En række personfarlige forbrydelser begået af psykisk syge kunne være undgået, hvis læger, sygeplejersker og andet personale i behandlingssystemet havde passet bedre på patienterne. Sådan lyder den opsigtsvækkende konklusion i en ny beretning fra Sundhedsstyrelsen, der slår alarm på baggrund af en gennemgang af sager, hvor psykisk syge begår drab, drabsforsøg, brutale legemsangreb eller ildspåsættelser. Afdelingslæge Lena Graversen fra Sundhedsstyrelsen siger: »Vi vurderer, at i syv ud af de ti undersøgte sager kunne et mere optimalt behandlingsforløb have forhindret, at patienten begik personfarlig kriminalitet«.
Ingen kontakt med de psykisk syge
To arbejdsgrupper kulegravede sidste år ti sager, hvor psykisk syge havde været i kontakt med det psykiatriske behandlingssystem, mindre end et halvt år før de begik en alvorlig forbrydelse.
De seneste tre år er i alt 30 sager gennemgået, og der tegner sig et billede af et behandlingssystem, der gang på gang undlader at bevare kontakten med stærkt psykisk syge borgere. Særligt når patienten nægter at tage sin medicin, giver personalet op.
»Et fællestræk i mange sager er, at ingen følger op, når patienten holder op med at tage sin medicin. Det er især problematisk, når patienten tidligere har begået personfarlig kriminalitet. Konsekvensen af medicinsvigtet i disse sager er, at folk får flere symptomer på deres sygdom og derpå begår ny personfarlig kriminalitet«, siger Lena Graversen fra Sundhedsstyrelsen.
Det problem forstærkes af, at hverken socialforvaltningen, sundhedsvæsnet eller Kriminalforsorgen i tilstrækkelig grad tager hånd om de problemer, psykisk syge borgere har.
Svært at se, hvem der har ansvaret
»Der mangler en bedre koordinering af, hvilke myndigheder og personer der har ansvaret for hvad. Selv når man læser det ofte tykke sagsmateriale igennem, er det svært at se, hvem der har ansvaret for patienten«.
I nogle tilfælde går det galt, fordi kommunen ikke har de tilbud, som psykiateren mener er relevante.
Breve til paranoide mennesker
»Der er heller ingen planlagt opfølgning, hvis patienten ikke har lyst til at gå i behandling. Så sker der ikke noget. Kommunen kan ikke gøre noget, psykiateren får intet at vide, og så løber behandlingen ud i sandet, selv om patienten er meget syg. Det er problematisk«, konstaterer afdelingslægen fra Sundhedsstyrelsen, der slår ned på, at behandlerne ikke er gode nok til at sætte sig ind i patientens lidelse.
»I nogle sager skriver behandlingssystemet breve til paranoide patienter. Men der skal man være opmærksom på, at det er en del af deres sygdom at være mistænksom over for myndigheder. Derfor nytter det ikke, at man sender tre breve og ikke foretager sig yderligere, hvis patienten ikke reagerer«. Flere skal tvangsindlægges
På baggrund af sagerne slår Sundhedsstyrelsen fast, at der for hver enkelt patient skal laves forpligtende planer for, hvem der gør hvad, hvis patienten ikke vil tage sin medicin eller ikke møder op til aftalte møder.
Patienterne må ikke sejle deres egen sø. Samtidig åbner Sundhedsstyrelsen for, at de psykiatriske afdelinger skal tvangsindlægge flere patienter.
»I vores undersøgelser har vi undret os over, at en række patienter ikke blev tvangsindlagt, selv om de ikke tog deres medicin og var stærkt psykotiske. Derfor bør man kigge nærmere på, om for få patienter generelt set bliver tvangsindlagt til behandling«, siger afdelingslæge Lena Graversen fra Sundhedsstyrelsen. Krav om redegørelse fra ministre
