Annoncørbetalt indhold

»Det er nok de færreste, der ved, hvor miljøskadelige deres jeans er«

Mads Elsøe, Emil Nørlund, Astrid Louise Rasmussen (Tekst) og Simon Læssøe (Foto)

26. august 2019

Blå cowboybukser er en af verdens mest populære beklædningsgenstande. Men måden man producerer og indfarver den blå farve er voldsomt miljø- og sundhedsskadelig. På DTU udvikler enzymforsker Ditte Hededam Welner og hendes team et bæredygtigt alternativ, der kan gøre blå jeans - grønne.

Varmen hænger tungt over kemitorvet på DTU i Lyngby, da vi en mandag eftermiddag bevæger os ind gennem campus for at finde Novo Nordisk-fondens forskningscenter Biosustain. Gennem bygningsruderne kan man se blege studerende, der primært soler sig i lyset fra deres computerskærme. Andre har dog vovet sig udenfor, hvor de enten søger solstrålerne direkte - eller i skyggerne fra de krogede træer.

Selvom sol-glæden varierer har mange af de studerende noget andet tilfælles. Ikke så få af dem bærer denim i én eller anden udformning - cowboybukser, shorts, nederdele, jakker. Og en enkelt tidstypisk bøllehat.

Og det er på sin vis det, som har bragt os til DTU. Ikke for at tage pulsen på fremtidens ingeniørmode, men fordi den blå denim, som synes så svær at vippe af modepinden, er udgangspunktet for det projekt, enzymforsker Ditte Hededam Welner står i spidsen for.

I samarbejde med forskere fra University of Berkeley og Joint BioEnergy Institute, der ligger i henholdsvis San Francisco og Emeryville i Californien, har hun og hendes forskningsgruppe udviklet en metode til at fremstille den blå indigo-farve, vi kender fra det denim-tøj, som er at finde i de flestes klædeskab.

»Hver dag har ca. halvdelen af jordens befolkning blå cowboybukser på«, siger Ditte Hededam Welner, da vi møder hende på femtesalen af den forskningsbygning, hvor der forskes i bioteknologiske løsninger, som kan erstatte de ofte miljø- og klimabelastende processer, der anvendes i produktionen af kemikalier til alt fra mad til legetøj og kræftmedicin.

Hun åbner en müslibar og lader et øjeblik fakta hænge i lokalet, tager så en bid af baren og fortsætter:

»Selv om de fleste i dag ved, at modeindustrien ikke ligefrem er en engel, så gætter jeg på, at størstedelen ikke aner, hvor miljøskadelige deres jeans er«, siger hun.

I dag fremstilles der årligt op mod 50.000 tons indigo-blå ved såkaldt kemisk syntese. En metode, som ikke blot anvender store mængder kemikalier, tungmetaller og syreaffald i processen, men samtidig har et kæmpestort vandforbrug.

Og det er netop det, Ditte Hededam Welner og hendes team forsøger at ændre på, fortæller hun, mens vi bevæger os gennem en række laboratorier på Biosustain-centeret. I ét lokale hænger kitlerne sirligt fra stolerygge. I ét står står minus 80 graders frysere og centrifuger, som kan slynge en celle så hurtigt, at den smider sine proteiner. Og i ét står en maskine, som Ditte Hededam Welner har afskaffet sig fra USA, som bruges i Bio-Indigo, som projektet med udvikle biologisk blåt denim hedder.

»Den her fancy robot bruger vi til at lave bittesmå krystaller med«, siger hun og tager en lille beholder ud af et skab bag sig. »Vi opbevarer dem i de her små pytter, som man skal være ekstra varsom med. Ellers går de i stykker«, siger hun.

»Selv om de fleste i dag ved, at modeindustrien ikke ligefrem er en engel, så gætter jeg på, at størstedelen ikke aner, hvor miljøskadelige deres jeans er«

Fra royal til allemandseje

Det er ikke kun maskinen, der kommer fra den anden side af Atlanten. Bio-indigo-projektet blev startet af en forsker på universitetet UC Berkeley, mens Ditte Hededam Welner var ansat på naboinstitutionen Lawrence Berkeley National Laboratory i en postdoc-stilling, som hverken havde noget med jeans eller indigo at gøre. De to mødte hinanden i forbindelse med et fælles samarbejde. Og da Ditte Hededam Welner hørte om indigo-projektet, fangede det hendes interesse mere end noget, hun tidligere havde beskæftiget sig med, fortæller hun.

