Den onde stedmor er begyndt at tage Ozempic. En våd drøm om Shrek, der tager syre og læser en eventyrbog. Og en storslået dans til sangen WAP af Cardi B og Megan Thee Stallion.
Lander man midt i samtalen, kan den lyde som en feberdrøm. Men det er lige nu ideer, der bliver slynget ud og noteret på en hvid tavle i hjørnet af idrætssalen på Den Internationale Højskole i Helsingør. Her diskuterer en håndfuld elever, hvordan de i slutningen af ugen skal opføre et show for resten af skolen. Et kabaretshow, som de skal planlægge, iscenesætte og opføre i løbet af de næste fem dage.
»Vi vil lave et eventyrligt show«, fortæller en af eleverne, der skriver ideerne ned på tavlen.
»Den onde stedmor kæmper med sit selvbillede. Det er derfor, hun tager Ozempic«.
Sådan er samtalerne langtfra hver dag på Den Internationale Højskole. Denne uge står på alternative week, en temauge med det overordnede tema: Udtryk dig selv.
Normalt går hverdagen med undervisning i fag som interkulturel kommunikation, migrationsstudier og globale udfordringer. Men også mere kreative fag som drama og kor.
Her på skolen er der plads til 110 elever fra hele verden. Fra Ukraine, Rusland, USA, Storbritannien og Ghana. Men også fra Danmark. Den Internationale Højskole kalder sig en fredsskole, og her tror man på, at fred finder vej gennem dialog og forståelse.
I en tid, hvor verdensordenen er i opbrud, hvor Europa ikke nødvendigvis længere kan regne med USA som sin nærmeste allierede, og hvor Ukraine på fjerde år kæmper en krig mod aggressoren fra Rusland, kan det måske både virke meningsfuldt, men også utopisk. Og det skal da også vise sig, at der findes forskellige opfattelser af fred gennem dialog.
Fra kaos til fred
Mens røgkanonen bliver testet i det modsatte hjørne af idrætssalen, i god afstand fra den hvide tavle med de mange ideer, forstummer snakken. Eleverne går langs de gule murstensvægge på gangen, gennem fællesrummet og ind i spisesalen. Til frokost er en nudelret med grøntsager og salat på menuen.
Efter frokost har Politiken sat en særlig gruppe elever stævne. Nogle kommer fra de lande, der spiller hovedrollerne i international politik lige nu. Andre lever, bor og spiser side om side med dem hver eneste dag.
Danyil Nychka overlader ikke meget til fantasien, hvis man skal gætte, hvor han kommer fra. Han er den første, der finder vej til rundbordet i fællesrummet, og han er iført en bordeauxrød hættetrøje med teksten ’I am Ukrainian’ hen over brystet.
Den 25-årige ukrainer er opvokset i Lviv. Her bor hans forældre endnu, men selv har han ikke været i Ukraine, siden et halvt år efter at krigen brød ud. Han er ikke bygget til at kæmpe, erkender han. Derfor er det bedre og mere sikkert for ham at uddanne sig, blive klogere på verden og vende tilbage til sit hjemland, når krigen er overstået.
Han fik i første omgang kun lov til at forlade Ukraine, fordi han kunne komme på udveksling i Taiwan og læse kommunikation. Det tog fire måneder at få papirerne i orden, fortæller han. Nu er han på Den Internationale Højskole gennem et stipendium fra Folkehøjskolernes Forening.
»For mig er Den Internationale Højskole en boble af sikkerhed og fred i en verden fuld af kaos og usikkerhed. Særligt de seneste to år har jeg levet et liv i konstant usikkerhed og angst, når jeg har læst nyheder og opdateringer fra Ukraine«, siger Danyil Nychka.
Snart har de sidste elever i gruppen fundet vej til bordet. Inga Turakina fra Rusland. Millie Jarvis og Alexander Boemler fra USA. Yvert Atoko fra Ghana, Emeka Anosike fra Nigeria og Oscar Korsak fra Belgien.
De sidder alle stille og lytter, mens deres ukrainske ven fortæller.
»Det er skræmmende, hvordan højskolen har gjort mit liv så behageligt, fordi jeg ved, at det ikke kommer til at vare ved. Det slutter om fire måneder, snart er det tre måneder og så to måneder, og jeg tæller allerede ned i mit hoved«.
De seneste to måneder, mens eleverne her begyndte på højskolen, og Donald Trump blev præsident i USA, er undervisningen blevet kraftigt påvirket af udviklingen i international politik. Og det går ikke altid stille af.
»Jeg har ofte diskussioner med vores underviser i internationale relationer og politik«, siger Danyil Nychka.
Resten af bordet griner.
»Du diskuterer altid«, tilføjer ghanesiske Yvert Atoko.
Danyil Nychka nikker.
»Vores underviser prøver at være ekstremt diplomatisk og at være djævlens advokat. Så når jeg siger, at Rusland invaderede Ukraine, og det kan ikke retfærdiggøres, siger han, at vi skal se det i et globalt perspektiv«.
Går det dig på?
»Selvfølgelig«.
Pailletter og makeup
I et lille klasselokale står døren på klem, og ude fra gangen kan man høre drag-ikonet Chappell Roan spille koncert. Inde i lokalet er ni elever – en mand og otte kvinder – ved at lægge makeup, mens koncerten kører på en stor fladskærm på væggen bag dem.
