Jeg har altid været imponeret af USA. Jeg ved ikke, hvor fascinationen kom fra. Ikke fra min far og mor, selv om vi havde noget familie langt ude i Michigan og Arizona, fordi min morfars onkel udvandrede.
Jeg tror, det startede med Mickey Mouse og Anders And, da jeg var knægt, så rumfart, jeg var meget fascineret af Apollo-missionerne, og så faldt jeg ind i amerikanerbilerne, efter at jeg så en Corvette i en film. ’Sådan en skal jeg have, før jeg dør’, tænkte jeg. Jeg købte ikke en Corvette, men min første Buick, da jeg var 19, for 8.000 kroner i 1981. Det var en årgang ’65. Den er lidt firkantet, og baglygterne fylder hele røven. Jeg var totalt forelsket i den. Et stort hvidt firedørs dollargrin.




