»På det tidspunkt havde jeg ingen idé om, at cowboybukser var så miljøskadelige. Men da jeg fandt ud af, hvor ulækker produktionen er, var jeg helt umiddelbart motiveret for at finde alternative løsninger«, siger hun og fortæller, at det var projektets potentielle anvendelighed, som tiltrak hende. Markedet for indigo var kæmpestort. Det samme var behovet for bæredygtige løsninger i én af verdens mest forurenende industrier.

Det endte med, at Ditte Hededam Welner tog idéen med sig til Danmark, hvor hun i dag videreudvikler på den oprindelige opfindelse.

Bomuld er i sig selv ikke ligefrem i kridthuset hos klimaaktivisterne, da det er en afgrøde, som blandt andet har et kæmpestort vandforbrug. Et kilo bomuldsfibre kræver således i snit 4.500 liter vand.

Og det løber mildest talt op, når der skal syes et par jeans af fibrene. I Danmark bruger vi hver især, hvad der svarer til ca. 108 liter vand om dagen, hvilket svarer til ca. 40.000 liter om året. Til produktionen af et par almindelige jeans går der mellem 8.000 og 10.000 liter vand. Så hvis du har fire par jeans liggende i skabet derhjemme, ja, så svarer det til et års forbrug af vand.

Men for Ditte Hededam Welner er det først og fremmest farven, der er i fokus for forskningen. Den blå indigo-farve, som har været kendt siden antikken, hvor den først var et royalt statussymbol for samfundets højtstående, før den senere blev allemandseje.

Indigoplantens fallit

Det er over 7800 år siden at et folkefærd i Peru fandt ud af, at man kan farve bomuld blåt med pigment fra bladene fra indigoplanten. For 6000 år siden begyndte inderne for alvor at udtrække det mørkeblå farvestof i større stil, da efterspørgslen efter det fornemme farvestof blev større. Og da de store jeans-producenter under den industrielle revolution begyndte at masseproducere cowboybukser, som partout skulle være indigo-blå, var det pludselig umuligt for planterne at følge med.

»Hvis vi skulle dyrke indigo-planter nok til at sikre farve til alle vores cowboybukser, ville det kræve ufatteligt megen plads. Derfor var man nødt til at finde en mere effektiv rute til farven. Og det gjorde man med kemisk syntese«, siger Ditte Hededam Welner og fortsætter:

»Dengang var det jo helt fantastisk, da man ikke kendte til konsekvenserne. Og selv om vi i dag er bekendt med de skadelige følgevirkninger for både mennesker og natur, så er der ikke sket meget i måden, hvorpå det produceres«.

Ikke en hvilken som helst blå

Problemet med de konventionelt indigo-farvede bukser er todelt: fremstillingsprocessen og selve indfarvningen. Under fremstillingen starter man først med stoffer fra olie, dernæst anvendes der en masse kemikalier, hvoraf nogle er kræftfremkaldende, og andre skader lokalmiljøet, før man til sidst når til indigo.

Dette er imidlertid indigo i en form, der er umulig at anvende, da det er yderst uopløseligt. Det kræver derfor et såkaldt reducerende kemikalie, hvis det skal blive vandopløseligt, så det kan bruges til farvning, forklarer Ditte Hededam Welner.

»Så efter hele processen med olie og kemikalier har du praktisk talt et farvestof, der stort set er ubrugeligt«, siger hun. Og det er blot første del af problemet.

Dernæst kommer nemlig indfarvningsprocessen, hvor man går fra at have et stof, man ikke kan farve med til alligevel at ende op med et par blå cowboybukser. Dette sker ved, at man anvender en ekstremt stærk syre og et reduktionsmiddel til at få opløst indigoen, så man kan dyppe stoffet i det. Og når man trækker det op i luften og eksponerer det for luft, ja, så bliver det blåt.

Og ikke blåt på en hvilken som helst måde, tilføjer Ditte Hededam Welner.

»Man kan sagtens farve cowboybukser blå på andre måder, men hvis ikke de er blå på den der udvaskede, halvfarvede måde, så er de ikke lige så modemæssigt interessante. Derfor er markedet for sorte jeans også langt mindre«, siger hun og fortæller, at den anvendte syre desuden har den konsekvens, at rørene på fabrikkerne ætser, så den kemiske væske lækker ned i undergrunden.

Og det betyder ikke overraskende, at fabrikkerne ikke længere ligger i den vestlige verden.

»Oprindeligt lå de i USA, men jo mere regulering, der kom, jo sværere blev det at opretholde. Derfor er fabrikkerne gennem tiden blevet flyttet til bl.a. Indien og Pakistan. Og det er jo lidt ironisk, når de primære forbrugere er os i Vesten«, siger hun.

