Tilbud: Læs og lyt til Politiken digitalt for 149 kr./md.

350 venner, familiemedlemmer og kolleger tog afsked med 32-årig svensker, der døde efter overfald i Danmark.

Den svenske mand, der blev dræbt til VM-arrangement i København, er blevet begravet

En 32-årig svensk mand mistede livet, da en tidligere dømt 32-årig slog ham med knytnæve under kampen mellem Norge og Elfenbenskysten.  Foto: Jonathan Damslund
En 32-årig svensk mand mistede livet, da en tidligere dømt 32-årig slog ham med knytnæve under kampen mellem Norge og Elfenbenskysten. Foto: Jonathan Damslund
Lyt til artiklen

Den 32-årige svenske mand, der døde efter et voldeligt overfald under et VM-arrangement den 30. juni på Islands Brygge i København, er blevet begravet.

Det skriver Ekstra Bladet, som citerer det svenske medie Aftonbladet.

Ifølge Aftonbladet blev ceremonien afholdt i Olsbergs Arena i Eksjö, som ligger i det nordlige Småland cirka 350 kilometer fra København, for at gøre plads til de mange personer - 350 venner, familiemedlemmer og kolleger - der ønskede at tage afsked med den svenske mand.

Offerets familie skriver i en pressemeddelelse til Aftonbladet, at de takker for kondolencerne, der er strømmet ind.

»Da vores elskede (offerets navn udeladt, red.) blev taget fra os på en så ufattelig måde, er vi blevet mødt med en varme og medfølelse, der har båret os gennem den mørkeste tid i vores liv«.

»Tak til alle jer, der har bidraget til indsamlinger, sendt gaver, skrevet venlige ord og været der med omsorg - fra bunden af vores hjerter: tak!«

»I har vist os, at kærlighed, medfølelse og fællesskab er stærkere end had«.

Ceremonien blev indledt til tonerne af titelmelodien fra filmen ’Forrest Gump’.

Der blev også fremført sangene ’Du måste finnas’, som Abba-medlemmerne Björn Ulvaeus og Benny Andersson har skrevet, og ’Utan dina andetag’ af den svenske gruppe Kent.

Under ceremonien blev der vist billeder fra offerets liv, og der blev læst taler op fra mandens hustru og fra mandens forældre og søskende.

De tilstedeværende var blevet bedt om at iklæde sig lyst tøj.

Ifølge Malin Oscarson, der forestod ceremonien, afspejlede ceremonien offeret.

Den 32-årige svensker, der var politimand, var på ferie i Danmark og overværede ved et storskærmsarrangement på Islands Brygge den 30. juni VM-kampen mellem Norge og Elfenbenskysten.

Vidner har forklaret politiet, at der opstod uro, da Norge scorede deres andet mål i kampen.

En 31-årig mand slog den 32-årige svenske mand, som slog hovedet i faldet og senere døde af sine skader

Den 31-årige mand er tiltalt for vold efter den milde voldsparagraf.

ritzau

PodcastSe alle

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her