Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Hvad er dette?
Annoncørbetalt indhold

Her er 10 opløftende klimanyheder, som du ikke bør misse



  • Foto: The Ocean Cleanup

Læsetid: 12 minutter

Selvom klimasituationen giver anledning til dybe panderynker, er der ingen grund til at kaste håndklædet i ringen. Her er 10 positive klimanyheder fra 2018.



De seneste år har klimanyhederne mildest talt ikke været opløftende. Med god grund.

Sommeren 2018 var den varmeste sommer, den nordlige halvkugle nogensinde har oplevet. Og de højere globale temperaturer sendte klimakatastoferne på overarbejde. I Indien skabte monsunregnen de værste oversvømmelser i 80 år. Skovbranden Camp Fire var den dødeligste og mest ødelæggende i Californiens historie. En af de voldsomste orkaner i nyere tid kostede 127 liv i Filippinerne. Og ifølge Verdensnaturfonden har klodens samlede befolkning nu et ressourceforbrug, der svarer til 1,7 jordkloder.

Nej, det ser ikke videre lovende ud for det globale klima. Men det er heldigvis ikke alt, der varsler dommedag derude. Verden over udfordrer klimapositive projekter sortsynet. Der plantes træer og lukkes kulkraftværker. Og flere store virksomheder har nu taget de første skridt mod en grønnere fremtid.

Her har vi samlet de mest opløftende klimanyheder fra 2018. Nyheder som forhåbentlig inspirerer til flere gode klima-initiativer i 2019 og frem.

1: Vind i den vedvarende energi


Foto: Andrew McSparran


Det var en bragende bølge af klapsalver, der brød ud tilbage i december 2015, da den franske udenrigsminister og formand for klimatopmødet COP21 i Paris, Laurent Fabius, fremlagde resultatet af flere dages forhandlinger. For første gang i verdenshistorien var det lykkedes stort set alle verdens lande at indgå en global klimaaftale. Aftalen gik på, at hvis vi vil redde planeten fra et decideret klima-sammenbrud, må den globale opvarmning begrænses til en temperaturstigning på højst 2 grader og allerhelst 1,5 grader - en målsætning, der kræver en omfattende fælles indsats, lød det.

Det er nu tre år siden, Paris-aftalen trådte i kraft. Og i 2018 blev der sat endnu en historisk milepæl for klimaet, da kapaciteten af verdens årlige vind- og solenergi passerede 1.000 gigawatt. Til sammenligning lå verdens solcellekapacitet på mindre end 8 gigawatt i 2007, men siden da er vindmøller og solcelleparker skudt frem verden over. Og ifølge den årlige statusrapport fra Det Internationale Energiagentur, IEA, investerede verden i 2018 samlet set mere i vedvarende energi end sort energi såsom olie og gas.

I Danmark var der blus på solen i 2018. Ja, faktisk var de mange solrige sommerdage med til at sikre den største elproduktion fra sol nogensinde, viser tal fra Dansk Energi. Alene maj, juni og juli gav 40 procent mere sol end de samme måneder året før. Og selv om der hen over sommeren ikke var meget vind i møllerne, blev 2018 alligevel det tredjebedste vindår nogensinde. Det betød, at 66 procent af strømmen i vores stikkontakter sidste år kom fra vedvarende energi.

Milepælen på 1000 gigawatt er et vigtigt skridt på vejen mod en grønnere fremtid, lyder det fra klimaforskere verden over. Men husker man kun svagt måleenheden fra en af sine fordums fysiklektioner, kan det være svært at se, præcis hvor god en nyhed, det er.

1.000 watt er en kilowatt. 1.000 kilowatt er en megawatt. Og 1.000 megawatt er en gigawatt. Så langt, så godt. Men lad os sætte det lidt i perspektiv.

En gigawatt svarer til kapaciteten af 3.125 millioner solpaneler, 431 vindmøller eller tre millioner heste. Med én gigawatt kan du få 100 millioner LED-pærer til at lyse. Og så kræver det præcis 1,21 gigawatt at få den ikoniske sportsvogn DeLorean fra sci-fi-klassikeren ‘Tilbage til fremtiden 2’ til at rejse i tiden.

