Politiet opgiver sigtelserne mod to yngre kvinder i en sag om en 68-årig erhvervsmand, der blev fundet død i sit hjem i Taps ved Christiansfeld syd for Kolding 2. marts.
Det bekræfter Sydøstjyllands Politi og kvindernes forsvarsadvokater over for JydskeVestkysten.
Manden blev ifølge politiet stukket med kniv i halsen og derudover udsat for vold, så han brækkede sine ribben.
Samlet seks personer blev anholdt i sagen 7. marts.
Dagen efter blev de fremstillet i et grundlovsforhør, hvor de nægtede sig skyldige.
Dommeren fandt alene grundlag for at varetægtsfængsle to mænd på 25 og 35 år.
Fængslingen blev desuden opretholdt i tre døgn for tre af de andre anholdte, nemlig en 19-årig kvinde, en 52-årig kvinde og en 61-årig mand.
En enkelt anholdt - en anden 19-årig kvinde - blev løsladt i grundlovsforhøret.
De fire personer, der ikke blev varetægtsfængslet, var fortsat sigtet, men for de to yngre kvinders vedkommende er sigtelsen nu altså droppet.
»Sigtelserne er frafaldet på baggrund af den hidtidige efterforskning og en samlet vurdering af sagens beviser«, skriver vicepolitiinspektør Carsten Vester fra Sydøstjyllands Politi i en skriftlig kommentar til JydskeVestkysten.
Det er politiets vurdering, at den videre efterforskning ikke vil føre til, at der kan rejses tiltale mod de to kvinder.
ritzau




























