbrugt, genanvendt eller komposteret. Og sidst, men ikke mindst søsatte Holland i september et 600 meter langt flydende system, der på fem år skal fjerne 50 procent af affaldet i Stillehavets kæmpestore plastiksuppe. Du kan følge udviklingen her.

3: Et fælles fiskeri-ansvar

Foto: Nathan Lindahl


Efter 10 års tovtrækkeri indledte FN’s medlemslande i september forhandlingerne om en traktat, der skal regulere de internationale havområder. Den såkaldte ‘Paris-aftale for verdenshavene’, der forventes forhandlet på plads i 2020, skal være med til at sikre et internationalt ansvar for at beskytte biodiversiteten og minimere overfiskeri i oceanerne.

Og det er da også på tide, kunne man mene. Næsten halvdelen af Jordens overflade er dækket af internationalt hav, der længe har lidt under industrielt overfiskeri og forurening. For selv om de forskellige kystnationer kan etablere såkaldte eksklusive økonomiske zoner ud for deres kystlinjer, hvor de har eneret på at udnytte de naturressourcer, der er i havet, havbunden og undergrunden, så kan sådan en zone udelukkende strække sig 200 sømil. Alt herudover er ingenmandsland uden regulering og beskyttelse. Og i tråd med FN’s Havretskonvention fra 1982 kan de enkelte nationer altså sejle, udforske og fiske i havene, som de vil.

Netop derfor er diskussionerne om særlige reguleringer i årevis gået i hårdknude. Nu lægges der imidlertid op til, at der skal etableres fredede områder og sikres fiskerikvoter og overvågning af verdenshavene. Og det er ikke bare en god nyhed for dyrelivet. Det er samtidig en vigtig brik i klimaspillet og med til at garantere fødevaresikring for milliarder af mennesker, vurderer Greenpeace.

Havet spiller nemlig en stor rolle i Jordens kulstofkredsløb, fordi det er i stand til at binde den atmosfæriske CO2 som organisk kulstof. I de internationale have lever utallige plankton-arter, som ikke bare er guf for fiskene. De er samtidig med til at fjerne CO2 fra atmosfæren, hvor den ellers bidrager til den globale opvarmning. Når algerne i havet vokser, er de i stand til at dræne klodens CO2 og sende den ned til havets bund, hvor det bliver lagret permanent. Lagringen af CO2 i havet kaldes den biologiske pumpe, som, ifølge en gruppe forskere fra det danske Centre for Ocean Life ved DTU, anslås at fjerne lige så meget CO2 fra atmosfæren, som mennesket udleder.

4: CO2-neutrale bybusser i 2020



Det er i verdens storbyer, at tingene sker. Her er alt, hvad hjertet kan begære: restauranter, biografer, uddannelsesinstitutioner og arbejdspladser. Og hvor det i dag er halvdelen af jordens befolkning, der lever i byerne, vil det i 2050 være tilfældet for 70 procent. På det tidspunkt vil vi, ifølge FN’s prognoser, være knap 10 milliarder mennesker på Jorden, og det vil ikke være ualmindeligt, at der findes byer med over 40 millioner indbyggere.

Det betyder ikke bare lange køer i supermarkederne, trafikpropper, skrald og vand- og luftforurening. Det koster samtidig dyrt i CO2-regnskabet. Byerne står nemlig for over 70 procent af de globale udledninger af drivhusgasser, og det er særligt bygge- og transportsektoren, der løber med prisen som klassens største klimasyndere.


I oktober præsenterede regeringen imidlertid et nyt klimaudspil, der skal sikre, at Danmark tager sin del af ansvaret for at nå EU’s klimamål for 2030. Vi skal reducere udledningen af drivhusgasser med 32-37 mio. ton CO2-ækvivalenter i årene 2021-2030, lyder det. Og det kræver blandt andet, at vi finder langt mere bæredygtige måder at fragte os rundt i byerne på.

Selv om udspillet kun dækker en total reduktion på 26 mio. ton, forventes det, at Danmark vil kunne efterleve CO2-målsætningen i takt med, at der vinkes farvel til benzin- og dieselbiler. Og på transportområdet alene kan der hentes en reduktion på op til 7 mio. ton CO2 frem mod 2030, fremgår det af beregningerne.

Det er imidlertid ikke kun personbilerne, der er i søgelyset. I dag kører hovedparten af de danske bybusser på diesel, der udleder store mængder CO2 og skaber stor luftforurening i områder, der i forvejen er tæt befolkede. Men i 2030 må ingen bybusser udlede hverken luftforurening eller CO2, fremgår det af klimaudspillet. Og allerede i 2020 skal samtlige bybusser være CO2-neutrale.

