0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Hvad er dette?
Annoncørbetalt indhold

Tomohiro laver verdens mindste flyvende el-bil, og den kan lette transportsektorens klimaaftryk

I Tokyo er tech-ingeniør Tomohiro Fukuzawa, der leder start-up-virksomheden Skydrive, ved at realisere en af verdens første flyvende biler. Det åbner ikke blot op for en ny æra for transport. Flyvende biler kan også få en vigtig rolle i kampen mod klimaforandringerne.

»Hallo?«.

»Yes. Hallo«.

Det er meget muligt, at det tager 11 timer og 35 minutter at flyve fra Tokyo til København. Men da Tomohiro Fokuzawas stemme denne eftermiddag går gennem over Skype, er der intet der vidner om, at den 31-årige ingeniør sidder over 8.700 km væk. Stemmen går krystalklart igennem.

Men det forbavser vel efterhånden de færreste, at man kan tale i realtid med et lille skærmbillede af et menneske, som sidder på den anden side af jorden. For sådan er vi mennesker så ufatteligt tilpasningsdygtige. Vi skaber, udvikler og indordner os. Og pludselig forstår vi ikke længere, hvordan vi nogensinde har levet uden tv, bil og smartphone.

Og når Tomohiro Fokuzawa fortsat sidder på sit kontor i Tokyo denne mandag aften klokken 21 lokal tid. Ja, så er det, fordi han er i færd med at udvikle næste led i den teknologiske udvikling. En flyvende bil, der næste år skal stå sin prøve, når OL-faklen til de Olympiske Lege i Tokyo 2020 skal tændes. Bilen skal efter planen lette fra jorden og bringe den olympiske flamme det sidste stykke ind på stadion, hvilket udover at åbne legene officielt samtidig også vil realisere Tomohiro Fokuzawas drengedrøm.

»Når man ser på menneskets historie, så cirkulerer den i høj grad om forandringer og udviklingen af nye måder, vi kan transportere os selv på«, siger Tomohiro Fokuzawa og fortsætter:

»I årevis har vi set en masse innovation, når det kommer til biler på jorden. Nu er det tid til at kigge op. Vores mission er at føre verden ind i en æra, hvor det er helt almindeligt, at bilerne flyver rundt. Og i 2050 er det ikke kun vores biler, men alle biler, som kan flyve«, siger han.

At følge med fremtiden

Og der er ingen tid at spilde. Japan er nemlig ikke det eneste land, der har gang i udviklingen af mobilitet i luften. Verden over har flere og flere virksomheder kastet sig over udviklingen af flyvende biler, som officielt går under forkortelsen VTOL (et transportmiddel, som letter og lander vertikalt, red). I Dubai har de annonceret, at politiet i fremtiden skal arbejde fra flyvende motorcykler. I Singapore har de udviklet en ét-sædes drone, mens Uber og Googles medstifter Larry Page satser på at fragte folk rundt i flyvende el-taxaer.

Ja, det som i 80’er-klassikeren ‘Tilbage til fremtiden’ syntes at være en fremtidsutopi, er i dag tættere på end nogensinde før, fortæller Tomoshiro Fokuzawa, der udbryder et lynhurtigt og næsten spørgende »ja«, da han bliver spurgt om, hvorvidt det nu også er sandsynligt, at alle biler kan flyve om ca. 30 år.

»Det er slet ikke urealistisk. For bare 10 år siden var der ingen flyvende droner, men i dag flyver der mere end tre millioner af dem rundt verden over. Det samme vil gøre sig gældende for luft-mobilitet«, siger han og fortæller, at de flyvende biler grundlæggende adskiller sig fra eksisterende droner i og med, at de ikke bare kan fungere i luften, men også på vejene.

»Selv om vi i dag lever på jorden, så bevæger vi os hver dag en smule længere op i luften. Det gør vi hver gang, vi bygger endnu en etage på et lejlighedskompleks. Det her handler bare om at tage det næste skridt ind i fremtiden«, siger han.

I denne video kan du se en visualisering af, hvordan Tomohiro Fukuzawa og Skydrive forestiller sig det ser ud, når din bil kan lette fra jorden og flyve dig frem til din destination. Video: Skydrive.

Flyvende biler kan lette på klimaaftryk

Fordelen ved en VTOL, som den Tomohiro Fokuzawa arbejder på, er blandt andet, at den er i stand til at flyve til og fra sjældent søgte og ufremkommelige steder. Ja, faktisk kræver den ikke mere, end hvad der svarer til pladsen af to parkerede biler for at lande. Men på et tidspunkt, hvor verden må tænke særligt hurtigt, når det kommer til at minimere udledningen af drivhusgasser, er det ikke nok med smarte landinger.

