Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Hvad er dette?
Annoncørbetalt indhold

Verdens første brintbåd viser vej til en grønnere fremtid

15. juli 2019

Med en blanding af vind-, vand- og solenergi er katamaranen ’Energy Observer’ draget ud på en 6 år lang bæredygtig opdagelsesrejse gennem 50 lande. En ekspedition, der skal vise vej til en fremtid fri for fossile brændstoffer.

14. april 2017 var en lang fredag. Det var det for alle. Men det var en særlig lang en af slagsen for Victorien Erussard. I kystbyen Saint Malo i det nordvestlige Frankrig havde folk forladt byens gråbrune granithuse og bevæget sig ned på havnen. I tusindvis stod de samlet for at se den 30,5 meter lange katamaran ’Energy Observer’ blive sænket i vandet for første gang. Kaptajnen selv var der til gengæld ikke.

Han var på fødegangen, hvor hans anden søn kom til verden, bare 20 minutter før katamaranen rørte vandet for første gang.

»På det ene fødselsarmbånd stod der ’George, 3.500 g’. På det andet stod der ’Energy Observer, 30 tons’. Det var en helt vanvittig følelsesladet dag«, fortæller den 39-årige kaptajn storsmilende, da vi møder ham, mens ’Energy Observer’ ligger til kaj ved Ofelia Plads i København.

Den forårsdag for to år siden markerede starten på den seksårige jordomsejling, Victorien Erussard og hans hold er draget på. De har udviklet verdens første brintdrevne skib, der er i stand til at producere sit eget brændstof fra selvsamme saltvand, det sejler på, med brug af vedvarende energikilder og helt uden at udlede CO2 og forurenende partikler undervejs.

Og som Frankrigs første ambassadør for FN’s 17 udviklingsmål vil de på deres færd opsøge verdens bedste bæredygtige initiativer og demonstrere, at der findes en fremtid, der er langt mere bæredygtig end den, vi stiler mod i dag.

Et flydende laboratorium

Havde det ikke været for de klassiske franske espressokopper og den tallerken med dansk brunsviger, der er disket op med på ’Energy Observer’, ja, så kunne man da også tro, at den kridhvide katamaran var sejlet direkte ud af en højbudgetteret fremtidsfilm, som den ligger der med udsigt til Operaen.

Dækket er fyldt med 168 kvadratmeter små firkantede solcellepaneler, der både udnytter solen oppefra og refleksionen fra vandet. Og op fra det skinnende sci-fi-skrog stikker to 12 meter lange ’vinger’ op, som blot er skibets seneste teknologiske tilløbsstykke.

’Energy Observer’ bliver drevet frem af en blanding af vind- og solenergi, som lagres i batterier, når den ligger i havn. Når de er fyldt op, anvendes den overskydende energi til at producere brint ved elektrolyse af saltvand. Og når katamaranen er på havet, og vejrforholdene forværres, omdanner en brændselscelle således brintenergien til elektricitet, forklarer Victorien Erassard, da vi sidder i katamaranen.

»Udviklingen af sol- og vindenergi er nået langt. Men nogle gange er der jo vindstille, ligesom solen ikke altid skinner. Derfor tror vi på, at fremtidens svar på energi er en blanding af forskellige teknologier og vedvarende energiformer«, siger han og fortæller, at skibets nye vinger skal udnytte vinden endnu bedre, end den har gjort hidtil, så de ikke bare sejler hurtigere, men også er i stand til at producere brint, mens de sejler.

’Energy Observer’ fungerer på den vis som et flydende laboratorium, der eksperimenterer sig frem til de allerbedste teknologiske løsninger under de mest ekstreme vejrforhold. For virker de der, ja, så gør de formentlig også på land, hvor der er mere plads, og hvor man ikke på samme måde er begrænset af vægt.

Og det skal være med til at sikre en fremtid uden den massive udledning af CO2 og forurenende og sundhedsskadelige småpartikler, der i dag følger med anvendelsen af fossile brændstoffer som kul, olie og naturgas, fortæller Victorien Erussard.

»90 procent af al global handel foregår til søs. Det svarer til 10 milliarder tons, der årligt bliver fragtet rundt på verdenshavene. Og prøv at gætte, hvad der transporteres mest af«, siger han, før han svarer selv:

»Olie! 43 procent af det, der fragtes, er fossile brændstoffer. Vi bruger altså beskidt energi til at transportere beskidt energi«, siger han og ryster på hovedet.

