En 25-årig kvinde blev sent tirsdag anholdt for at vifte en pistol mod en patrulje i Svebølle på Sjælland.

Cannabis-påvirket kvindelig bilist truede betjente med pistol

Lyt til artiklen

En 25-årig kvinde blev sent tirsdag aften anholdt for at have truet politiet med en pistol, da en patrulje forsøgte at standse hende i byen Svebølle nær Kalundborg.

Det fremgår af døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Ifølge politiet nægtede kvinden at standse, da patruljen kom op på siden af hendes bil.

I stedet viftede hun en pistol ud af vinduet og pegede den i retning mod betjentene.

Det lykkedes kort efter en anden patrulje at få stoppet kvindens bil.

Hun nægtede i første omgang at forlade bilen, inden det lykkedes politiet at få hende til at falde til ro, hvorefter hun blev anholdt uden større palaver.

Politiet fandt i bilen den pistol, hun havde rettet mod betjentene, som blev konfiskeret.

Foruden trusler mod politiet blev den 25-årige også sigtet for at have kørt uden førerret og under påvirkning af cannabis.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her