Det grønlandske regeringsparti Siumut trækker i land på ønsket om at aktivere paragraf 21 om selvstændighed, sideløbende med at en kommission undersøger emnet.
Det blev kaldt en valgbombe, da det mangeårige magtparti foreslog det, men nu trækker formand Erik Jensen i land.
»Vi skal i gang med undersøgelser, som bliver færdige om to år, og derfra skal man se, om vi skal aktivere paragraf 21 eller ej. Men det skal selvfølgelig være betryggende for hele befolkningen«.
»Siumut skal ikke kaldes for bange for at tage det næste skridt«, siger han under en valgdebat, som KNR sendte.
Udmeldingen kom for tre uger siden, i kølvandet på at en række partimedlemmer krævede paragraf 21 i selvstyreloven aktiveret. Den paragraf beskriver vejen mod grønlandsk selvstændighed.
Grønlandsk regeringsparti ændrer kurs og vil have folkeafstemning om selvstændighedSiden forlod to fremtrædende medlemmer partiet til fordel for selvstændighedspartiet Naleraq. Det var medlem af det danske folketing Aki-Matilda Høegh-Dam og Kuno Fencker, der er medlem af Inatsisartut.
Til DR sagde Erik Jensen 6. februar, at paragraf 21 skulle aktiveres parallelt med kommissionens arbejde.
»Vi har et kommissionsarbejde, der er vedtaget. Derudover kan vi gøre noget parallelt, vi kan aktivere paragraf 21 og starte en forhandling med den danske regering. Det er det, vi kommer til at føre valgkamp på«, sagde han.
Men nu er vejen mod selvstændighed en anden.
Minister for statsdannelse og udenrigsanliggender Vivian Motzfeldt sagde mandag ved præsentation af Siumuts valgprogram, at der skal holdes en vejledende folkeafstemning, inden paragraf 21 skal aktiveres.
Det skal ske for at sikre mandat til dem, der skal indlede forhandlinger og for at afklare tvivl i »så vigtigt et spørgsmål«.
ritzau
fortsæt med at læse




