Ligesom eleverne i idrætssalen skal gruppen her opføre et show for resten af skolen, når ugen lakker mod enden. Et dragshow.
Her lærer de ikke bare om glimmer og sminke. Som en del af forberedelserne har de talt om, hvordan dragkulturen har udviklet sig gennem historien, og hvordan de kan få lov til at udtrykke sig, fordi andre før dem havde modet til at stille sig frem og kæmpe for deres rettigheder.
»Skal vi ikke spise aftensmad med det her på?«, spørger en af eleverne, mens resten af gruppen griner og øver sig i at få pailletter til at sidde fast mellem øjenbrynene.
Selv om det kan virke som en flugt fra den virkelige verden, fylder den også her. Med underviseren taler de om køn som en social konstruktion og om et skred i »den forkerte retning«, når man hører Donald Trumps udtalelser om personer i lgbtq+-miljøet.
Tilbage ved bordet i fællesrummet fylder Donald Trump også en hel del. De to amerikanere, Millie Jarvis og Alexander Boemler, ryster begge på hovedet, da snakken falder på mødet mellem den amerikanske præsident og Volodymyr Zelenskyj i Det Hvide Hus for et par uger siden.
»Det var pinligt«, siger 19-årige Millie Jarvis.
Til højre for Danyil Nychka sidder russiske Inga Turakina. Hun er fra Ulan-Ude i Sibirien, men bor nu i Spanien. Hun er for det meste stille, når der bliver talt om krigen og de magtfulde aktører i den. Det er helt med vilje.
»Jeg prøver ikke at deltage for meget. Jeg er selvfølgelig imod krigen, jeg er imod vold. Men jeg er desværre ikke oplyst på det her område, så jeg vil hellere høre de andres perspektiv«, siger hun.
I sin hverdag forsøger hun at fokusere på andet end Rusland og Ukraine.
»For mig er højskolen et sted, jeg kan møde nye venner og få nogle sjove oplevelser. Jeg engagerer mig i fællesskaberne på skolen, f.eks. elevrådet. I elevrådet er der masser af konflikter«, siger Inga Turakina og griner.
Selv om der på Den Internationale Højskole går elever fra hele verden, og den ikke kan undgå at blive præget af den nye verdensorden, så er det også bare en højskole, hvor unge mennesker mødes og har de problemer, som unge mennesker har. Nogle klager over for meget støj, mens andre er trætte af klagerne om for meget støj. Og det må elevrådet tage sig af.
Ingen dialog uden et ønske om fred
Solen skinner ind gennem de gamle vinduer i et stort mintgrønt lokale. Her er stille. Ved bordene sidder godt 20 af skolens elever, de fleste med hovedet bøjet forover.
Det kræver koncentration og en rolig hånd at udtrykke sig her, når eleverne maler både net og jeans, hækler, strikker og farvelægger.
En elev bøvler med et par øreringe med perler, der matcher væggene i lokalet. Hun næsten hviner »Please!«, inden hun må give dem videre til en ven over for hende, der kan hjælpe med at få lukket øreringen.
Eleverne på holdet behøver ikke mestre hverken håndværk eller design, men i denne uge handler det om at stifte bekendtskab med kreative måder at bruge hænderne på. Og netop dette rum er måske det letteste sted at være på Den Internationale Højskole lige nu, hvis man for alvor vil parkere eventuelle bekymringer og diskussioner om politik, krig og larm på værelserne.
Selv i en snak om sidstnævnte kan skolens mantra om fred gennem dialog pludselig komme til sin ret. Det er i hvert fald noget, som Yvert Atoko ved rundbordet i fællesrummet gerne vil fremhæve. Men det er også her, forskellige opfattelser af mantraet kan opstå.
Yvert Atoko er en god mægler. Gruppen fortæller, at hun kan få de andre til at falde ned i en ophedet diskussion.
»Selv hvis man spilder en kop te, vil folk venligt opfordre til, at man gør rent efter sig. Folk vil for det meste prøve at tale med en om, hvad man har gjort forkert. Og man bliver klar over, at man har gjort noget forkert. Dialogen virker«, siger hun.
Alexander Boemler bryder ind.
»Det kan godt virke lidt passiv-aggressivt«, siger amerikaneren.
De andre griner. Han har ret.
Ukrainske Danyil Nychka overtager, for der er noget, han ikke kan holde inde.
»For mig er det lidt svært at tale om fred og dialog. Det virker perfekt her på skolen, for vi ønsker alle fred, og vi vil gerne have en god dialog. Men sådan fungerer verden ikke altid. Der er folk i denne verden, der ikke vil have fred, og som ikke vil dialogen«.
Det er ikke svært at regne ud, hvad han taler om.
»Nogle vil prøve at gøre Ukraine til skurken, fordi de ikke ønsker fredsforhandlinger, men når den anden side vil udrydde ens land, er det ikke muligt at tale sig til fred«.
Selv om folk her på skolen kommer fra hele verden, minder de meget om hinanden på nogle elementære områder. Det indrømmer de også gerne. De synes alle, at Donald Trump er en idiot. At ukrainerne skal besejre den russiske invasionshær. Og at det kræver mere støtte fra både USA og Europa.
Indtil da må Danyil Nychka blive ved med at tælle dagene, til opholdet på Den Internationale Højskole er slut.
fortsæt med at læse
