Der varsles om lokale skybrud og torden i den østlige del af landet fra søndag morgen og frem mod eftermiddagen.
Det oplyser meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) Thor Hartz.
Det drejer sig hovedsageligt om Nord- og Midtsjælland, der i forbindelse med skybruddene også kan opleve torden og hagl.
Det første skybrud blev registreret omkring klokken 08.00 ved Helsingør, siger Thor Hartz.
Her er der faldet 16 til 17 millimeter regn på en halv time.
I resten af landet vil der ifølge meteorologen være mindre byger.
»Især i Jylland forventer jeg, at det holder mest tørt«, udtaler Thor Hartz.
Han tilføjer, at temperaturen vil være 15 til 20 grader landet over.
ritzau