»Jeg synes, det er vigtigt at give plads til en sorg over, at det aldrig bliver det samme som før«.
Sådan lød det fra den tidligere EU-kommissær Margrethe Vestager, da hun blev spurgt ind til, om Europa i dag er ven eller fjende med USA.
»Der er mange følelser på spil her, og jeg har selv en sorg over det opbrud, der sker i øjeblikket. Vi har været amerikanernes nære allierede, venner, partnere«, sagde hun til Politikens årlige festival, hvor meningsdannere inviteres til talks og debatter weekenden over.
Samtalen mellem Politikens chefredaktør Christian Jensen og Margrethe Vestager var fra start stemt i mol, da de mødtes for at tale om Europas forhold til USA og om, hvordan man finder håbet »midt i al trængslen, vi ser derude«, som Christian Jensen fremlagde det.
Arrangementet blev indledt med fællessang, hvor linjerne fra Kaj Munks ’Den blå anemone’ – om den skrøbelige blomst, der klarer at blive omplantet fra Lollands fede muld til de magre jorder i Vestjylland – fremstod særlig passende.
»Det er vigtigt at give ord for forskellige følelser, men noget andet, som er vigtigt, er ikke at lade sig intimidere, men lade sig motivere. Hvis vi lader os intimidere, kommer vi til at normalisere det, der foregår i øjeblikket, og det, der foregår i øjeblikket, er i min bog forkert«, sagde Vestager indledningsvis til de fremmødte i salen, der sad klar med varme kopper med kaffe, croissanter og strikketøj i skødet.
Tillidsbrud
Vestager forklarer, at hvis man ikke føler sig beskyttet og frygter, at der kommer krig i morgen, så er det det eneste, man kan forholde sig til.
»Der er skabt en vild tvivl om Nato-pagtens paragraf fem, den, hvor vi garanterer, at vi stiller op for hinanden. Og det er det, der er forandringen. Det er rimeligt nok, at europæerne gør mere for deres forsvar, men det er tvivlen, der gør det svært«, siger Vestager.
For det handler om tillid:
»Den er bygget op over tid. Men det tager ikke ret lang tid at bryde den ned igen«.
Tillidsbruddet opstod allerede i Trumps første præsidentperiode, da der blev sat spørgsmål tegn ved, hvad Nato skulle. Nu har situationen så udviklet sig til, at USA etablerer et forhold til Europas erklærede fjende, Rusland. Og det er det, der gør den seneste tid særlig usikker, lyder det fra Vestager:
»Vores efterretningstjenester siger, at Rusland udgør en reel trussel mod vores sikkerhed«.
»Og nu flyver man (USA, red.) så hen over allierede og gør sig til venner med allieredes fjender«.
Er Europa eller EU så klar til at løfte den opgave?
»Noget af det, der er så tankevækkende ved det europæiske samarbejde, er, at vi har så mange våbensystemer, så mange kommunikationssystemer og så mange systemer for armerede køretøjer, at det kræver en militær operation at gennemføre en militær operation«, svarede Vestager og ventede, på at publikum havde grinet af, inden hun fortsatte:
»Det er, fordilandene ikke køber ind sammen. Forsvarsindustrien er en sektor, som er meget efterspørgselsdrevet«.
»Så hvis man vil have skala i sin forsvarsindustri, så bør man købe ind sammen«.
Så et fælles europæisk forsvar?
»Så en fælles europæisk indkøbspolitik landene imellem. Det har været interessant at se, hvor uvillige man har været til det«.
Et samlet Europa
Ud over at samle de europæiske kræfter på forsvarsområdet advokerede Vestager for, at sammenholdet i Europa og EU generelt var vejen frem.
Afslutningsvis holdt Christian Jensen ord. For samtalen skulle ikke slutte i mol.
Hvilke håb vil du give os alle sammen med videre?
»Man skal lade være med at gå i sort. Det bringer ingenting«, svarede Vestager.
»Det, der giver håb, er, at det, vi står for, aldrig har været så aktuelt, som det er nu. Aldrig. Og tænk, at det, vi står for, er så farligt. Den frihed, den hjælpsomhed, den mangfoldighed, den forskellighed. Det er så farligt, at nogle vil kaste sig over det på den måde. Det siger noget om de kræfter, der ligger i dem, vi er, og det, vi tror på«.
-------------------------
Rettelse: I en tidligere version stod der, at ’Den blå anemone’ beskriver blomstens kamp mod vintervejret.
fortsæt med at læse