Ifølge forskere verden over er det kommende årti afgørende for, hvorvidt vi er i stand til at bremse klimaforandringerne. Og i det store CO2-regnskab er nutidens biler ikke ligefrem i kridthuset.

Ifølge tal fra det internationale energiagentur, IEA, og FN’s klimapanel, IPCC, er bilkørsel på vejene kilde til 77 procent af udledningerne fra transportsektoren, som i EU er ansvarlig for hele 30 procent af den totale udledning af CO2.

Og hvis vi skal nå de globale mål om at holde den globale opvarmning under højest 2 grader, er det derfor afgørende, at der for alvor bliver gjort hovedrent i transportsystemet.

De flyvende biler er imidlertid ikke blot en sci-fi-fanatikers våde drøm. De kan også få en væsentlig rolle i kampen mod klimaforandringerne, viser en undersøgelse fra Institut for Miljø og Bæredygtighed på University of Michigan, som i foråret blev offentliggjort på det videnskabelige tidsskrift Nature Communication.

»Vi havde ikke forestillet os, at flyvende biler ville have nogen som helst betydning i forhold til at skabe fremtidens bæredygtige transport. Der blev vi overraskede«, har projektets forskningsleder udtalt om resultaterne, som viser, at de flyvende biler kan minimere transportsektorens klimaaftryk.

CO2-udledningen fra den flyvende bil er klart størst, når den letter og lander. Men hvis man i fremtiden fylder den op og anvender den, når man skal tilbagelægge længere strækninger, vil den i princippet kompensere for det, fremgår det af rapporten. En konklusion, som kan være med til at guide nutidens udvikling af flyvende biler, så de får mere til fælles med el- eller brintbiler end benzinslugende sportsvogne.

Sikkerhed først

Hvis Japan for alvor skal føre an på området, må de flyvende biler imidlertid først og fremmest overvinde en kraft så fundamental som tyngdekraften - nemlig den japanske sikkerhedskultur. Velsagtens verdens mest kompromisløse af slagsen. Siden 520 mennesker mistede livet, da et Japan Airlines-fly styrtede i 1985, har enhver byggeplads og konstruktionen af maskiner været observeret ned til mindste detalje.

Det betyder, at der siden ulykken ikke har været en eneste dødelig flyulykke, ligesom højhastighedstoget Shinkansen, i de 50 år det har opereret, aldrig har oplevet en alvorlig kollision eller afsporing. Og det er således også én af de allerstørste udfordringer, fortæller Tomohiro Fokuzawa. Selv om han håber, at den flyvende bil efter planen vil tænde OL-faklen næste år, er det således endnu ikke sikkert, at den består den japanske sikkerhedsprøve i tide.

»Sikkerheden er det vigtigste. Uden den er der ikke megen fremtid i flyvende biler. Der er ikke meget ‘wauw’ i et transportmiddel, man ikke føler sig tryg ved, så det er det, vi arbejder på at sikre nu«, siger han.

Som det ser ud lige nu, er Tomohiro Fokuzawa i den ualmindeligt heldige situation, at han dagligt arbejder på at realisere sin drengedrøm. Og når han i dag skal forestille sig, hvordan verden ser ud i 2050, er han ikke i tvivl.

»På det tidspunkt, når jeg ser op mod himmelen, vil den være fuld af flyvende biler. Det vil være en helt integreret del af vores hverdag«, siger han og tager forskud på et lille grin, da han bliver spurgt til sin næste store opfindelse.

»Jeg vil gerne slippe for mine briller, men jeg kan ikke bruge kontaktlinser. Så hvis jeg skal kunne se fremtidens mange flyvende biler på himlen, så må jeg i gang med at udvikle et alternativ«, siger han.

Toyota Miljøudfordring 2050

Toyota støtter økonomisk Cartivator og Skydrives bestræbelser på at lave verdens første flyvende bil - og den japanske mobilitetsgigant er altid garant for banebrydende udvikling inden for fremtidens mobilitet - både hvad angår teknologi og bæredygtighed.

Toyota Miljøudfordring 2050 er et initiativ, der skal sikre, at Toyota fortsætter med at være en innovativ og bæredygtig virksomhed. Udfordringen består af seks særskilte mål, som Toyota har sat sig med henblik på at påvirke fremtidens klima og miljø positivt.

Udfordring nummer 1, ‘Nul CO2-udslip for nye biler’, fastslår, at CO2-udslippet fra Toyotas biler i 2050 skal være 90 procent mindre end i 2010.

Tilsammen dækker de seks udfordringer alle aspekter af Toyotas virksomhed. Med miljøudfordringerne vil Toyota være katalysator for ikke bare banebrydende men også miljørigtig mobilitet.

Læs om Toyotas Miljøudfordring 2050 her