Annoncørbetalt indhold

Fra surfdrøm til klima-revolution: Aarhus-duo vil sikre, at du kan smide plastik i komposten

Mads Elsøe, Emil Nørlund, Astrid Louise Rasmussen (Tekst) og Simon Læssøe (Foto)

1. juli 2019

For fire år siden gjorde Thomas Brorsen Pedersen og hans makker en interessant opdagelse i en kælder i Aarhus. Nu vil verdens største firmaer have fingrene i deres bionedbrydelige plastik, der kan bruges i både møbel-, tøj- og bilindustrien.

‘Nature doesn’t need People. People need NATURE’, står der på en lille plakat, der hænger på et kontor i Navitas-bygningen på Aarhus Havn. Det lyder måske nok som et stykke lommefilosofi, der kunne indfinde sig på et hvidkalket blikskilt i en hvilken som helst blomsterforretning. Men i startup-virksomheden Pond er der ikke tale om floskler. Den har udviklet et produkt, der ikke bare har brug for, men er dybt afhængig af naturen.

For fire år siden fandt maskiningeniør Thomas Brorsen Pedersen og kemiker Martin Jensen formlen på bioresin, en komposterbar plast, der kan indgå i »naturens eget højteknologiske system«. Og med det er de nu klar til at starte intet mindre end en plastikrevolution, fortæller Thomas Brorsen Pedersen, der nu er CEO og medstifter af Pond, da vi en mandag formiddag stikker hovedet forbi hans kontor på 6. sal, der har udsigt over havnen, de gamle pakhuse og domkirken i Aarhus.

»Som ingeniør forsøger man altid at se tilbage på, hvordan naturen har grebet forskellige opgaver an. Og verdens vildeste recycle-system er jo det, naturen kører. Vi mangler bare at bruge det. Det materiale, vi har udviklet, bruger komponenter, som gror i naturen og får tilført energi af sollys. Når materialet smides ud, indgår det derfor i selvsamme system, det kom fra«, siger han.

Og det er en opdagelse, der har fået globale industrier til at vende sig mod verdens mindste storby. I 2015 blev Pond bioplast kåret som en af verdens 10 mest lovende innovationer inden for bæredygtige materialer af Launch Nordic, som NASA, US Department of State, Nike og USAID står bag, og som har Novozymes, Ikea og H&M omkring partnerbordet. I 2017 vandt de kompositverdenens internationale konkurrence ‘The Startup Booster’ i Paris og fik en andenplads, og en præmie på knap 1,5 millioner kroner, i verdens største green tech-konkurrence, ‘Postcode Lotteries Green Challenge’.

Og siden da har telefonen på det lille kontor kimet i en sådan grad, at Pond nu har mere end 700 virksomheder i deres arkiv over potentielle kunder, som er interesserede i at erstatte konventionel plast med Ponds bæredygtige alternativ.

Nød lærer teenagenørd at bygge surfboards

Historien om Pond tager sit udspring i en kælder. To faktisk. Men vi lægger ud i den første, som lå under Thomas Brorsen Pedersens barndomshjem i Esbjerg, hvor der var godt blæs på vinden, og hvor fritiden blev brugt på at surfe ved Vesterhavet.

I modsætning til sine kammersjukker havde Thomas Brorsen Pedersen ikke råd til sit eget surfboard. Og da en kammerat en dag luftede et splinternye bræt - et dyrt og flot et fra USA, som man endnu ikke kunne få i Danmark - ja, så besluttede den 15-årige knægt sig for at bygge sit eget.

»Jeg surfede helt vildt, og længe drømte jeg om at flytte til Maui og blive en af de der shapere (en der designer og bygger surfboards, red), der står under palmerne og laver boards«, siger Thomas Brorsen Pedersen og pudser et usynligt bræt i luften foran sig.

Han skaffede derfor nogle bøger, der viste, hvordan man bar sig ad. Og i kælderen derhjemme nørdede han kompositmaterialer, altså »den her high end-version af plastik, hvor man blander fibre ind for at gøre materialet endnu stærkere«, til han til sidst stod med sit første hjemmelavede board i hænderne, husker han.

Det første board blev hurtigt til 25 af slagsen, og Thomas Brorsen Pedersen startede sit første firma, Banana Boards. Men en dag da han var ude og ride de lokale bølger, knak et af hans boards. Da han stod der med sit sårede board og kunne kigge direkte ind i dets unaturlige indre, gik det op for ham, hvor skadeligt materialet måtte være for miljøet.

»Jeg fik øjnene op for de giftige komponenter, plastbranchen bruger til at lave ikke bare surfboards, men tusindvis af andre ting, vi omgiver os med. Epoxy, glasfibre, polyrethanskum, styren og alt mulig andet skidt. Jeg blev vildt chokeret over, hvor voldsomt miljø- og arbejdsmiljøskadelige stoffer, vi lever med«, siger han.