Vævet ind i historien

Cowboybukser blev opfundet af den lettisk-amerikanske skrædder Jacob Davis, som i 1870’erne skabte de første slidstærke denim-bukser. Men skrædderen havde ikke råd til at patentere de nye benklæder, og et par år efter indgik han samarbejde med tekstilsælgeren Levi Strauss, der i San Francisco producerede de første jeans under mærket Levi’s.

Det grove, modstandsdygtige stof var de fattiges foretrukne, da det var både billigt at producere og havde en lang levetid. Og det er formentlig derfor, at de blå cowboybukser, på en eller anden besynderlig vis, er løftet over de ellers noget omskiftelige modetendenser, fortæller Else Skjold, der er ph.d. og lektor ved Designskolen Kolding, hvor hun underviser i bæredygtig mode.

»Den ordentlige denim - det vil sige ikke det der tynde pjask, som er blandet op med elastan og en masse mærkelige kemikalier - går igen i tekstilhistorien, fordi materialet er så robust. Og det bliver særligt interessant nu, hvor vi går ind i en bæredygtighedens tidsalder. Det er stærkt, lever længe, og så ældes det utrolig smukt«, fortæller hun.

Hvor moden ellers altid har været defineret af omskiftelige tendenser og sæsoner, har det indigofarvede denim haft en mere statisk position i modebilledet. Det har været brugt i alt fra bukser til bilsæde-overtræk og ses i dag på alle uanset køn, alder og social rang.

Og på den måde kan det siges at være et stærkt eksempel på demokratisk mode, mener Else Skjold.

»Ofte taler man om det demokratiske i form af pris. Noget, der er billigt nok til, at menigmand kan være med på moden. I dag finder man de blå cowboybukser over hele verden både på direktørgangene og i bunden af samfundet«, siger hun.

Cowboybukserne har altså altid været en slags allemands-skoleuniform og demokratisk habit, man kunne tilsætte sit eget personlige præg. En beklædningsgenstand, der rummer forskellige køn og klasser, det kollektive og individuelle på én og samme tid.

»Selv hvis bio-indigo ikke kommer til at overtage hele industrien, så ville det være fantastisk at vise, at det rent faktisk kan lade sig gøre«

Imiterer naturen

Hvis jeans, der er bio-indigofarvede, skal opnå samme funktion, så er prisen på processen imidlertid ikke helt uden betydning, forklarer Ditte Hededam Welner. Det er godt 36 år siden, en gruppe forskere fra den amerikanske biotech-virksomhed Amgen fandt frem til den bæredygtige genvej til indigo, hvor man bruger genetisk modificerede bakterier til at fremstille farven. Men metoden blev aldrig rigtigt adopteret af industrien.

For selv om den oprindelige idé som sådan er kommercialiserbar, så er der stadig enkelte tekniske nødder, som skal knækkes, fortæller hun.

»I USA har man et mundheld, der lyder, at ingen ønsker at betale the green premium. Forbrugere vil ikke betale mere for et grønt produkt i et sådant omfang, at virksomhederne kan leve af det. Så der er klart et økonomisk incitament til at beholde status quo«, siger hun og fortæller, at det kan blive dyrt, hvis en fabrik skal omlægge hele deres eksisterende maskineri. For at kunne gro de nødvendige bakterier i såkaldte cellefabrikker (baseret på eks. gærceller, E. coli eller dyreceller, red.) skal fabrikkerne bruge helt andre instrumenter end ved kemisk syntese. Og det er formentlig det, der har fået industrien til at holde sig tilbage, mener Ditte Hededam Welner.

»Hvis ikke det er både økonomisk, socialt og miljømæssigt bæredygtigt, ja, så er det ikke bæredygtigt. Derfor forsøger vi nu at løse problemet uden cellefabrikker. Og hvis vi møder dem halvvejs, så de kun skal bruge enzymer, er det måske mere overkommeligt«, siger hun og forklarer, at de forsøger at efterligne naturens måde at fremstille farven på ved at tilføje et enzym fra den japanske indigoplante.

Præcis hvornår den bæredygtige indfarvningsmetode kan rykke ud på fabrikkerne er imidlertid endnu uvist, siger Ditte Hededam Welner. Den nye metode er måske nok mere anvendelig end den oprindelige, men den er desværre ikke lige så effektiv.

På nuværende tidspunkt har forskningen fået et udbytte på ca. 4-7 gram indigo per liter ’bakteriesuppe’, som Ditte Hededam Welner kalder det. Skal det for alvor være attraktivt for industrien, skal de gerne kunne producere mindst 100 gram farve per liter.