En kapacitet på 1000 gigawatt er med andre ord meget. Men hvis vi for alvor skal gøre rent i det globale energisystem, er vi nødt til at gentage succesen 30-40 gange inden 2050.

2: Kampen mod plastik


Foto: The Ocean Cleanup


Det er fristende at stoppe engangskrus i tasken, når der en sommeraften skal deles en flaske rosé i parken. Og det er efterhånden svært at forestille sig en vellykket frokost på farten, hvis ikke der er klistret en plastikgaffel fast på emballagen på en quinoa-salat. Men nu skal det være slut med at tage den nemme løsning på farten, i parken og til familiens sommerfest, hvor bedstemors stel så ofte har set sig overhalet af tallerkener, bestik, krus og sugerør lavet af engangsplastik.

I oktober vedtog et flertal i Europa Parlamentet et forbud, der skal gøre engangsplastik ulovligt fra og med 2021. Op til 70 procent af den store mængde skrald, der flyder rundt i verdenshavene stammer nemlig fra engangsplastik. Og forbuddet vil kunne reducere mængden af plastikaffald på europæiske strande med hele 17 procent.

Og det er ikke kun inden for Fort Europas grænser, at kampen mod plastik kæmpes. I Indien annoncerede landets miljøminister sidste år, at man vil udrydde al brug af engangsplastik i 2022. Og tre år efter det blev obligatorisk at benytte plastikaffald i konstruktionen af Indiens veje, er der nu ca. 100.000 km. ‘plastikveje’ i landet.

Store dele af verdens plastikaffald stammer fra emballage og bæreposer, men også her har plastikken passeret sin storhedstid. I slutningen af 2018 var der mindst 32 lande verden over, der havde indført et forbud mod plastikposer - knapt halvdelen af dem i Afrika. På bare tre måneder reducerede Australien deres brug af plastikposer med 80 procent. Og siden Kina i 2008 indførte et forbud, er der sket en reduktion på 66 procent svarende til 40 milliarder plastikposer.

Kampen mod plastik fik i 2018 også opbakning af globale virksomheder, der står for produktionen af store mængder plastikaffald fra emballage. Her besluttede 250 af verdens helt store mærkedrenge, herunder Coca-Cola, Kelloggs og Nestlé, at 100 procent af deres plastikemballage i 2025 enten vil blive genbrugt, genanvendt eller komposteret. Og sidst, men ikke mindst søsatte Holland i september et 600 meter langt flydende system, der på fem år skal fjerne 50 procent af affaldet i Stillehavets kæmpestore plastiksuppe. Du kan følge udviklingen her.

3: Et fælles fiskeri-ansvar


Foto: Nathan Lindahl


Efter 10 års tovtrækkeri indledte FN’s medlemslande i september forhandlingerne om en traktat, der skal regulere de internationale havområder. Den såkaldte ‘Paris-aftale for verdenshavene’, der forventes forhandlet på plads i 2020, skal være med til at sikre et internationalt ansvar for at beskytte biodiversiteten og minimere overfiskeri i oceanerne.

Og det er da også på tide, kunne man mene. Næsten halvdelen af Jordens overflade er dækket af internationalt hav, der længe har lidt under industrielt overfiskeri og forurening. For selv om de forskellige kystnationer kan etablere såkaldte eksklusive økonomiske zoner ud for deres kystlinjer, hvor de har eneret på at udnytte de naturressourcer, der er i havet, havbunden og undergrunden, så kan sådan en zone udelukkende strække sig 200 sømil. Alt herudover er ingenmandsland uden regulering og beskyttelse. Og i tråd med FN’s Havretskonvention fra 1982 kan de enkelte nationer altså sejle, udforske og fiske i havene, som de vil.

Netop derfor er diskussionerne om særlige reguleringer i årevis gået i hårdknude. Nu lægges der imidlertid op til, at der skal etableres fredede områder og sikres fiskerikvoter og overvågning af verdenshavene. Og det er ikke bare en god nyhed for dyrelivet. Det er samtidig en vigtig brik i klimaspillet og med til at garantere fødevaresikring for milliarder af mennesker, vurderer Greenpeace.

