Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Hvad er dette?
Annoncørbetalt indhold

»Når man bliver opmærksom på, hvad biodiversitet kan, ser man pludselig muligheder overalt«

20. september 2019

I Bybi producerer de honning fra bistader placeret på Københavns tage. Samarbejdet mellem mennesker og natur resulterer ikke bare i gyldne dråber og større biodiversitet. Det vækker også en tilknytning og et miljøansvar, som alt for længe har været misvedligeholdt, mener manden bag projektet.

»Svup. Svup. Svup. Svup«.

Et par sneakers kæmper sig hen over det klistrede gulv. Drejer om hjørnet og stopper så op ved et bord, hvor to kvinder er i færd med at fjerne bivoks fra trætavler, der glinser af gullig honning.

»Det er den allersidste del af sommerens honninghøst«, lyder det med engelsk accent fra de klistrede sålers ejermand. Oliver Maxwell peger smilende på strålen af honning, der løber i en lind strøm fra en sølvslynge, der er fuld af den gyldne masse.

Vi er taget forbi Sundholm på ydre Amager. Her bor det socialøkonomiske projekt Bybi, som i knapt 10 år har engageret lokalsamfundet i at avle bier i og omkring den københavnske bymidte. I dag kan man således finde bistader med honningbier i både Botanisk Have, ved Niels Bohr Instituttet, på taget af Tivolis koncertsal og knap 30 andre steder i København og omegn.

Og afkastet står nu stablet i 10 liters-dunke rundt omkring i den lille honningfabrik. 10 ton blev det til i år. Og i et lille hjørne af lokalet kan man foruden glas med honning købe herligheder som honningøl og -rom, -bolsjer og vokslys.

Men Bybi har meget mere end honninghøst for øje, forklarer Oliver Maxwell, der er antropolog og manden bag Bybi. Det er et projekt, der engagerer og forener mennesker med en fælles mission om få byen til at summe af liv.

»Vores projekt handler ikke bare om at lave honning. Det handler om at lade forholdet mellem bier, blomster og honning transformere vores syn på miljøet og vores påvirkning af det«, siger han.

Et klistret kort over København

En forvirret bi summer i vindueskarmen, hvor små glas med honning i changerende gyldne farver står stablet efter måneden, de var høstet i. 2019 har givet en noget lysere og ikke så varierende honning, som den der kom ud af sidste års lange, tørre sommer, kan man se. Og sådan veksler det år fra år.

Det er nemlig langt fra ligegyldigt, hvor, under hvilke forudsætninger og fra hvilke blomster bierne har hentet deres nektar. Bybi har ingen prototypisk honning, der kan pakkes på samlebånd, fortæller Oliver Maxwell.

»Når man begynder at producere honning, går det op for én, at hver en gade, hver en have og hver en park har sin egen smag, duft og farve. Honningen fortæller på den måde historier om det område, den kommer fra. De blomster, den har siddet på, og de mennesker, der har passet dem«, siger han og peger på en række små honningglas, der er markeret med navne som ‘Frederiksberg’, ‘Kløvermarken’ og ‘Botanisk Have’ efter områderne, de er høstet i.

De lokalt forankrede produkter, med hver deres smag, farve og duft, giver en konkret forståelse for, hvorfra vores produkter kommer, fortsætter Oliver Maxwell. Det er ikke bare endnu en masseproduceret vare, men et resultat af et samarbejde. Mellem mennesker, blomster og bier.

»Med det her projekt vil vi omdanne forbrugere fra at være del af en maskine, som ubekymret udnytter naturen, til at være medproducenter af mere natur«, siger han og fortæller, at hele vores samfund er baseret på forestillingen om, at producent og forbruger er separate enheder, hvor man enten er det ene eller det andet - aldrig begge.

Den forestilling har eksempelvis resulteret i en aktuel biavlerkrise i Danmark, fortæller Oliver Maxwell.. De store grossister importerer så meget industrihonning, at den danske honning er faldet 19 kroner per kilo. Og selv om de hos Bybi benytter frivillig arbejdskraft, så koster det alligevel 80 kr. at producere 1 kg. honning.

»Hvis man spiller med på de præmisser, markedskonkurrencen, så kan det kun gå én vej. For det betyder, man er tvunget til at misbruge sine bier, misbruge sin natur og misbruge sine medarbejdere«, siger han og understreger, at når man passer bier, så får man en helt konkret forståelse af forholdet mellem os og naturen.

»Der ville ikke være en bi uden en blomst, og vi får ingen honning uden hverken bien eller blomsten. Det hænger sammen hele vejen op«, siger han og tilføjer, at det er en sammenhæng de fleste børn helt intuitivt forstår. Men for mange voksne er koblingen gået tabt.

Meget mere end honning

De blev oprindeligt bygget som en tvangsanstalt i starten af 1900-tallet. De smukke, gamle bygninger, der danner rammerne om Sundholm på ydre Amager, hvor honningfabrikken hører hjemme. Her slæbte man sig hen, når alt andet håb var ude.

