En tidligere ansat i Københavns Kommune er frivilligt gået med til at sidde varetægtsfængslet i yderligere fire uger, mens politiet efterforsker mod ham.
Det oplyser National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) til Ritzau.
Den 27-årige mand blev i juli anholdt og varetægtsfængslet, da han uberettiget har skaffet sig adgang til 1742 personers CPR-oplysninger.
Ifølge politiet har han medvirket til afpresning, da han ifølge sigtelsen delte oplysninger som CPR-nummer og adresse på 66 personer med andre på beskedtjenesterne Telegram og Signal.
Den alvorligste del af sigtelsen drejer sig dog om, at han skal have leveret oplysninger om målet for et drabsforsøg, hvor unge svenskere ifølge politiet var hyret til at skyde og dræbe en mand i Herning i juni sidste år.
Den 27-årige erkender sig delvist skyldig i at have skaffet sig adgang til oplysninger på 1742 borgere, men nægter sig skyldig i medvirken til drabsforsøg og afpresning.
Det kom frem, da han blev fremstillet i grundlovsforhør i Københavns Byret efter anholdelsen 16. juli.
Da blev han varetægtsfængslet i foreløbigt knap fire uger, og tirsdag blev fængslingen forlænget igen.
Varetægtsfængsling af en sigtet kan maksimalt vare fire uger ad gangen. Herefter skal der være et retsmøde om forlængelse af fængslingen, hvis ikke den mistænkte enten frivilligt accepterer forlængelsen, eller der sker løsladelse.
ritzau
fortsæt med at læse




