Havet spiller nemlig en stor rolle i Jordens kulstofkredsløb, fordi det er i stand til at binde den atmosfæriske CO2 som organisk kulstof. I de internationale have lever utallige plankton-arter, som ikke bare er guf for fiskene. De er samtidig med til at fjerne CO2 fra atmosfæren, hvor den ellers bidrager til den globale opvarmning. Når algerne i havet vokser, er de i stand til at dræne klodens CO2 og sende den ned til havets bund, hvor det bliver lagret permanent. Lagringen af CO2 i havet kaldes den biologiske pumpe, som, ifølge en gruppe forskere fra det danske Centre for Ocean Life ved DTU, anslås at fjerne lige så meget CO2 fra atmosfæren, som mennesket udleder.

4: CO2-neutrale bybusser i 2020



  • Det er i verdens storbyer, at tingene sker. Her er alt, hvad hjertet kan begære: restauranter, biografer, uddannelsesinstitutioner og arbejdspladser. Og hvor det i dag er halvdelen af jordens befolkning, der lever i byerne, vil det i 2050 være tilfældet for 70 procent. På det tidspunkt vil vi, ifølge FN’s prognoser, være knap 10 milliarder mennesker på Jorden, og det vil ikke være ualmindeligt, at der findes byer med over 40 millioner indbyggere.

    Det betyder ikke bare lange køer i supermarkederne, trafikpropper, skrald og vand- og luftforurening. Det koster samtidig dyrt i CO2-regnskabet. Byerne står nemlig for over 70 procent af de globale udledninger af drivhusgasser, og det er særligt bygge- og transportsektoren, der løber med prisen som klassens største klimasyndere.


    I oktober præsenterede regeringen imidlertid et nyt klimaudspil, der skal sikre, at Danmark tager sin del af ansvaret for at nå EU’s klimamål for 2030. Vi skal reducere udledningen af drivhusgasser med 32-37 mio. ton CO2-ækvivalenter i årene 2021-2030, lyder det. Og det kræver blandt andet, at vi finder langt mere bæredygtige måder at fragte os rundt i byerne på.

    Selv om udspillet kun dækker en total reduktion på 26 mio. ton, forventes det, at Danmark vil kunne efterleve CO2-målsætningen i takt med, at der vinkes farvel til benzin- og dieselbiler. Og på transportområdet alene kan der hentes en reduktion på op til 7 mio. ton CO2 frem mod 2030, fremgår det af beregningerne.

    Det er imidlertid ikke kun personbilerne, der er i søgelyset. I dag kører hovedparten af de danske bybusser på diesel, der udleder store mængder CO2 og skaber stor luftforurening i områder, der i forvejen er tæt befolkede. Men i 2030 må ingen bybusser udlede hverken luftforurening eller CO2, fremgår det af klimaudspillet. Og allerede i 2020 skal samtlige bybusser være CO2-neutrale.

    Næste år vil alle landets nye bybusser altså køre på enten el, biogas, brint eller biodiesel. I 2025 vil enhver ny bus være en nul-emissionsbus. Og i 2030 vil ingen af landets bybusser udlede hverken CO2 eller luftforurening.

    I september skød EU ca. 40 millioner kroner i projektet ‘H2BusEurope’, der skal sætte skub i indførslen af brintbusser i Europa. Det betyder blandt andet, at der allerede er 200 brintbusser på vej til udvalgte danske byer. Toyota leverer brintteknologi til busserne, som udvikles sammen med portugisiske Caetanobus. Brintbusserne forventes køreklar i andet halvår af 2019 og har rent vand som eneste udledning.

    Hvis det lykkes at omlægge alle busser til at være CO2-neutrale, vil man kunne reducere transportsektorens CO2-udledning med 1,5 mio. ton i perioden 2020-2030. Og det vil ikke blot pynte på klimaregnskabet. Det vil samtidig skabe renere danske storbyer og placere Danmark som et væsentligt forbillede for metropoler verden over.

    5: Ozonlaget heler



  • Allerede i 1980’erne begyndte NASA-forskere at se skeptisk på satellitbilleder af stratosfæren omkring jorden. Ozonlaget blev tyndere og tyndere, kunne de se, og det resulterede ganske foruroligende i et hul over Antarktis.

