Lyt til artiklen
Der lå jeg. Spredt ud på fortovet i min socialdemokratiske kommune, Frederiksberg. Prøvede at farve fliserne i partifarven med alt det blod, der strømmede fra og ud af min næse og mund.
Der var ikke noget opløftende eller storladent romantisk over at ’Kiss The Streets’, som Sort Sol ellers engang lovede i en sangtitel. Mens blodet forlod mit fjæs med en smertelig dunken som afskedssalut, krakelerede mit selvbillede. En ellers varm og munter aften i gode naboers lag føltes som et svimlende styrt ned i et sort hul, hvor bunden endnu langt fra var nået.