Fra topstilling til kælderlaborant

Plastikfrustrationen voksede sig kun større med årene. Og da Thomas Brorsen Pedersen i 2010 blev ansat hos Siemens Windpower - i den øverste stilling i verden inden for udviklingen af deres produktionsmetode til at lave vindmøllevinger - blev den ikke mindre.

»Pludselig sad jeg i en position hos én af de største aftagervirksomheder med daglig kontakt til de største kemiproducenter i verden. En vindmøllevinge er den største serieproducerede, fuldstøbte enkeltkomponent i verden. Den er 75 m. lang, vejer 35 ton. Og så smider man 10 ton epoxy i den«, siger han om bindemidlet, der flere gange har været i Arbejdstilsynets søgelys for sine sundhedsskadelige følgevirkninger. Det faktum motiverede Thomas Brorsen Pedersen til at se på alternativer, fortæller han.

Det var imidlertid ikke forslag om mere bæredygtige alternativer, der fik vinger i udviklingsafdelingen. Her kunne han praktisk talt se, at »der ikke skete en skid« på den front. Og når han spurgte, hvorvidt der var grønne produkter på tegnebrættet, lød svaret, at det var der ingen, der ville betale for.

Da han fem år senere stoppede hos Siemens, rumsterede den massive brug af miljøskadelige materialer imidlertid stadig. Og sammen med sin tidligere kollega, og i dag medstifter af Pond, Martin Jensen, satte han sig for at gøre noget ved det.

Sammen bestilte de særlige materialer hjem fra Asien, og så gik de ellers ned i Thomas Brorsen Pedersens kælder, hvor de hostende og hakkende begyndte at blande ting sammen i en gryde på et gammelt Gorenje-komfur.

»Det allerførste plast, der kom ud af ovnen, var fluorescerende grønt, hvilket er ret sjældent. Men samtidig havde det egenskaber, der var nogenlunde fornuftige, og det motiverede os til at fortsætte. De mange forsøg forløb i op mod 11 timer af gangen, og jeg måtte tit ned og hive materialet ud af ovnen midt om natten. Men pludselig stod vi med en ny og forbedret udgave, der er det, vi stadig kører med nu, siger han og forklarer, at materialet i dag kan måle sig med epoxy.

I god gammel Coca-Cola-stil

Da der for alvor kom gang i plastindustrien i 1930’erne med opfindelser af plastforbindelser som polystyren, polyamid (nylon), polyvinylchlorid (PVC) og polyurethan (PU), var én af udfordringerne bl.a. at blødgøre produkterne.

I den amerikanske delstat Alabama fandt man ud af, at der i sukkerrør var et stof med den effekt. Det kom bare aldrig i anvendelse, da nogle forskere i Texas overhalede dem indenom med udviklingen af ftalater, der er fremstillet af råolie, og smed det på markedet til en tredjedel af prisen, fortæller Thomas Brorsen Pedersen og tilføjer, at innovation mest af alt handler om at tage eksisterende opfindelser og ryste posen.

Pond har således blandt andet set nærmere på den glemte blødgørende bio-opfindelse, ligesom de har hentet inspiration fra et kompositmateriale, man anvender i den amerikanske hær, fortæller han. Og med deres hemmelige opskrift, vil de gøre det muligt at lave bioplastik af lokale råvarer verden over.

»Vi ville lave noget, som var nemt at uddrage fra naturen og derfor kunne blive en stor handelsvare«, siger Thomas Brorsen Pedersen og fortæller, at den bionedbrydelige plastik er baseret på laktid. Altså, den mælkesyre, vi naturligt danner i kroppen efter en lang løbetur.

De sidste 5-10 procent af indholdet i Ponds bionedbrydelige plastik er tophemmelig. Men det er b.la. det, der får laktiden til at blive til lange polymerkæder, som giver den særlige holdbare effekt. Og Pond værner om deres hemmelige ingredienser, præcis ligesom Coca-Cola altid har værnet om deres helt særlige opskrift på cola.

Hemmeligheden beholdes i Aarhus

Ponds hemmelige opskrift på bionedbrydeligt plastik, vil i fremtiden blive det eneste, der fremstilles i deres nye 800 kvadratmeter store fabrikshal ved Aarhus Havn.

»Ja, det ser lidt hobby-agtigt ud«, siger Thomas Brorsen Pedersen, da vi bevæger os ind i deres midlertidige laboratorium, der mest af alt ligner noget fra den amerikanske tv-serie Breaking Bad, med vand der drypper i glaskolber pakket ind i sølvpapir.