    Det tog imidlertid ikke forskerne mange år at lave sammenstillingen mellem ændringerne i ozonlaget og udledningen af CFC-gasser, som siden 1950’erne var blevet brugt i alt fra køleskabe, over aircondition-anlæg til spraydåser. Derfor vedtog omkring 200 af verdens lande i slutningen af 80’erne et forbud mod de skadelige gasser under den såkaldte Montreal-konvention.

    Selv om organisationen Environmental Investigation Agency sidste år meddelte, at de kunne spore fornyet produktion og udslip af de nu forbudte CFC-gasser fra Asien, er de blevet nedbragt drastisk de seneste 30 år.

    I 2018 offentliggjorde FN en rapport, der viste, at ozonlaget nu for alvor er i heling. Og det er en god nyhed for vores planet. Ozonlaget - der hænger i 10-60 kilometers højde - er nemlig vitalt for mennesker, dyr og planter, der alle er afhængige af, at Solens skadelige ultraviolette stråler filtreres fra.

    Forskerne estimerer, at mængden af ozon i ozonlaget siden 2000 er steget med en til tre procent. Og i perioden 2005 til 2016 er hullet i ozonlaget blevet 20 procent mindre. Allerede i 2030 kan ozonlaget være helet over den nordlige halvkugle og Antarktis, fremgår det af FN-rapporten. Og når vi runder 2060 gælder det for hele verden. Hvis vi vel at mærke værner om planeten.

    6: Niger fører an i »Afrikas store klima­transformation«



    Det kræver ikke nødvendigvis et stort FN-finansieret projekt at tage kampen op mod klimaforandringerne. I Niger - et af verdens fattigste lande - har lokale landmænd taget sagen i egen hånd. De har ikke plantet, men i stedet passet træerne i et område på størrelse med Danmark. Og det har betydet, at der på bare tre årtier, helt af sig selv, er kommet mere en 200 millioner nye træer i det sydlige Niger.

    I årevis blev træer i Niger ellers mest af alt opfattet som statens eje og ansvar. Og det var først, da bønderne, i midten af 1980’erne, fandt ud af, at regionens akacieart Gao gøder jorden mere end 10 køer, at landets transformation begyndte at spire.

    Bønderne satte pludselig en ære i at passe træerne. I områder med særligt stort trædække blev der sat patruljer ind, så ingen kunne fælde træerne til brænde. Og det har betydet, at Niger nu fører an med et projekt, der af forskere kaldes den største positive miljøtransformation i Afrikas historie.

    Gao-træets rodnet er næsten lige så stort som dets grene, og det trækker nitrogen fra luften ned i jorden. Modsat regionens andre træer falder bladene i regnsæsonen, og når afgrøderne bliver plantet under træerne, får de masser af sol og vand på samme tid. På den måde sikrer træerne ikke bare en mere frugtbar jord og dermed bedre og flere afgrøder. De er samtidig en kæp i hjulet for klimaforandringerne i et land, hvor temperaturerne ofte stiger over de 40 grader.

    Gao-træerne er vokset frem i tæt befolkede områder af Niger. Og som resultat af den trange plads, har landmændene set muligheden i at lade træerne regenerere allerede nedbrudte landbrugsområder. På den måde er de uforsætligt med til at modvirke ørkendannelse, og da træerne binder CO2 også den globale opvarmning.

    7: Lysglimt på et sort tidspunkt for verdens vegetation


    Foto: Steven Kamenar


    På trods af utallige forsøg på at reducere den tropiske afskovning verden over, har tabet af træer været stigende de seneste 17 år. Som følge af klimaforandringerne har naturkatastrofer som skovbrande og tropestorme været en særligt stor synder. Men også landbrugssektoren sidder i skriftestolen for at rydde områder til industri og landbrug. I 2017 mistede troperne således 15,8 millioner hektar trædække - et område på størrelse med Bangladesh, oplyser Institut for Verdens Ressourcer. Det svarer til at miste 40 fodboldbaner fyldt med træer hvert minut i et helt år.

