Efter mere end to døgns forsvinden er en 15-årig pige fra Hedensted fundet på en lokalitet i Ungarn.
Det oplyser Sydøstjyllands Politi torsdag aften i en pressemeddelelse.
»Vi er meget lettede over, at den forsvundne pige er fundet i live. Vores fokus er nu at få hende sikkert hjem til Danmark«, siger Christian Skyt, vicepolitiinspektør ved Sydøstjyllands Politi, i pressemeddelelsen.
Sydøstjyllands Politi undersøger nu, om der er begået et strafbart forhold i forbindelse med pigens forsvinden.
Arbejdet med at finde pigens lokation skete efter et samarbejde mellem ungarsk politi, Europol og Sydøstjyllands Politi, lyder det i meddelelsen.
»Samtidig fortsætter vi efterforskningen i et samarbejde med ungarsk politi og Europol for at klarlægge sagens nærmere omstændigheder«, siger vicepolitiinspektøren.
Den 15-årige pige blev efterlyst i både Danmark og internationalt, efter at hun senest var set på sin bopæl i Hedensted tirsdag morgen.
»Af hensyn til den igangværende efterforskning samt pigen og hendes familie har Sydøstjyllands Politi på nuværende tidspunkt ikke yderligere oplysninger om hverken sagen eller hendes tilstand«, oplyser politiet.
Sydøstjyllands Politi vil fredag udsende en ny pressemeddelelse med en aktuel status på sagen, lyder det.
Torsdag formiddag delte politiet et nyt foto af den 15-årige pige, mens man fortsatte en »omfattende efterforskning«.
Siden efterlysningen modtog politiet en lang række henvendelser fra borgere, som politiet fulgte op på.
»Vi vil gerne sige tak til de mange borgere, virksomheder og medier, der allerede har hjulpet os ved at dele efterlysningen og kontakte os med oplysninger«, sagde Christian Skyt tidligere torsdag til Ritzau.
ritzau