Og i det sekund, man bankede på døren under den store hvælving til yderporten, blev man tildelt et nummer, der mest af alt definerede, hvor i maskinen man skulle lægge sine kræfter, fortæller Oliver Maxwell om Sundholm, der i dag lægger vægge til en række beskæftigelsestilbud for socialt udsatte borgere.

»Det her er jo et ret interessant sted, når det kommer til Københavns socialhistoriske udvikling«, siger han og panorerer med hånden foran sig.

»Da industrisamfundet for alvor tog fart, strømmede folk til byerne for at arbejde på fabrikkerne. Og det blev hurtigt tydeligt, hvad det ville sige at være fattig«, siger han og fortæller, at hele konstruktionen af stedet afspejler idéen om, at man skal være del af en maskine for at være del af samfundet. På Sundholm var der således arbejdspligt, og man kunne beskæftiges ved alt fra tøjvask og vævning til brændeskæring og pasning af svin. Så længe man arbejdede.

»Det sjove er«, fortsætter Oliver Maxwell: »Det virkede aldrig. Der var ikke færre, der endte på kanten. Og alligevel er vi den dag i dag knyttet til ideen om, at arbejde, disciplin og produktion er nøglen til et bedre samfund«.

Foran honningfabrikkens rød-gule gavl står to mænd og fører en halvhæs samtale over en smøg. Det er noget med et antal kasser, der skal flyttes, forstår man, før et skod slukkes med en udtrådt tennissko, og de to forsvinder ind af døren.

»Sundholm har altid været et sted for dem, som ikke passer ind, fordi de måske er for fulde, høje eller aggressive«, siger Oliver Maxwell og fortsætter:

»Her er der lidt højere til loftet. Og det giver samtidig plads til en masse vilde og mærkelige projekter«, siger han og fortæller, at det derfor også var det eneste sted i byen, som var vanvittige nok til at sige ja til en honningfabrik. Og i dag består Bybi af fem fastansatte og ca. 10 frivillige, heriblandt socialt udsatte, flygtninge og førtidspensionister, som samarbejder med ca. 30 virksomheder om at sikre grønnere områder med flere blomster til bier og andre bestøvningsinsekter. Med fællesskabet frem for arbejdet i fokus.

For honning er noget, man laver sammen, som man siger i Bybi. I en koloni af honningbier findes både rengøringsbier, bodyguardbier, bedemandsbier eller babysitterbier. De udfører ikke samme rolle, men de er alle lige nødvendige, fortæller Oliver Maxwell.

»Bierne er nogle forunderlige væsener, vi kan lære meget af. I hver biboks er der omtrent 6.000 summende skabninger, som alle har en funktion i fællesskabet. De kommunikerer gennem deres dufte-, syns- og følesans. Ikke bare med hinanden, men også med de blomster, de lander på. Deres kommunikation er ikke ordre, men forhandlinger. Hver eneste dråbe nektar er et udfald af den forhandling«, siger han.

Og det er en naturforståelse, som kan vise os vejen ud af den biodiversitetskrise, vi har fået fingrene i klemme i, mener Oliver Maxwell.

Et symptom på dårligt samarbejde

En femtedel af alle dyr på landjorden er forsvundet siden 1900, lød det for nyligt i en rapport fra IPBES, som er biodiversitetens pendant til FN’s Klimapanel IPCC.

Og det gælder ikke mindst for insekterne. De forsvinder ét efter ét, i hvad der bliver kaldt »den sjette masseuddøen«, og fortsætter udviklingen som nu, vil der blive tale om et »katastrofalt kollaps« af naturens økosystemer, advarede forskere om i foråret i et studie publiceret i det akademiske tidsskrift Biological Conservation.

Insektarterne uddør otte gange så hurtigt som pattedyr, fugle og reptiler, fremgår det, og handler vi ikke på udviklingen nu, ja, så vil insekterne være udryddet om blot 100 år.

Honningbien er den vigtigste bestøver af jordbrugets planter. Og dens bestøvning anslås at have en værdi på én milliard kroner om året i Danmark alene, fremgår det af Miljøstyrelsens hjemmeside. Men honningbien er bare én af de omkring 240 biarter, som tæller alt fra humlebien over guldbuksebien til pimpenellesmåjodbien, der lever i den danske natur. Og særligt de vilde bier er i kraftig tilbagegang.

»For mig at se er klimaforandringerne et symptom på en nedbrydning af samarbejde mellem mennesker og natur. Vi har mistet tilknytningen. Og nu står vi i en biodiversitetskrise, vi ikke har set siden dinosaurernes tid«, siger Oliver Maxwell og fortsætter:

»Vores vigtigste opgave lige nu er at sørge for, at vi arbejder på en måde, der beriger, forbedrer og skaber en genopblomstring af vores landområder. Det er nu, vi sammen skal arbejde for at sikre et miljø, hvor forskellige arter kan trives sammen«, siger han og bliver afbrudt af et postbud, der stikker hovedet ind.