    Men midt i den værste tid for verdens tropiske træer er der alligevel håb at hente. I Indonesien er afskovningen faldet med 60 procent de seneste tre år. Det er en reduktion, der svarer til den mængde af CO2, der bliver udledt, hvis man brænder mere end 90 milliarder kg kul.

    I et land som Pakistan, der er plaget af alt fra terrorangreb, over fattigdom til et vaklende offentligt system, findes der stadig overskud til at kæmpe for genoprettelsen af tabte skovområder. I juni 2013 kom Pakistan i Guiness Rekordbog, da 300 frivillige formåede at plante 847.275 træer på et døgn. Og i 2018 satte landets regering barren endnu højere. De kommende fem år vil de genoprette flere års afskovning ved at plante 10 milliarder træer. Og det reducerer ikke bare mængden af CO2 i atmosfæren, men er samtidig med til at sikre landskabet mod oversvømmelser skabt af de smeltende gletsjere i Pakistans nordlige bjergområder.

    De seneste 40 år er en femtedel af den sydamerikanske regnskov Amazonas blevet ødelagt. Det skyldes, at man i årevis har pløjet sig gennem skoven for at gøre plads til blandt andet sojaproduktion, græssende kvæg og minedrift samt for at sikre en infrastruktur, der giver adgang til de ryddede områder. Og ifølge Verdensnaturfonden vil mere end en fjerdedel af regnskoven i 2030 være væk, hvis den nuværende afskovning fortsætter.

    Men i 2018 tog Colombia en vigtig skovbevarende beslutning. Nationalparken Serranía de Chiribiquete, der ligger i Amazonas, blev udvidet til 4,3 millioner hektar, hvilket gør den til verdens største fredede regnskovsområde. Det betyder, at nationalparken, der har samme størrelse som Danmark, nu dækker områder, hvor afskovningen havde allermest fart på. Og som den seneste tilføjelse til UNESCO’s verdensarvsliste, kalder WWF udvidelsen af nationalparken en vigtig milepæl - for Amazonas, den globale skovbeskyttelse og beskyttelsen af vigtige økosystemer i Colombia. Nationalparken er nemlig et biodiversitetens hotspot, der huser tusindvis af forskellige plante- og dyrearter, herunder truede arter som uldaber, jaguarer, kæmpeoddere, lavlandstapirer og smaragdkolibrier. Derudover står Amazonas’ godt 1,2 milliarder hektar for 20 procent af verdens iltproduktion. Og udvidelsen af Serranía de Chiribiquete er derfor en god nyhed for os alle.

    8: Tjernobyl satser på solen


    Foto: Solar Chernobyl



    Det er nu tre årtier siden, verden oplevede historiens største atomulykke. På kernekraftværket ved den tidligere sovjetiske nu ukrainske by Tjernobyl eksploderede reaktor 4, og flere hundrede tusinde mennesker blev evakueret fra deres hjem.

    Siden da har området omkring kraftværket ligget øde hen. Og Tjernobyls omkringliggende skove har mest af alt været nævnt i forbindelse med frygten for at store mængder tørre blade, forurenet med det kræftfremkaldende, radioaktive cæsium-137, skulle gå i brand.

    Men nu spirer en grønnere fremtid ud af det post-apokalyptiske landskab. Skovene har fået vokseværk, og de mennesketomme områder har fået besøg af et stigende antal elge, vildsvin, hjorte og ulve - i nogle af arternes tilfælde flere end i de ikke ikke-forurenede områder.

    Og inde midt i den gamle evakueringszone, mindre end en kilometer fra reaktor 4, der i 2000 blev pakket ind i et gigantisk sarkofag af stål, er der nu stillet en kæmpe solenergi-park op.

    »Det er svært at undervurdere symbolismen i netop dette projekt«, erkendte direktør i Solar Chernobyl LLC sidste år i et interview med Reuters. For selv om det er usandsynligt, at mennesker de næste 24.000 år kan bosætte sig i den godt 2.600 km2 store eksklusionszone, som omgiver det gamle kernekraftværk, så kan området sagtens generere energi til landets befolkning.

    Solcelleparken har en kapacitet på 1 megawatt, der kan producere strøm til i omegnen af 200 husstande. De fire reaktorer på det gamle kernekraftværk kunne til sammenligning producere op til 4.000 megawatt. Men med tiden er det ambitionen, at solcelleparken skal kunne producere 100 gange så meget, som den kan i dag.