Fra handelsskib til fremtidsflåde

Den franske kaptajn griner lidt genert, når han kløjes i det engelske. Men selv om han skal lede efter ordene, er der ingen tvivl om, at han ved, hvad han snakker om.

Victorien Erussard har brugt ufattelig meget tid på havet. Han blev født, året efter den legendariske transatlantiske kapsejlads, Route du Rhum, blev afholdt for første gang. Og 26 år senere stod han på podiet ved selvsamme konkurrence efter for første gang nogensinde at have overnattet til søs.

Sideløbende med en karriere som offshorekapsejler, der har sikret ham en lang række europæiske og internationale priser, blev han uddannet marineofficer på et handelsskib. Og her kunne han fra første parket se, hvordan forureningen »fossede ud af skorstene«.

»Jeg arbejdede midt i maskinrummet, hvor jeg mildest talt indåndede problemet«, siger Victorien Erussard og fortæller, at det tændte drømmen om at udvikle et bæredygtigt alternativ.

Og mens frøet til en grønnere transportform blev plantet med billeder af den maritime forurening på nethinden, sprang det ud midt på Atlanterhavet, da generatoren under en kapsejlads pludselig satte ud.

»Det var helt vildt at sidde der. Jeg var omgivet af energi. Vand. Vind. Sol. Men jeg kunne ikke udnytte det. Og det satte gang i noget i mig«, siger han og fortæller, at folk grinede af hans »blåøjede utopi«, da han først fremlagde ideen om at bygge et skib, der var fuldt ud selvforsynende, blev drevet frem af naturlige energikilder og hverken udledte CO2 eller forurenende småpartikler.

»Folk sagde: Nej, nej nej, det kan man ikke; det er et alt for stort projekt. Men hvis der er nogen, der fortæller mig, at der er noget, jeg ikke kan, at noget er en utopi«, siger kaptajnen og fnyser så en fisteltone: »Så kan du vide dig sikker på, at jeg vil gøre alt, hvad der står i min magt, for at realisere den utopi«, griner han.

Katamaranen, der nu i to år har været kendt under navnet ’Energy Observer’, blev oprindeligt bygget til kapsejlads i Canada i 1983, hvor den med sine 80 fod var den største af slagsen. Og i 1993 vandt den med den newzealandske skipper Peter Blake ved roret Jules Verne-trofæet for at sætte rekorden med en jordomsejling på 74 dage, 22 timer, 17 minutter og 22 sekunder.

20 år senere købte Victorien Erussard den gamle kapsejladsbåd for godt 3,7 millioner kroner sammen med filmskaberen Jérome Delafosse, der i dag er ekspeditionsleder på ’Energy Observer’. Sejlene blev udskiftet med solceller, vindturbiner og et kombineret elektrolyse-brændselscelle-system. Og det blev starten på den første af Victorien Erussards sejladser, der ikke havde konkurrence og trofæer for øje.

»Jeg kom fra et meget konkurrencepræget miljø. Et soloræs. Men med ’Energy Observer’ har det fuldstændig ændret sig. For det nytter ikke noget at være egoistisk, hvis man vil skabe en anden fremtid«, siger han.

Jules Verne forudsagde det for 145 år siden

»Hvad skal vi brænde, når kulreserverne slipper op?«, spørger sejleren Pencroff ingeniøren Cyrus Smith i Jules Vernes roman ’Den hemmelighedsfulde ø’ fra 1874.

»Vand«, lyder svaret.

»Vand!? Det var pokkers«, udbryder sejleren. »Vand til at opvarme dampskibe og lokomotiver med? Vand til at koge vand med?«, spørger han vantro.

»Ja, det vil sige vand opløst i sine enkelte bestanddele«, forklarer ingeniøren. »Og dette må uden tvivl ske ved hjælp af elektricitet … Jeg tror, at vand en skønne dag vil blive brugt som brændsel At det vandstof og surstof (brint og ilt, red), hvoraf det er sammensat, anvendt særskilt eller i forening vil afgive en kilde til varme og lys, der er uudtømmelig og har en styrke, som ikke kan opnås ved stenkul«.

Den franske sci-fi-forfatter har altid været god for en fremtidsprofeti. Og her 145 år efter lanceringen af hans idé om at omdanne vand til brændstof, ser han ud til at have ramt den lige på kornet. Det seneste årti har verden for alvor fået øjnene op for brint som mulig afløser for de fossile brændstoffer, der står med en væsentlig del af ansvaret for den globale opvarmning.

