Det er ikke forkert at sige, at med Gregers Dirckinck-Holmfelds død er en af de allersidste fra den gamle verden gået bort. For han var født i det, man uden at overdrive kan kalde for gamle dage. Og han repræsenterede da også verden af i går i en vis forstand. Samtidig var han også – næsten til det sidste – et moderne menneske, der så sin samtid direkte i øjnene og brugte den aktuelle teknologi til at formidle sine indsigter.
Havde han været hulemenneske, havde han helt sikkert udtrykt sig i hulemalerier, og var han blevet født i det elizabethanske England, havde han skrevet sonetter. Men nu kom han altså til verden i begyndelsen af det tyvende århundrede, i 1932, og opnåede at leve en pæn bid ind i det enogtyvende. Og derfor blev det printmedier, fjernsyn og til sidst nettet, der måtte holde for, når Gregers Dirckinck-Holmfeld havde noget på hjerte. Hvilket han havde ganske bestandigt, indtil han måtte give op over for alderdommens fordømte svøbe: den uundgåelige død.