    9: Farvel til fossile brændstoffer


    Foto: Jesse Bowser


    Der er ved at være udsolgt, når vi kigger på verdens hylder med kul, gas og olie. Sidste år stoppede forbrugsfesten allerede 1. august, da hele årets bæredygtige naturressourcer var udtømt fem måneder før tid. Og for hvert år der går, rykker udløbsdatoen tidligere ind.

    Men det vender forhåbentlig nu. For ifølge den amerikanske energi- og økonomi-tænketank IEEFA stod industrien i 2018 svagere, end den har gjort i årtier. Det skyldes blandt andet, at de fossile brændstoffer har fået sig en ivrig konkurrent i den hastige udvikling af vind- og solenergi, så det flere steder i verden nu er dyrere at holde beskidt energi kørende end at opbygge et renere alternativ.

    »Den finansielle verden er først nu ved at forstå svagheden ved en sektor, der satser på fossile brændstoffer. Og de anerkender dårligt den magt og indflydelse, der vokser frem hos den globale klimabevægelse«, skriver forfatterne bag IEEFA-rapporten. »Det har skabt en stærk mulighed for at udvikle og fremme en ny fortælling på Wall Street: At olie- og gasindustrien er en ustabil finansiel partner på et tidspunkt, hvor den står overfor sin største prøve«, skriver de.

    Og det er en fortælling, der kan få stor betydning i kampen mod den globale opvarmning. For ifølge The Carbon Majors Report, der udkom i 2017, kan mere end halvdelen af de seneste 30 års industrielle CO2-udledning spores tilbage til bare 25 virksomheds- og statsejede enheder. Og siden FN’s Klimaråd, IPCC, blev oprettet i 1988 har 100 virksomheder stået for mere end 70 procent af verdens udledning af drivhusgasser. Det vil med andre ord sige, at relativt få producenter af fossile brændstoffer står med en væsentlig udlednings-bremse ved hånden.

    I 2018 blev klimaklubben da også udvidet med flere af den globale økonomis helt store drenge. En koalition af 11 ambitiøse lande, herunder Danmark, meldte ud, at de inden 2030 vil udfase kul fra deres elforsyninger. Efter den første oliekrise fra 1973-74 steg kulforbruget i Danmark, da kraftværkerne blev konverteret fra olie til kul. Og forbruget toppede for alvor omkring 1990, før naturgas, biomasse og vindkraft begyndte at blive introduceret i elforsyningen.

    Derudover annoncerede verdens største forsikringsselskab, Allianz, at det ikke længere vil forsikre kulminer og kuldrevne kraftværker. Den spanske premierminister, Pedro Sanchez, meddelte, at Spanien ville lukke størstedelen af landets kulminer inden årets udløb, ligesom det spanske multinationale olie- og gasfirma Repsol sagde, at det ikke længere vil tilstræbe vækst på gas- og olieområdet.

    Og så synger tiden med skibe, der bliver drevet af olieproducenternes traditionelle tunge bunkerolie, snart også på sidste vers. Mærsk, der er verdens største containerrederi, og på listen over de 100 mest CO2-udledende virksomheder, fremlagde i slutningen af året, at det vil stoppe brugen af fossile brændstoffer, så skibene i 2050 er CO2-neutrale.

    10: Da én pige satte gang i en global ungdoms­bevægelse


    Foto: Anders Hellberg


    Det var kort før det svenske valg, efter en rekordvarm sommer, at verden første gang stiftede bekendtskab med den da 15-årige, svenske klimaaktivist Greta Thunberg.

    Den unge skoleelev var frustreret over politisk passivitet, kortsigtethed og grundlæggende ligegyldighed, når det kom til den klimakrise, der for alvor bliver hendes generations problem. Og derfor havde hun kvittet skolen og sat sig på fortovet foran Riksdagen i Stockholm med et skilt med teksten »Skolstrejk för klimatet«. Og her blev hun siddende hver eneste dag i tre uger frem mod valget.

