Bornholm er den eneste del af landet, som ikke er omfattet af varsel om skybrud natten til onsdag.

DMI varsler skybrud og torden til næsten hele landet

Arkivfoto:  Thomas Borberg
Arkivfoto: Thomas Borberg
Lyt til artiklen

Fra midnat og frem til onsdag middag risikerer stort set hele landet at blive ramt af lokale skybrud og torden, skriver Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) i et varsel på sin hjemmeside.

Den eneste del af Danmark, som står til at gå fri af DMI’s varsel, er Bornholm. Regnvejret ser ud til først at ramme Fyn og Jylland, inden det i løbet af morgentimerne bevæger sig videre mod Sjælland, Lolland og Falster, fortæller Mette Zhang, der er vagthavende meteorolog hos DMI.

»Det er delt op i to tempi. Fyn og Jylland rammes først, og der tror vi, at det er fra midnat og frem til klokken 9 cirka, at der er risiko for lokale skybrud og torden«, siger hun til Ritzau.

DMI forventer, at Sjælland, Lolland og Falster vil blive ramt fra cirka klokken 5 om morgenen og frem til middag onsdag.

Risiko for 15-25 mm regn på 30 minutter

Varslet er det, som DMI kalder et kategori 1-varsel, som handler om voldsomt vejr. Det er endnu usikkert, hvor de kraftigste byger vil falde. Men det er forventningen, at der lokalt kan falde mellem 15 og 25 millimeter regn på 30 minutter. Et skybrud er defineret ved, at der falder mindst 15 millimeter regn på maksimalt en halv time.

Mette Zhang peger på varm og ustabil luft, der kommer fra sydvest, som årsagen til, at der er kraftige byger på vej.

»Vi forventer, at der kommer et større område nede fra sydvest, som nærmer sig i løbet af aftenen, og så går det i land omkring midnat«, siger hun.

DMI skriver på hjemmesiden, at det endnu er lidt usikkert, hvor de kraftigste byger vil ramme. Derfor vil man opdatere varslet efter behov.

ritzau

PodcastSe alle

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her