Men selv om der flyder ren brint inde i Solens kerne og i størstedelen af universet, har Jorden kun fået grundstoffet i kemiske forbindelser som H2O. Det kræver derfor enten gas eller elektricitet at spalte molekylet, så man kan få fingre i den rene brint.

Selv om vi i Danmark udelukkende anvender grøn energi til at producere brint, er 95 procent af verdens brint produceret med naturgas, hvilket betyder en væsentlig udledning af CO2 i processen. Og det er her, ’Energy Observer’ skiller sig ud.

Katamaranen producerer brint gennem elektrolyse, som udelukkende kræver rent vand og elektricitet for at splitte vandmolekylet til brint og ilt. En proces, der skaber CO2-neutral energi, så længe elektriciteten, der anvendes, kommer fra vedvarende energikilder som sol- eller vindenergi.

Når den grønne brint endnu ikke er blevet en evergreen, skyldes det imidlertid, at produktionsmetoden fortsat er et noget dyrere alternativ til olie, ligesom fremstillingsteknologien stadigvæk er på et research- og udviklingsstadium. Men alternativet findes, siger Victorien Erussard. Vi skal bare tage det i brug.

»Hvis vi for alvor skal gøre en forskel, kræver det, at vi tør omlægge vores energi. Hvis en stor industri som den maritime gik forrest, ville prisen på brint kunne konkurrere med fossile brændstoffer«, siger han.

Fremtiden er her allerede

Problemet er, at der stadigvæk er for mange, som ikke kender til brintteknologien og dens potentialer, mener Victorien Erassard. Han fortæller, at de dagen forinden har deltaget i en søfartskonference i London, hvor repræsentanter fra diverse organisationer og stater fra hele verden diskuterede bæredygtige løsninger.

»Der var en gruppe, der arbejdede på at minimere CO2-udledning, en anden gruppe, der fokuserede på problemer med småpartikler, og en tredje gruppe, som diskuterede larm«, siger Victorien Erussard.

Han ryster lidt rastløst på hovedet.

»Jamen med ’Energy Observer’ kan vi dække alle de problemstillinger. Den er CO2-neutral, udleder ingen småpartikler, og så er den bomstille. Problemet er, at folk tror, at fremtiden ligger længere væk, end den gør. Alle taler om 2050. Men det er nu, vi skal handle. Og teknologien er her«.

Og det vil få gennemgribende betydning for planeten, hvis brintteknologien får vinger, siger han.

»En undersøgelse fra Hydrogen Council (en koalition af verdens ledende energi-, transport- og industriselskaber, red.) har vist, at hvis vi tager teknologien i brug, vil vi i 2050 have afværget udledningen af 6 gigatons CO2, dvs. en reduktion på 20 procent. Samtidig vil det skabe jobs til 30 millioner mennesker verden over«, siger han og fortæller, at de i øjeblikket arbejder på at overføre deres teknologi til brintstationer på havneområder. Det nytter nemlig ikke meget med en brintbåd eller en brintbil, hvis ikke der er noget sted at tanke, siger han.

Overgangen til vedvarende energi kræver altså først og fremmest, at den er tilgængelig. Og så kræver det, at folk er villige til at ændre deres vaner.

At drømme sig til en grønnere fremtid

På kajen foran katamaranen er der smækket et godt gammeldags partytelt op, hvor man kan læse om skibets famøse fortid, se nærmere på de forskellige teknologiske løsninger og få et blik ind i fremtiden gennem et par virtual reality-briller.

Eller det er i hvert fald meningen. I dag ser det dog ud til, at teknologien driller lidt. I brillerne er der ikke andet at se end en sort skærm. Og en fransk gæst, der ser ud til at have det halvvarmt i sit jakkesæt, står nu og fejer frustreret med hænderne foran sig.

Ja, fremtiden ser måske nok sort ud i VR-brillerne. Men ude på den anden side er Victorien Erussard positivt indstillet. Og optimisme er netop, hvad ’Energy Observer’ er ladet med.

Hvor de fleste historiske ekspeditioner over verdenshavene har haft erobring af land og ressourcer for øje, er ’Energy Observer’s mission en ganske anden. På 6 år skal de smide ankeret i 101 forskellige havne i 50 lande verden over for at vise teknologien frem og sparre med morgendagens pionerer, fortæller Victorien Erussard.

