Artiklen er opdateret klokken 18.49 med dyrepasser Kenneth Alsing Madsens beskrivelse af forløbet.
Var det ikke for en flok snarrådige dyrepassere og en hjælpsom gæst med en baby i barnevognen, havde Aalborg Zoo næppe kunnet redde en nyfødt orangutangunge.
For da orangutangen Ruti fødte sin unge onsdag morgen, kunne hun ikke finde ud af at amme den.
Time efter time skreg ungen på mad, uden at Ruti vidste, hvad hun skulle gøre. Hun prøvede at trøste sin baby ved at stikke sin finger og sin tunge i dens mund – frem for at lægge den til brystet.
Fra sidelinjen måtte de desperate dyrepassere se til, mens ungen blev stadig mere udmattet og slatten.
»Vi kan se, at ungen bliver mere slap, slatten og livløs, og da vi tager hjem onsdag aften, er den allerede tydeligt mærket. Torsdag morgen er den endnu mere slatten, for den har stadig ikke fået noget at spise. Det er frygteligt at se på, når man ikke kan gøre noget«, fortæller dyrepasser Kenneth Alsing Madsen, der var med i hele forløbet.
Hvad nu?
Torsdag morgen blev alle løsninger vendt i kredsen af dyrepassere. Her vidste man, at orangutangen er den af menneskeaberne, der er bedst til at kopiere adfærd.
»Så vi henter en orangutangbamse i vores butik, og så smider min kollega Trine trøjen og sætter sig foran Ruti og ammer bamsen. Ruti kigger på hende, men det gør ikke umiddelbart nogen forskel«, fortæller Kenneth Alsing Madsen.
»Så er der en af mine andre kolleger, der fanger en gæst ude i haven, som går rundt med en barnevogn. Og hun indvilger i at hjælpe os i vores panik. For nu handler det om at redde en orangutangunge, der er lige ved at dø«.
Den kvindelige gæst sætter sig foran vinduet ind til Rutis bur og ammer sit barn. men det er stadig umuligt at se, om Ruti ændrer adfærd. For hun ligger under et tæppe i et hjørne, hvor dyrepasserne har svært ved at se, hvad der foregår, selv om de bruger kikkerter og store linser.
Sidste redningsforsøg
I et sidste redningsforsøg lykkedes det en halv time senere Kenneth Alsing Madsen at få Ruti kaldt frem i buret.
»Så smider jeg selv skjorten og ammer bamsen. Og så ser det faktisk ud, som om Ruti har ungen på den ene dievorte, da hun lægger sig op i sin rede. Men vi er stadig ikke helt sikre. Vi kan ikke se det helt tydeligt. Så da vi tager hjem torsdag aften vel vidende, at når vi kommer tilbage fredag morgen, er ungen enten død, eller også har Ruti forstået at få gang i amningen. Og da vi så kommer fredag morgen, så er ungen frisk og vågen, og vi ser den gribe ud og drikke, og alt er bare så fantastisk«, siger Kenneth Alsing Madsen og tilføjer:
»Jeg har tudet mindst to gange i det her forløb; da ungen var livløs, og da den mod alle odds fik livet tilbage. Det er bare kæmpestort for os. Og jeg skal være ærlig og sige, jeg troede ikke den overlevede. Jeg har snakket med kvinden, der hjalp os, hun vil ikke stå frem, men jeg kan fortælle, at hun også er utrolig glad for, at det hele endte lykkeligt«.
