Fuld digital adgang for 149 kr./md. i op til 6 måneder.

Kajakroer fandt 20-årig død i vandet ved Randers Regnskov. Forinden var han blevet overfaldet, tror politiet.

Teenagere er sigtet for drab ved Gudenåen

Lyt til artiklen

Østjyllands Politi har anholdt og sigtet to teenagere for at have dræbt en 20-årig mand, der tidligt fredag morgen blev fundet død i Gudenåen i Randers.

Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse lørdag.

De to anholdte, der er henholdsvis 16 og 18 år, fremstilles i grundlovsforhør lørdag klokken 11 ved Retten i Randers.

Den 20-årige blev fundet livløs i vandet fredag morgen og blev erklæret død på stedet, da politi og redningsmandskab kom frem.

I første omgang var der ifølge Østjyllands Politi umiddelbart ikke noget, der tydede på noget kriminelt.

Men i løbet af fredagen udviklede sagen sig, og klokken 17.51 blev en 16-årig anholdt og sigtet for at have dræbt den 20-årige natten til fredag.

Den videre efterforskning ledte politiet på sporet af en 18-årig mand, som blev anholdt fire timer senere, oplyser politiet.

Overfaldet ved bro

I forbindelse med sagen afspærrede politiet et område ved Den Blå Bro nær Randers Regnskov.

Flere hundepatruljer var i aktion, og ved Justesens Plæne tjekkede betjente skraldespande, skrev Randers Amts Avis sent fredag.

Liget af den 20-årige blev fundet af en kajakroer fredag morgen, og ifølge politiinspektør Anders Uhrskov er det politiets opfattelse, at han endte i vandet efter at være blevet overfaldet ved Den Blå Bro af de to senere anholdte.

»Vi har stadig flere løse ender, der skal samles for at afklare, hvad der er foregået«, udtaler han i pressemeddelelsen.

Sigtelsen mod de to teenagere er rejst på baggrund af afhøringer og tekniske undersøgelser, oplyser politiinspektøren.

De tre unge kender hinanden i forvejen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her