»Men det er ikke desto mindre her, det hele foregår«, fortsætter han og fortæller, at fabrikken i dag kan producere 40 ton materiale i den kæmpe trykkoger, der tårner sig op i den 14 m. høje hal og udgør hjertet i produktionen.

»Ideen er, at produktionen skal foregå så lokalt som overhovedet muligt, så vi minimerer transporten. Så kan vi beholde hemmeligheden her, mens hovedproduktionen er fordelt ud i Europa, USA og Asien«, siger Thomas Brorsen Pedersen og flytter på en pose havreklid, som er ét af de restprodukter, der kan anvendes til at lave Ponds bioresin.

På den vis kan materialet indgå i en cirkulær økonomi i et væld af forskellige industrier. Det kunne eksempelvis være på et bryggeri, hvor både bygstrå og spildevand kan bruges til at lave den bioresin, som videre kan anvendes i produktionen af både ølflasker, -kasser og -kapsler. Eller på tøjfabrikker, der anvender stivelse i bomuldsstoffet, hvor spildevandet kan bruges til at fremstille knapper og bøjler til tøjet.

En verden af plastik

I filmen ‘Fagre voksne verden’ fra 1967 spiller en ganske ung Dustin Hoffman rollen som den naive, 20-årige Benjamin Braddock. En usikker ungkarl, der ikke helt ved, hvad kan skal stille op med sig selv og sin fremtid. »Jeg vil blot sige ét ord til dig«, lyder rådet fra en ven af familien til hans dimittendfest. »Kun ét ord: Plast«.

Og det har sådan set været et godt råd siden da.

For plastik er et af det 20. århundredes vigtigste opfindelser. Det er billigt, holdbart og nemt at anvende. Og derfor er det efterhånden svært at forestille sig et liv uden. Prøv engang at scanne dine omgivelser for produkter, der indeholder plastik. På bordet foran dig. Væggene omkring dig. Det tøj, du bærer. Vi tænker måske ikke over det. Men vi lever i en verden af plastik.

Efter stål og cement er plastik det mest omfangsrige menneskeskabte materiale på jorden. Og de seneste 50 år er produktionen af plastik tyvedoblet, så der i dag produceres mere en 300 millioner ton om året.

Der er bare ét problem. Et kæmpestort et af slagsen.

Den plastikemballage, vi producerer i så stor stil, har en grundlæggende »designfejl«, som World Economic Forum skrev i en rapport i 2016. »Dens tilsigtede nytteværdi har mindre end ét års levetid, men materialet består i århundrede«. Vores årelange plastikfest har derfor resulteret i, at tonsvis af plastikposer, flasker og mikroplast i dag flyder rundt i verdenshavene.

Mens der, ifølge World Bank, er mere end 270 millioner ton skrald i al almindelighed, der årligt bliver genanvendt verden over - altså, hvad der svarer til vægten af 740 Empire State Buildings - så er plastik voldsomt besværligt at genanvende.

Tag bare den flaske danskvand, du køber i kantinen i frokostpausen. Den er typisk lavet af termoplasten PET, som modsat andre plastformer er relativt let genanvendelig. Når den lander på en genbrugsstation, skal den først vaskes, før mærkaterne fjernes med kemikalier og flasken skæres i små flager. Dernæst separeres plastikken brugt til henholdsvis låg og flaske. Og til sidst smeltes flagerne til plastik-pellets, som sendes videre til fabrikanter, der bruger råstoffet i produktionen af nye produkter.

Det kræver store mængder energi og ofte udledningen af skadelige kemikalier at varme plastikken op, og ifølge organisationen Plastic Change er plastik-pellets den næststørste kilde til verdens mikroplast-forurening. Og ja, så bliver der i øvrigt solgt i omegnen af en million plastflasker i minuttet verden over.

Når vi snakker om re- og upcycling, så bliver det lidt »pseudo i henhold til plastik«, siger Thomas Brorsen Pedersen.

»Det er godt til al den plastik, der allerede flyder derude. Men det løser ikke problemet. Der findes omkring 200 typer af old school-plastik, som er baseret på råolie. Og det degenererer en smule hver gang, vi varmer det op«, siger han og fortsætter:

»Den nye skole af plastik, derimod, er lavet af plantemateriale og naturlige mineraler. Og når det ikke længere kan bruges, får vi bare komposten til at lave plantemuld, og så starter det hele forfra«, siger han.

Ponds materiale har, i modsætning til bioplastformer som PLA og PHA, den stærkeste kemiske binding, der gør det særligt velegnet at blande med naturfibre fra bioaffald, forklarer Thomas Brorsen Pedersen.

»Berøringsfladen mellem lim og fibre er bedre end den, man har i den konventionelle komposit-verden. Det betyder, at vi, med rene naturmaterialer, kan konkurrere med glasfiber, som er det man bruger til at lave vindmøllevinger. Og med bestemte naturfibre kan vi teoretisk set også måle os med kulfiber, som man bl.a. bruger i fly og i visse bilmodeller. Og så bliver det først rigtig vildt«.