»Hvis folk skal kunne bidrage til den grønne omstilling, kræver det, at de kan se den fremtid for sig. De må være i stand til at drømme det«, siger han og fortæller, at Energy Observer har lanceret en dokumentarserie med netop det formål: at give folk indblik i de mange løsninger, der allerede findes derude.

Med ekspeditionsleder og filmskaber Jérome Delafosse i front har ’Energy Observer’ således blandt andet besøgt solkraftværket Gémasolar i Sevilla, der kan producere energi om natten. De har set klimavenlige reservater for babyfisk i Monaco, ligesom de har mødt det portugisiske initiativ Fruta Feia, der bekæmper madspild ved at sælge de frugter, som ellers ikke lever op til EU’s skønhedsidealer, der betyder, at 1,7 millioner tons frugt hvert år bliver smidt ud i Portugal.

»Med denne ekspedition forsøger vi at skabe bevidsthed om nogle af alle de fantastiske ildsjæle og løsninger på klimakrisen, der er derude. Vi forsøger at vise, at vi i fællesskab kan sikre en grøn omstilling«, siger Victorien Erassard og fortæller, at ’Energy Observer’ på samme vis er et konkret eksempel på, at en CO2-fri fremtid ikke bare hører hjemme i en eller anden sci-fi-film med Tom Cruise.

Skibet er indrettet, så man rent faktisk kan forestille sig en hverdag, der er drevet på den nye teknologi. Bevares, det er måske ikke alle, der ville vælge det hvide læderbetræk til sofaen. Men der er sådan set alt, hvad man skal bruge. I et lille køkken står en kompostspand, en kaffemaskine og krydderurter. Der er vaskemaskine, toilet og kontorpladser. Og i små lommer, mellem styresystemer og kontrolpaneler, gemmer sig reoler med håndklæder, undertøj og rengøringsmidler.

Det er lettere at se fremtidens teknologi for sig, når det hele er samlet på ét sted, fortæller kaptajnen. Og når man har hele det cirkulære energisystem omkring sig, er man samtidig anderledes bevidst om sit energiforbrug.

Et fælles ansvar

På ’Energy Observer’ tager alle en tørn med de daglige gøremål. Mens nogen skal vaske solcellerne rene for salt, må andre vaske tøj og lave mad. Og da de første gang drog af sted, blev det hurtigt tydeligt for dem, at det daglige liv på båden krævede mere energi end forventet.

Hver gang de brygger en kop kaffe, kompenserer båden således for energiforbruget ved at sætte skibets fart ned. Og det er en umiddelbar konsekvens, der naturligt har fået dem til at tænke en ekstra gang, når de tager et bad, laver frokost eller brygger kaffe.

Det bimler og bamler fra kaptajnens telefon. Han skal mødes med en mulig investor, siger han og fortæller, at de allerede er i gang med næste led i missionen, der skal sikre, at ’Energy Observer’ i fremtiden ikke blot er et flydende laboratorium, men også en uddannelsesplatform og en facilitator for nye bæredygtige initiativer.

»De seneste år har vi mødt så utrolig mange mennesker, der sidder med så stor en viden. Det vil vi gøre brug af, så løsningerne kan blive bredt ud i forskellige industrier«, siger han og fortæller, at selv om det har været en kæmpe udfordring at få alle teknologierne til at spille sammen på båden, har de seneste to år bekræftet dem i, at det godt kan betale sig at drømme.

Og det har de tænkt sig at fortsætte med.

Til vinter sætter ’Energy Observer’ kurs mod Tokyo i Japan, hvor OL løber af stablen næste sommer. Her lægger båden til og er det maritime forureningsfri eksempel ved siden af OL-byen, som Toyota forsyner med lige så forureningsfri batteridrevne elkøretøjer og brintbusser, der skal transportere både OL-atleter og tilskuere rundt.

»Lige nu har jeg en drøm om, at alle bådene ved OL i Paris i 2024 bruger vores brintteknologi. Men min ultimative drøm er, at teknologien kommer til at revolutionere den maritime sejlads«, siger han og fumler et øjeblik med sin telefon.

På skærmen viser han en video med sine to sønner på henholdsvis 6 og 2 år.

»Der findes ikke én løsning på den globale opvarmning«, siger han uden at fjerne blikket fra skærmen. »Men når vi ved, at der er mulighed for at sikre en bedre fremtid, har vi virkelig også et ansvar for at arbejde i den retning«, slutter han.