Ditte Hededam Welner kommer formentlig ikke til at se cowboy-revolutionen til ende. Det er hun klar over. Men derfor drømmer hun stadigvæk om, på den ene eller anden vis, at se sin forskning »in action«.

»Jeg tror ikke, at det som sådan kommer til at erstatte markedet inden for den nærmeste fremtid. Der er rigtig mange steder, det kan gå galt fra laboratorie- til industriskala. Men selv hvis bio-indigo ikke kommer til at overtage hele industrien, så ville det være fantastisk at vise, at det rent faktisk kan lade sig gøre. Det kunne være en eksisterende cowboy-producent, der lancerer en kollektion bio-blue-jeans«, siger hun smilende.

Tættere på samfundet

Men sådan er det med forskning. Det er lange, seje træk, og der er langt fra altid en endestation, fortæller hun.

»Med fare for at skære alle over én kam, så tror jeg, at mange forskere har det lidt ambivalent med labels på forskningen som ‘kræftforskning’, ‘sundhed’ og ‘bæredygtighed’. For det er en lille smule afkoblet fra det, vi sidder med til daglig. I virkeligheden synes jeg, at det er lige så vigtigt at forstå biologien«.

Ditte Hededam Welner er fascineret af logikken i naturvidenskaben, fortæller hun. Og i virkeligheden er projektet med indigo det mindst nørdede af det hele.

»Hvis man har hang til det definerede mål for forskningen, så tror jeg ikke, man skal vælge biokemien. Biokemisk forskning er så utrolig kompleks. Det er én lang ørkenvandring, hvor der engang imellem med nogle års mellemrum er en oase. Og det skal man kunne finde rigelig motivation i«.

Ditte Hededam Welner stopper sin tankerække. Pauser. Og skifter så pludselig retning.

»Men faktisk kan jeg mærke, at det motiverer mig helt oprigtigt at arbejde med bæredygtighed. Jeg har nok undervurderet, hvor meget det betyder for mig personligt«, siger hun og fortæller, at forskningsverdenen i øjeblikket oplever en stigende interesse fra folk uden for højborgen. Og det gælder ikke mindst, når det kommer til klima. Ja, faktisk er hun på sin vis »kommet tættere på den ydre verden«, fortæller hun.

»Man kan hurtigt blive lidt isoleret fra omverdenen, når man forsker. Og hvem fanden vil være hende der til familiefrokosten, som knevrer om et eller andet, ingen gider høre om? Sådan synes jeg heldigvis ikke længere, det er. Der er kommet større interesse for, hvad det er, vi som forskere, render rundt og laver«.

Aben ender hos forbrugerne

Ifølge Ditte Hededam Welner har videnskaben et stort ansvar for at tage klimaudfordringen op, udvikle og præsentere tekniske løsninger. Også selv om der ikke nødvendigvis ligger en løsning i den anden ende.

Til gengæld kan videnskaben ikke tage ansvar for samtlige niveauer af et problem, understreger hun.

»Når jeg har lavet præsentationer af bioindigo-projektet, har jeg ofte haft et billede med af en indfarvningsmølle. Her står en masse brune mænd og vader rundt i giftig væske som i en gammeldags vintønde«, siger hun og fortsætter:

»Det er mænd, vi redder fra sundhedsskadelige stoffer med den bæredygtige proces. Men så let er det jo ikke. For hvad er det, vi redder dem ud til? Ja, det er arbejdsløshed«.

Det er kompliceret at arbejde med løsninger, når der ikke er én, men et væld af dem. Og derfor må man som forsker kunne isolere formålet. Hvis forskningen skal tage højde for alt og alle, bliver den berøringsangst. Og så kommer vi ingen vegne, mener Ditte Hededam Welner.

»Jeg synes, vi som forskere har et ansvar for at adressere nogle af de tekniske udfordringer, som ligger i vejen for at komme til bæredygtige løsninger. Og så må der være nogle andre, der har mere forstand på det store billede, som finder de bedste måder at implementere og vurdere konsekvenserne«, siger hun og fortsætter:

»Tøjindustrien er den næststørste klimasynder, men aben ender på mange måder hos forbrugerne, da det jo er dem, der efterspørger varerne. Så skal man acceptere at gå i noget tøj, der ikke er ligeså trendy eller klæder ens figur i bæredygtighedens navn? Det tror jeg ikke, der er mange, der er interesserede i«, siger hun og lukker døren til et laboratorium.

»Og hvis der ikke er et udtrykt ønske fra forbrugerne, så bliver det svært for industrien at adoptere forskningens tekniske løsninger«.