Som det første parti i Folketinget gør Dansk Folkeparti det klart, at partiet vil stemme ja til et populært borgerforslag, der har sat ild til en debat om politikernes vilje til at blive set efter i sømmene og lære af deres fejl.
I løbet af kun to måneder har knap 47.000 borgere skrevet under på et borgerforslag, der vil omgøre en beslutning om, at politikere har mulighed for at fjerne deres navne fra citater i en uvildig udredning om krigen i Afghanistan. Dermed er forslaget hastigt på vej mod de 50.000 underskrifter, der kan bringe det til afstemning i Folketingssalen.