    »Vi børn gør oftest ikke, som I siger, vi skal gøre. Vi gør, som I gør. Og eftersom I voksne skider på min fremtid, så gør jeg det også«, udtrykte hun til de mange nysgerrige medier om baggrunden for sin strejke. For hvad er formålet med at uddanne sig til en fremtid, der ikke eksisterer?, lød det.

    Greta Thunberg har efter det svenske valg opretholdt sin strejke foran Riksdagen hver fredag. Og siden de første billeder og videoer af den unge klimaaktivist, med de lange fletninger og den gule regnjakke, begyndte at florere på de sociale medier, har hun fået selskab af børn og unge fra hele verden.

    Titusindvis af studerende fra knap 300 byer verden over, fra Finland over Uganda til Japan, har tilsluttet sig hendes #FridaysForFuture-kampagne. Et klimaets ungdomsoprør, der i en af mange strejker i løbet af 2018 b.la. fik mere end 30.000 studerende i Belgien til at forlade deres klasselokaler. Og I slutningen af januar i år var ca. 2.000 danske børn og unge på gaden i solidaritet med Greta Thunberg og kampen for deres fælles fremtid. Tilslutningen til #FridaysForFuture-bevægelsen kulminerede dog 15. Marts 2019, da den samlede op imod 1,4 mio skoleelever og studerende til klima-strejke i mere end 2.000 byer i over 100 lande verden over. Der var strejker i 32 danske byer.

    Dagen før strejkerne blev Greta Thunberg, et halvt år efter hun ene pige havde startet sin klima-strejke, nomineret til Nobels Fredspris for sine kompromisløse klimahandlinger. Greta Thunberg var b.la. iskold under COP24 i Polen i december 2018, hvor 196 af verdens lande, efter to ugers intense forhandlinger, blev enige om en ny klimaaftale. Her hilste hun på FN’s generalsekretær, Antonio Guterres. Og med det kølige blik kun en teenager kan sende, gik hun til podiet og talte foran statsmænd og -kvinder, der snildt kunne være fire gange så gamle som hende.

    »I år 2078 vil jeg fejre min 75 års fødselsdag. Hvis jeg har børn, vil de måske være der for at fejre dagen med mig. Måske vil de spørge, hvorfor I ikke gjorde noget, da der endnu var muligt at gøre noget? I siger, I elsker jeres børn mere end noget andet. Og alligevel stjæler I deres fremtid for øjnene af dem«, sagde hun.

    I Sverige har de indført, hvad de selv kalder »verdens mest ambitiøse klimalov«. Landet skal arbejde sig hen imod at være CO2-neutralt senest i 2045. Men det er uambitiøst, lød det fra Greta Thunbergs på klimatopmødet. Selv de mest ambitiøse planer om at imødegå klimaforandringerne ser ikke længere end til 2050. Og der vil hun formentlig endnu ikke have levet halvdelen af sit liv, lød det i talen.

    Hvis vi vil bekæmpe klimakrisen, må vi først og fremmest se den som en regulær krise, mener den unge klimaaktivist, der ikke køber politikernes bud på løsninger. Hvis vi vil krisen til livs, må vi drastigt reducere vores udledning af CO2. Det ved vi. Hvorfor gør vi det så ikke?, spurgte hun.

    »I taler kun om at fortsætte med de samme dårlige idéer, som har skabt den her situation, selv om det eneste fornuftige at gøre er at trække i nødbremsen. I er ikke modne nok til at sige det, som det er. Selv den byrde efterlader I til os børn«.

    Greta Thunberg var imidlertid ikke kommet for at trygle verdens ledere om at gøre noget. Lederne er løbet tør for undskyldninger, og aktivisterne er ved at løbe tør for tid, sagde Greta Thunberg i sin dundertale. Nej, hun var kommet for at fortælle, at forandring er på vej - om de vil det eller ej.

    »Mange siger, at Sverige bare er et lille land. At det, vi gør, ikke betyder noget«, lød det.

    »Men jeg har lært, at man aldrig er for lille til at gøre en forskel. Og hvis en gruppe børn kan skabe overskrifter verden over, blot ved ikke at gå i skole et par uger. Så prøv at forestille jer, hvad vi sammen kunne udrette, hvis vi ville«.