Nørrebros beboere skal stå sammen efter skyderi, der kostede 43-årig livet, lyder det fra initiativtager.

Borgerinitiativ demonstrerer på Nørrebro efter dødeligt skyderi

Politiet søger med hunde og kriminalteknikere ved afspærringer på Hans Tavsens Gade torsdag på Nørrebro i København. Foto: 50090 Johan Nilsson / Tt/Ritzau Scanpix
Politiet søger med hunde og kriminalteknikere ved afspærringer på Hans Tavsens Gade torsdag på Nørrebro i København. Foto: 50090 Johan Nilsson / Tt/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Fredag mellem klokken 18 og 19 er der demonstration på Nørrebro i København arrangeret af borgerinitiativet ’Vi tager gaderne tilbage’. Demonstrationen er en reaktion på den skudepisode torsdag, der kostede en 43-årig mand livet og sårede en 42-årig kvinde.

Det skriver borgerinitiativet i en pressemeddelelse.

Ifølge Jan Malinokowski, der er en af initiativtagerne, er det vigtigt, at Nørrebros beboere, ’der oplever utrygheden lige uden for deres gadedør’ står sammen.

»Vi vil markere, at vi ikke vil findes os i vold og skyderi i vores gader og give naboer med flere muligheden for at kunne tale hændelsen igennem. Vi skal have roen og trygheden tilbage i vores kvarter«, siger han i pressemeddelelsen.

Demonstrationen finder sted ved Hans Tavsens Gade 2, hvor torsdagens skyderi fandt sted. Episoden er den seneste i en række den seneste tid, hvor der er blevet skudt eller er sket sprængninger i København.

Politiet har bekræftet, at det kender det 43-årige offer, men vil ikke sige mere på nuværende tidspunkt. Flere medier har erfaret, at han er dømt for et drab begået i København i 2000’erne.

Der er endnu ingen anholdt i sagen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her