»Har I noget med Bikuben at gøre?«, spørger han og rækker en stor pakke i retning af Oliver Maxwell, der ryster på hovedet, tager pakken under armen og skriver en krussedulle-underskrift på postmandens maskine, der mest af alt ligner et uendelighedstegn.

Pakken er til Bybis biavler Aref. Han er flygtning fra Syrien, hvor han engang havde 45 bistader i en by tæt ved den tyrkiske grænse. I dag er det ham, der dagligt passer en lang række af byernes bistader, ligesom han har undervist andre flygtninge fra Sudan, Afghanistan og Bangladesh i at gøre ham kunsten efter. Men lige nu, fortæller Oliver Maxwell, er han sengeliggende med blindtarmsbetændelse.

»Hans kone fortalte mig, at det første han spurgte til, da han vågnede efter operationen, var hans bier. De betyder alverden for ham«, siger Oliver Maxwell smilende.

Respekt for en forunderlig verden

Selv kom Oliver Maxwell til Danmark som »kærlighedsflygtning« fra England, fortæller han, da vi bevæger os rundt i haven bag Sundholm, hvor hjemløse holder afgrøder i højbede lavet af europaller og passer høns, som render langs muren til ungdomsfængslet Sønderbro.

Idéen til Bybi startede i kølvandet på FN’s klimakonference i Bella Center i 2009, der havde efterladt mange uden de store forhåbninger til fremtiden, forklarer Oliver Maxwell. Han havde netop mistet sit job, da han en dag spottede en lille klase af bistader gennem et hegn i København. Her åbnede sig en portal ind til et magisk parallelunivers, forklarer han. Som var han ved en tilfældighed løbet ind på perron 9 ¾ på Kings Cross Station i Harry Potter-universet.

»Jeg blev så fascineret af bierne, der synger, danser og rører ved hinanden. Selv om de er arbejdere, så henter de ikke honning blot for arbejdets skyld. De gør det, fordi det føles godt«, siger Oliver Maxwell, og stiller sig foran et bistad, hvor man kan kigge direkte på bierne gennem en gennemsigtig rude.

»Det handler om pleasure, produktivitet og et samarbejde, som ikke nedbryder, men beriger verden. Vi har en forestilling om, at andre arter gør alting instrumentelt. At når bierne danser, så er det som en instruks til andre bier om, at der er noget godt at spise. Og det harmonerer jo fint med idéen om en maskine. Men bidansen er i virkeligheden en forhandling, som involverer nydelse«, siger han og afbryder sig selv.

»Se hendes numse«, siger han og peger på en bi, der ryster med understellet.

»Når de synger, vibrerer de med vingerne, så man kan høre det. Vi har lavet et samarbejde med Københavns Universitet, hvor man kan høre jomfrudronningernes krigsråb. De skriger om, hvem der har magten, og så slås de til døden«, siger han og fortsætter:

»For det meste flyver bien ud til blomsterne om dagen og hjem i stadet om natten. Men nogle gange bliver hun så forelsket i en blomst, at hun vælger at overnatte«, siger han smilende og lukker igen lågen til bistadet.

»Deres liv er fuldstændig fantastisk. Og hvis vi dyrker og gøder den her fascination, så kan man skabe noget, der er udgangspunkt for at vende klimakrisen, tror jeg. Det handler om vores måde at tage ansvar for klimaet. Og det starter med en forståelse af, hvor forunderlig naturen er. En følelsesmæssig forbindelse«, siger han.

Fra idé til handling

Vi tager fra Sundholm ind forbi Bybis bistader i indre København. Først rammer vi Dansk Industri, hvor der skal lægges halm i en spand med sukkervand, så bierne hen over efteråret kan stå på fast lejde og spise.

Dernæst forsvinder vi forbi turister og nygifte ved indgangen til Københavns Rådhus. Vi tager personale-elevatoren op gennem de mørke baglokaler og kravler op ad en gammel trætrappe til vi står på rådhusets vægtergang, hvor bistaderne står under en statue, der vogter over rådhustaget.

Oliver Maxwell trækker uniform-hætten op over hovedet i ly fra regnen og ser ud over København.

»Når man bliver opmærksom på, hvad biodiversitet kan, ser man pludselig muligheder overalt«, siger han og fortæller, at hvert et tag, hvert et mellemrum mellem murstenene og hver en sprække i asfalten er en potentiel mulighed for at skabe en blomster-buffet for insekter.

Men Bybi skal ikke være en McDonalds, siger han. Det er først og fremmest et lokalt projekt, men hvis andre vil tage det til sig, skal de være mere end velkomne.

»Så længe vi alle gør noget«, siger han og slår et øjeblik over i engelsk.

»It’s easier to act your way into a new way of thinking than to think your way into a new way of acting«, fastslår han og afslutter så på dansk.

»Vi skal ikke bare være systemkritiske i vores tankegang, men i vores handlinger«.