Spyfluer faldt på stribe

Tilbage på kontoret i Navitas går Thomas Brorsen Pedersen over til en reol, der er fyldt med bøger med titler som ‘Gurubogen’ og ‘Strategi i vindervirksomheder’. Han roder lidt i en bunke af Pond-producerede materialer: plaststykker støbt som små jetoner, poser med granulat og fibre og vender så tilbage med en lille træplade.

»Det her er en fejlproduktion til Kronprinsen«, siger han smilende om en fejlindgraveret version af verdens første bionedbrydelige MDF-plade, der er magen til den som Pond sidste år gav Kronprins Frederik i 50 års fødselsdagsgave. Ligesom et stykke af Berlinmuren er dette også et vidnesbyrd om et historisk gennembrud. For i sprayform kan bioresinen, som Pond har udviklet, bruges som erstatning for den giftige formaldehydholdige lim, man anvender som bindemiddel i spån- og MDF-plader, der er i de fleste møbler.

IKEA-møbler er eksempelvis lavet af træ, der gror op til en vis størrelse, før man kører det igennem en kværn og binder savsmuldet sammen med lim for at gøre det mere medgørligt. Og det påvirker både miljø, klima og sundhed, forklarer Thomas Brorsen Pedersen og tilføjer, at hele 10 procent af al den plastik, der produceres, bliver brugt til at binde træ sammen med.

»En gammel snedker fortalte mig engang, at der i 70’erne ikke var nogen spyfluer i de første 3-4 måneder efter, man havde fået sat et nyt køkken op. Formaldehyd-indholdet var så højt, at de døde i det øjeblik, de fløj ind ad vinduet«, siger han og fortsætter:

»I dag er der skrappe regler for, hvor meget formaldehyd der må være i. Men det er stadig møggiftigt. Vi har vist, at vi kan lave en MDF-plade med vores bioresin, der er 70 procent stivere end de konventionelle plader. Det betyder, at man kan lave 100 procent komposterbare plader, der er tyndere og dermed bruger mindre træ«, siger han og fortæller, at en af verdens største møbelproducenter bruger over en million ton binder om året. Så der er, hvad man med en jysk underdrivelse ville kalde et pænt marked at hente der.

Klar, parat, plastikrevolution

Siden den første klump bio-plastik kom ud af ovnen i Thomas Brorsen Pedersens kælder, har der været tryk på, og i dag består Pond af 30 medarbejdere. Men start-uppen forbereder sig på at få endnu mere vokseværk, når plastik-paradigmeskiftet for alvor sætter ind.

For selvom de aldrig selv har kontaktet en virksomhed, så står brands fra vidt forskellige industrier i kø for at få fingre i Ponds nye bæredygtige og holdbare bolledej.

»Når man spørger de klassiske iværksætterrådgivere, så siger de, at man skal vælge tre samarbejdspartnere ud og fokuser, fokuser, fokuser. Jamen, hvad kan man gøre, når den fjerde på listen er verdens største skobrand?«, siger Thomas Brorsen Pedersen og fortæller, at de senest har lavet et samarbejde med en større dansk tøjkoncern om at erstatte polyesterfibre og nylonfibre, der bliver brugt i stor stil i tøjindustrien, og som kan blive til miljøskadelig mikroplast, når det vaskes.

Hvis vi for alvor skal rykke på plastikproblematikken, så kræver det, at industrier samarbejder på kryds og tværs, siger Thomas Brorsen Pedersen.

»Vores værdisæt er planet, people, profit. Og vi vil gerne samarbejde med de virksomheder, der har samme ønske om at gøre en forskel«, siger han og ser lidt mentalt forpustet ud ved tanken om de kommende måneders projekter.

»Det kan ikke være anderledes«

Det har været en kamp at nå dertil, hvor de står i dag, fortæller han. Det koster penge at udvikle på så store ambitioner, ligesom kontrol af kvalitet, produktion, sikkerhed og miljø kræver lige så megen tålmodighed som det lobbyarbejde, der forsøger at holde den konventionelle plastindustri kørende.

»I øjeblikket huserer der historier om, at bioplasten kun kan komposteres ved meget høje temperaturer. Det er noget vrøvl. Og EU-normen for, hvornår noget kan kaldes komposterbart er også med til at skabe håbløs forvirring. Og det er ærgerligt, når vi står i den problematiske situation at otte procent af al den råolie, vi pumper op, bliver anvendt til den plastik, der bidrager så meget til vores klimaproblematik«, siger han.

Det har været sindssygt hårdt, erkender Thomas Brorsen Pedersen om Ponds rejse. Og nogle gange, hvis han ser én skodde