René Otto Nielsen og hans kone Jette Merete Nielsen var sikre på, at René Otto Nielsen skulle dø først. Hun var bedre til at klare sig selv, havde styr på tingene, og han havde sine skavanker. Men sådan blev det ikke. For 3,5 år siden fik Jette Merete Nielsen lungekræft og døde tre måneder senere. René Otto Nielsen stod alene tilbage.
»Det slog ham helt ud. Han blev virkelig, virkelig trist«, fortæller deres datter Stina Otto Findorf.
De to havde været sammen, siden de var teenagere.
Efter Jette Merete Nielsens død fortalte han tit, hvor meget han savnede hende. At det var svært at undvære én at holde i hånden, én at snakke med om aftenen. Han kæmpede videre.
René Otto Nielsen havde levet med KOL i tolv år. Han hostede voldsomt morgen og aften, og når luften var kold og fugtig, blev det så svært for ham, at han ikke engang kunne gå en tur. Alligevel holdt han sig i gang. Han cyklede, trænede og gjorde sit bedste for at leve med halveret lungekapacitet.
Men en dag i sommeren 2022 slog livet en ny knude for ham.
På vej hjem fra fysioterapi faldt han. Konfus af ny medicin snublede han tæt ved huset. En taxachauffør fandt ham og kørte ham hjem. Skrammerne satte sig i ansigtet, på benene og på tæerne, og der gik infektion i det. Det tog hårdt på ham.
»Han mistede kræfterne meget hurtigt«, siger sønnen Allan Otto Kjær, mens han sidder i sit barndomshjem i den stribede sofa fra 1998, der ikke har rykket sig siden.
»Han fik rollator, så stok. Han blev meget afhængig af hjælp«.
Stina Otto Findorf supplerer:
»Han gik simpelthen og dejsede om derhjemme, så han fik en kaldealarm og blev tilknyttet hjemmeplejen«.
Det var et stort nederlag for ham.
En notits i lokalavisen
Midt i den nedtur læste han en lille notits i lokalavisen om et lungekor i Vanløse. KOLbøtterne, som de hed, var et kor bestående udelukkende af mennesker med lungesygdomme.
»Han havde aldrig sunget i kor«, siger Stina Otto Findorf: »Men han havde altid sunget. Til fester, til familiesammenkomster. Han elskede det«.
De opmuntrede ham til at prøve. Han kom afsted og var solgt efter de første par gange.
Fra da af stod der ’Kor’ i hans kalender hver mandag kl. 13-14. Snorlige noter, helt frem til december. Selv på helligdage havde han noteret: Kor: Aflyst.
Det var en stor ting, også bare at han kom derover og bevægede kroppen. Der var 750 meter fra villaen til Vanløse menighedshus, hvor koret øvede.
»I starten tog han bussen«, siger Allan Otto Kjær. »Senere gik han. Med stokken. Han måtte holde pause på bænkene, men han kom altid afsted«.
»Det var så tydeligt, at det hjalp«, siger sønnen.
Allan Otto Kjær oplevede det selv, da han dukkede op til en julekoncert i kirken, med sin familie.
»Vi havde ikke sagt det til ham«, fortæller han: »Og da han fik øje på os, strålede han. Han stod dér i midten af koret, helt koncentreret. Det var fantastisk at se«.
Også i det hjemlige mærkede de forskellen. Ved påskefrokosten i april sad han i sit faste hjørne ved bordet, blind på det ene øje, men fuld af løjer.
»Han fnisede hele aftenen«, siger Stina Otto Findorf: »Vi tænkte: Nu får vi ti år mere med ham«.
Han stod op og dejsede om
Men sådan gik det ikke. Et billede fra julekoncerten pryder stadig låseskærmen på René Otto Nielsens tablet, der nu befinder sig i en papkasse i huset i Vanløse.
En majdag, da Allan Otto Kjær ankom til barndomshjemmet, var der underligt stille. Intet lys.
Vinduet i soveværelset stod på klem, og han kiggede ind.
Brillerne lå ikke på natbordet, som de plejede. Så fik han øje på sin far, der lå tværs over sengen.
Som om han lige havde sat sig op, stukket fødderne i tøflerne, taget brillerne på – og så var det slut.
»Det var meget tydeligt«, siger Allan Otto Kjær. »Han havde rejst sig. Og så var han bare dejset om«.
Bisættelsen skulle have foregået i Riisbjerg Kirke, hvor både René Otto Nielsen og Jette Merete Nielsen var blevet konfirmeret og gift. Men kirken var under renovering.
»Så blev det Vanløse Kirke«, siger Allan Otto Kjær. »Det var dér, han havde sunget hver mandag. Det gav mening«.
Søskendeparret fik den idé at kontakte lungekoret for at høre, om de ville synge René Otto Nielsen afsted. Svaret var klart: Ja, selvfølgelig.
De to første sange havde Stina Otto Findorf og Allan Otto Kjær valgt, men den sidste var lungekorets idé: En af Kim Larsens sange om den stilhed og tomhed, der indfinder sig, når en forestilling er slut:
Om lidt blir her stille, om lidt er det forbi
Fik du set det du ville, fik du hørt din melodi
»Det var første gang, jeg hørte koret optræde«, siger Stina Otto Findorf: »Det var rørende, at de sang ham afsted på den måde«.
Når Stina Otto Findorf og Allan Otto Kjær i dag tænker på deres far, er det ikke sygdommen, der dukker først op.
De ser ham for sig, som han gik afsted hver mandag: kakikasketten på hovedet, stokken i hånden, rygsækken på ryggen, der var pakket minutiøst med kormappe, sangtekster i plastiklommer, lommetørklæder og hans korsut til lungetræning. Alt klar til mandagens øvelse.
I hans kalender står der fortsat ’Kor’ hver mandag kl. 13-14.
fortsæt med at læse