Næste år vil alle landets nye bybusser altså køre på enten el, biogas, brint eller biodiesel. I 2025 vil enhver ny bus være en nul-emissionsbus. Og i 2030 vil ingen af landets bybusser udlede hverken CO2 eller luftforurening.

I september skød EU ca. 40 millioner kroner i projektet ‘H2BusEurope’, der skal sætte skub i indførslen af brintbusser i Europa. Det betyder blandt andet, at der allerede er 200 brintbusser på vej til udvalgte danske byer. Brintbusserne forventes køreklar i andet halvår af 2019 og har rent vand som eneste udledning.

Hvis det lykkes at omlægge alle busser til at være CO2-neutrale, vil man kunne reducere transportsektorens CO2-udledning med 1,5 mio. ton i perioden 2020-2030. Og det vil ikke blot pynte på klimaregnskabet. Det vil samtidig skabe renere danske storbyer og placere Danmark som et væsentligt forbillede for metropoler verden over.

5: Ozonlaget heler


Foto: Dewang Gupta


Allerede i 1980’erne begyndte NASA-forskere at se skeptisk på satellitbilleder af stratosfæren omkring jorden. Ozonlaget blev tyndere og tyndere, kunne de se, og det resulterede ganske foruroligende i et hul over Antarktis.

Det tog imidlertid ikke forskerne mange år at lave sammenstillingen mellem ændringerne i ozonlaget og udledningen af CFC-gasser, som siden 1950’erne var blevet brugt i alt fra køleskabe, over aircondition-anlæg til spraydåser. Derfor vedtog omkring 200 af verdens lande i slutningen af 80’erne et forbud mod de skadelige gasser under den såkaldte Montreal-konvention.

Selv om organisationen Environmental Investigation Agency sidste år meddelte, at de kunne spore fornyet produktion og udslip af de nu forbudte CFC-gasser fra Asien, er de blevet nedbragt drastisk de seneste 30 år.

I 2018 offentliggjorde FN en rapport, der viste, at ozonlaget nu for alvor er i heling. Og det er en god nyhed for vores planet. Ozonlaget - der hænger i 10-60 kilometers højde - er nemlig vitalt for mennesker, dyr og planter, der alle er afhængige af, at Solens skadelige ultraviolette stråler filtreres fra.

Forskerne estimerer, at mængden af ozon i ozonlaget siden 2000 er steget med en til tre procent. Og i perioden 2005 til 2016 er hullet i ozonlaget blevet 20 procent mindre. Allerede i 2030 kan ozonlaget være helet over den nordlige halvkugle og Antarktis, fremgår det af FN-rapporten. Og når vi runder 2060 gælder det for hele verden. Hvis vi vel at mærke værner om planeten.

6: Niger fører an i »Afrikas store klima­transformation«



Det kræver ikke nødvendigvis et stort FN-finansieret projekt at tage kampen op mod klimaforandringerne. I Niger - et af verdens fattigste lande - har lokale landmænd taget sagen i egen hånd. De har ikke plantet, men i stedet passet træerne i et område på størrelse med Danmark. Og det har betydet, at der på bare tre årtier, helt af sig selv, er kommet mere en 200 millioner nye træer i det sydlige Niger.

I årevis blev træer i Niger ellers mest af alt opfattet som statens eje og ansvar. Og det var først, da bønderne, i midten af 1980’erne, fandt ud af, at regionens akacieart Gao gøder jorden mere end 10 køer, at landets transformation begyndte at spire.

Bønderne satte pludselig en ære i at passe træerne. I områder med særligt stort trædække blev der sat patruljer ind, så ingen kunne fælde træerne til brænde. Og det har betydet, at Niger nu fører an med et projekt, der af forskere kaldes den største positive miljøtransformation i Afrikas historie.

Gao-træets rodnet er næsten lige så stort som dets grene, og det trækker nitrogen fra luften ned i jorden. Modsat regionens andre træer falder bladene i regnsæsonen, og når afgrøderne bliver plantet under træerne, får de masser af sol og vand på samme tid. På den måde sikrer træerne ikke bare en mere frugtbar jord og dermed bedre og flere afgrøder. De er samtidig en kæp i hjulet for klimaforandringerne i et land, hvor temperaturerne ofte stiger over de 40 grader.

Gao-træerne er vokset frem i tæt befolkede områder af Niger. Og som resultat af den trange plads, har landmændene set muligheden i at lade træerne regenerere allerede nedbrudte landbrugsområder. På den måde er de uforsætligt med til at modvirke ørkendannelse, og da træerne binder CO2 også den globale opvarmning.

7: Lysglimt på et sort tidspunkt for verdens vegetation


Foto: Steven Kamenar


På trods af utallige forsøg på at reducere den tropiske afskovning verden