Det er 12 dage, siden 15-årige Maya forlod sin bopæl i Ødsted mellem Vejle og Kolding, og nu ønsker både politiet og hendes forældre at høre fra hende.
På den baggrund har Sydøstjyllands Politi søndag valgt at efterlyse pigen og offentliggøre billeder af hende.
Det er politiets opfattelse, at pigen befinder sig i Danmark, og at hun opholder sig hos bekendte.
Signalementet af 15-årige Maya lyder på en 162 centimeter høj pige, der er lys i huden og almindelig af bygning. Hun har langt mørkt hår.
Hun blev sidst set iført en sort sportstop og en lysegrå joggingbluse med lynlås og lysegrå joggingbukser. Hun medbragte desuden en beige håndtaske og en hvid plastikpose.
Sydøstjyllands Politi har bragt efterlysningen via Politi Update og meddeler, at politiet og hendes forældre ønsker at komme i kontakt med hende hurtigst muligt.
Politiet oplyser desuden, at 15-årige Maya har en tatovering på højre side af maven og går med makeup.
Det er halvanden måned siden, at der i samme politikreds blev efterlyst en anden 15-årig pige i en sag, som siden skulle vække betydelig opsigt.
Pigen i den sag viste sig at befinde sig i Ungarn, hvor hun blev fundet hos en 22-årig mand. Han er siden blevet anholdt og udleveret til Danmark, hvor han nu sidder varetægtsfængslet for grooming og frihedsberøvelse.
Manden har i et interview med Ekstra Bladet fortalt, at han og pigen mødte hinanden over internettet, og at han havde hentet hende i Danmark. Ifølge ham var der tale om en kærlighedsrelation, og at pigen var frivilligt rejst fra Danmark
ritzau