Få avisen i weekenden og fuld digital adgang for 199 kr./md. i op til 6 måneder.

Efter kollektive sygemeldinger torsdag måtte togbusser indsættes på Lokaltogs baner. Mandag kører togene igen.

God nyhed for pendlerne i Nordsjælland: Lokaltog genoptager driften efter sygemeldinger

Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Lokaltog genoptager driften på banerne i Nordsjælland mandag morgen, efter at togtrafikken har været indstillet over weekenden efter flere sygemeldinger.

Det skriver Lokaltog i en pressemeddelelse.

Togene vil i begyndelsen køre med nedsat hastighed. Der må derfor forventes forsinkelser, lyder det.

Torsdag sygemeldte medarbejderne på driftscentralen i Hillerød sig, hvilket medførte, at al togtrafik på Lokaltogs strækninger i Region Hovedstaden blev indstillet.

Det har den været weekenden over. I stedet har der været indsat togbusser.

Efter den kollektive sygemelding kom det frem, at en medarbejder fra driftscentralen i Hillerød er blevet sigtet af politiet i forbindelse med en togulykke på Gribskovbanen i april.

Fredag sagde driftsdirektør Stig Allan Nielsen til Berlingske, at Lokaltog er »fuldstændig uforstående over for den her sigtelse«.

Samtidig lød det, at ledelsen var i dialog med medarbejderne for at skabe tryghed.

»Det er jo det, det handler om – tryghed. De forstår heller ikke, hvordan det kunne ende med en sigtelse fra politiet. De er blevet meget utrygge«, sagde han fredag.

Dialog i weekenden

Lørdag skrev Lokaltog i en meddelelse, at ledelsen bakker op om medarbejderen fra lokalbaneselskabets driftscentral i Hillerød.

Søndag aften lyder det i pressemeddelelsen fra Lokaltog, at der har været »god og konstruktiv dialog« over weekenden.

Medarbejdere, faglige repræsentanter og ledelsen har ’arbejdet tæt sammen om at sikre en tryg og sikker genopstart af driften’, lyder det videre.

Det var omkring klokken 06.27 den 23. april, at to tog på Gribskovbanen kolliderede. 10 personer kom alvorligt til skade, mens 12 personer fik lettere skader.

Mandag kom Havarikommissionen med en foreløbig rapport om ulykken. Her lød konklusionen, at det ene tog kørte forbi Slotspavillonen Station, hvor det skulle være standset og have ventet på, at det andet tog kunne passere.

Herefter passerede toget også togvejens endepunkt, der var markeret med mærket ’Stop for U-signal’.

Det var her, at toget allersenest skulle være standset.

I stedet kom toget ud på strækningen, hvor der alene er ét spor, og det kolliderede med et modkørende tog mellem Slotspavillonen og Kagerup.

Der er i Havarikommissionens undersøgelse ikke fundet tegn på, at der skete svigt i hverken de signaltekniske systemer eller på materiellet.

Klaus Jensen, der er enhedsleder for Jernbaneenheden i Havarikommissionen, bekræftede mandag, at ulykken var sket på grund af en menneskelig fejl.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her